Spanien stiller sig uden for det europaeiske selskab

Med sine uhyrlige domme over ni politiske fanger har Spanien stillet sig uden for demokratiet og uden for retsstaten. Spanien hører ikke hjemme i EU, hvis fornemste opgave er at sørge for alle europaeeres frihed og sikkerhed.

Spanien er et morads af udøvende, lovgivende og dømmende institutioner, raekkende fra et lidet imponerende kongehus over svage og korrupte regeringer til et retsvaesen, der i vid udstraekning betjener sig af samme jura som Francisco Francos tyranni fra 1939 til 1975.

En af Spaniens førende retslaerde, Bartolomé Clavero fra universitetet i Sevilla, omtaler i en nylig bog højesteret som »en gift i det konstitutionelle system.« Mandag idømte denne ret Cataloniens frit valgte, men afsatte vicepraesident, Junqueras, det catalanske parlaments frit valgte, men afsatte formand, Carme Forcadell, samt 7 andre frit valgte, derpå afsatte ledere, fra 9 til 13 års faengsel.

Deres brøde: et forsøg på ved hjaelp af en ikkevoldelig folkeafstemning at løsrive Catalonien, erobret af Spanien i det 18. århundrede og siden behandlet som en uvorn koloni. Catalonierne har ligesom baskerne deres egen historie, deres egen kultur og deres eget sprog. Begge folkeslag har samme ret til suveraenitet som de førhen koloniserede ukrainere, baltere, irere, islaendinge, nordmaend og finner.

EU optraeder i Catalonien og baskernes Euskadi med enestående fejhed. Man afskriver disse ikkespanske folkeslag som spanske anliggender. Det er de ikke. Catalonien og Euskadi kraever EU’s naervaer, hvis en katastrofe skal afvaerges.

Spanien er en fejlslagen stat og har vaeret det, siden Middelalderens såkaldt katolske monarker samlede, hvad de kunne i Europa og oversøisk. Diktatur, folkemord og borgerkrige, tabet af Sydamerika, tabet af Filippinerne, tabet af Nederlandene, tabet af Nordafrika, altid tab. Det har efterladt en stejlhed, som gør, at staten – den dybe spanske stat – ikke tillader flere tab.

Spanien minder i denne holdning mere om Tyrkiet, Rusland og Kina end om det Europa, der i 1989 udgik af kommunismens forlis fra Østersøen til Sortehavet. Dommene i Madrid diskvalificerer Spanien som demokrati. De diskvalificerer også EU. 30 år efter kommunismens undergang har vi atter politiske langtidsfanger, denne gang i Vesteuropa.

Spanien kom galt ud af sit fascistiske diktatur efter Francos død i 1975. I stedet for som Tyskland efter nazisterne at tage et retsopgør enedes ledende politikere om at glemme. Mange af den fascistiske stats love blev bibeholdt og ligger til grund for mandagens domme. En uklog centralmagt provokerer i den hensigt at skaerpe modsaetningerne så vidt, at man kan erklaere Catalonien i undtagelsestilstand og indsaette haeren.

Et par timer efter domsafsigelsen i Madrid forestod jeg en diskussion om Catalonien på Forum 2000 i Prag, en international konference, støttet af Jyllands-Postens Fond. Det blev til et heftigt sammenstød mellem catalanske og spanske synspunkter, de sidste understreget af en ophidset spansk ambassadør. Dommene udgør et vandskel. Cataloniens demokratisk valgte ledere er herefter ofre, Spanien deres bødler. Madrid satser på spaendingens strategi. En dialog kan kun vanskeligt taenkes. I vaerste fald baerer det mod et nyt Jugoslavien.

Det spanske had til Catalonien har tradition. Franco likviderede tusinder af cataloniere, blandt dem praesident Companys, og forbød det catalanske sprog. Endnu en borgerkrig – den fjerde inden for 200 år – forberedes syd for Pyrenaeerne, og den forberedes i Madrid.

Endnu en borgerkrig forberedes syd for Pyrenaeerne, og den forberedes i Madrid.