Kon-Tiki-styrmand taber kursen med Maleficent
Denne forsinkede fortsaettelse af Tornerosegenfortolkningen er stort anlagt, men helt uden egen identitet.
MALEFICENT – MISTRESS OF EVIL
USA, ENGLAND, 2019 Instruktion: Joachim Rønning 1 time og 58 minutter
Premiere d. 17. oktober ”Maleficent” – Disneyfilmen med den alt andet end mundrette titel fra 2014 – var lidt af en rodebunke, men samtidig også en saert charmerende genfortaelling af Torneroseeventyret, hvor Angelina Jolie overbevisende indtog rollen som den onde fe, der som dåbsgave giver prinsessen en søvndyssende forbandelse af den type, som kun et kys af aegte kaerlighed kan ophaeve igen. Filmen var flot, og fortolkningen forfriskende, men der var også lige vel rigeligt med plotmaessige krinkelkroge og blindgyder.
Det står aldrig helt klart gennem nye to timer i selskab med Maleficent og Aurora, hvorfor Disney har fundet det relevant at producere en fortsaettelse. Der blev jo kysset, prinsessen vågnede igen – og alt blev godt. Den dramatiske titel indikerer, at Maleficent har genfundet sine onde rødder, men hun forbliver en lidt identitetsforvirret birolle i en film så retningsog hovedløs, at kun den velproducerede fernis formår at holde lidt sammen på stumperne. Det lugter af algoritmer og regneark snarere end en oprigtig god idé.
Maleficent og prinsesse Aurora lever i fred og fordragelighed i selskab med naturens mange skabninger, men en dag melder menneskenes verden sig, da prins Phillip frier til Aurora, og aerkefjenderne må forsøges at mødes på midten for at fejre de unges kaerlighed. Det går som forventet spektakulaert galt, når en nedrig Michelle Pfeiffer helt i hvidt som Phillips mor og magtsyg dronning står over for den utilpasse og umage Maleficent.
Taber kursen
Det er komplicerede magtrelationer, der skildres i en film, der på ingen måde er afklaret om, hvorvidt den vil vaere kulørt og gennemført pigeunivers med feer og prinsesser og minder om barndommens eventyr eller storpolitisk diplomatisk drama med store computerskabte haere, intrigante magtmennesker og rebelske undergrundsbevaegelser.
I det spaend taber den norske instruktør Joachim Rønning kursen, som han ellers holdt så fint i ”KonTiki”. Han bliver, som alle andre medvirkende, blot en brik i en film så insisterende opsat på at underholde, at den helt glemmer sin simple og smukke eventyrbaggrund om det kaerlighedens kys, der aendrer alt, og i stedet kaster sig i naesegrus beundring for uopnåelige forbilleder som ”Ringenes herre” og ”Game of Thrones”.
EVENTYR/FANTASY