Urene tacklinger
Fodbold er uden sammenligning den største sportsgren i Europa, og på verdensplan er det den sportsgren, der samler flest tilskuere og tv-seere. Ingen sportsgrene er som fodbolden i stand til at samle byer og nationer. Fodbolden fascinerer med sin skønhed, når den er bedst; den begejstrer, når yndlingsholdet vinder, og fortvivler, når det taber.
Fodbold kan få voksne maend til at graede af eufori eller frustration, og den kan forene på tvaers af køn, alder og social status. “Fodbold er ikke for de stumme”, hed journalisten Lasse Ellegaards bog om Søren Lerby. Titlen henviste først og fremmest til hovedpersonens spillestil. Men enhver, der har vaeret på et fyldt fodboldstadion, ved, at publikum heller ikke er stumt. Det så vi senest i lørdags under det danske landsholds vigtige kamp mod Schweiz om at komme med til EM naeste sommer. Danskerne blev båret frem af et entusiastisk publikum, selv om danskerne hev en yderst ufortjent 1-0-sejr hjem. Det er hurtigt glemt, for vi lever i turneringen, og de danske fans, som engang blev døbt “roligans” for deres vennesaele og festlige tilgang, lever med.
Det gør både tilskuere og spillere også andre steder, men ikke altid for det gode. De seneste dage har man set eksempler på sporten, når den viser sig fra sin vaerste side. Det ene handler om publikum, der bryder alle regler for god opførsel; det andet om et landshold, der på usmagelig vis traekker den vaerste form for nationalisme ind på arenaen uden blik for, at de, som de højtbetalte stjerner, de er, også er rollemodeller og har en forpligtelse til ikke at vaere dem, der gør sport til politik; det er der nok andre, der gør. For fodbolden er, når den er bedst, og selv om den bygger på modsaetninger og kappestrid, også en samler, der kan vaere med til at nedbryde barrierer og lede vejen for forsoning og god opførsel. Her spiller spillerne en stor rolle. Det første eksempel foregik i Bulgarien, hvor det bulgarske landshold blev ydmyget af England, der vandt 6-0. Det var nu ikke det opsigtsvaekkende. Det var, at kampen to gange blev afbrudt, fordi en større gruppe bulgarske tilskuere heilede, lavede abelyde og råbte racistiske slagord efter Englands sorte spillere. Det andet eksempel omhandler de tyrkiske landsholdsspillere, der i to EM-kvalifikationskampe hen over weekenden ved scoringer gjorde honnør mod deres fans, formentlig som en gestus til praesident Erdogan og den igangvaerende tyrkiske offensiv i Syrien.
Fodbolden har altid tiltrukket højreradikale hooligans, og det vil den blive ved med, også uden for Bulgarien. Det er heller ikke hverken første eller sidste gang, sporten blandes sammen med politik, for den appellerer også til patriotisme og nationalisme. Derfor er der endnu større grund til at glaedes over, at det europaeiske fodboldforbund, Uefa, har indledt sager mod både det bulgarske og tyrkiske fodboldforbund. I Bulgarien har regeringen endda selv taget affaere og kraevet fodboldpraesidentens afgang, hvis forbundet skal have flere penge. Det har allerede haft konsekvenser, idet praesidenten er gået. Om Erdogan af egen drift vil tage lignende initiativer, er nok at håbe på for meget, da han lever af nationalismen.
Men at Uefa tager affaere og truer med bøder og sanktioner, er vaerd at hylde. Man kunne såmaend godt inkludere trusler om tomme stadioner eller udelukkelse. For fodbolden har som massesport også en forpligtelse til at slå hårdt ned på ethvert tilløb til racisme, homofobi og politisk misbrug, hvis sporten fremover skal vedblive også at vaere en samlende faktor.