Historien om syndfloden er staerkt overdrevet

IPCC optraeder arrogant, når klimapanelets resultater skal diskuteres, og der er brug for bedre kvalitets- og habilitetskontrol med forskning på klimaområdet.

Jens Morten Hansen fhv. statsgeolog, fhv. direktør for Forskningsstyrelsen, Laesø

For nylig kunne man i “TV Avisen” se et kort over Danmark, hvor landets kyststraekninger er oversvømmet med flere meter vand. Her, hvor jeg selv bor (Laesø), var halvdelen af øen forsvundet i vandmasserne. Til trods for, at øen hvert år vokser med op til 20 hektar, og at staten for nylig har matrikuleret de store områder af nyt land, som er opstået de senere år.

Det staerkt misvisende billede af Danmarks kystudvikling skyldes isaer det internationale klimapanel, IPCC, der i sin seneste rapport fra september 2019 siger, at havniveauet for tiden stiger 3,1–4,1 mm årligt, og at vandstandsstigningen er staerkt accelererende og om 100200 år vil vaere steget flere meter.

Der er bare det ved det, at denne historie om en snarlig syndflod er groft overdrevet. Mere end 2.000 målestationer siger noget ganske andet. De er placeret i alverdens havne og er gennem snart 100 år stillet til rådighed af det haederkronede britiske Permanent

Service for Mean Sea Level. Her viser de konstant opdaterede måleserier, at vandstanden langs kysterne kun stiger 1,1–1,5 mm årligt, og at der ikke er nogen maerkbar acceleration.

Mine egne videnskabeligt publicerede undersøgelser viser, at havspejlet i Nordsøen, Skagerrak, Kattegat, Baelthavet og Østersøen stiger gennemsnitligt 1,2 mm årligt – en stigning, der har stået på siden Den Lille Istids slutning for ca. 200 år siden. Vi ser heller ikke nogen målbar acceleration i havene omkring Danmark – verdens bedst daekkede region, når det gaelder vandstandsdata.

Fortsaetter denne udvikling i 100 år, vil havet stige 12 cm. Førende solforskere haevder endda, at solstrålingens intensitet om få årtier kommer ind i et nyt minimum, svarende til den kuldeperiode, der skabte Den Lille Istid og et vandstandsfald på ca. 1 m.

Denne uforståelige forskel på vandstandsmålingerne mellem på den ene side verdens førende vandstandsinstitut, PSMSL, og på den anden side IPCC ville jeg og mange andre havforskere gerne kunne spørge IPCC om.

Men IPCC nedlader sig ikke til at svare på spørgsmål. Enhver kritik af rapportudkastene er henvist til personlige diskussioner med forfatterne til de artikler, som IPCC af uoplyste årsager har valgt at laegge vaegt på. Om der svares, er helt op til forfatterne, og sådanne diskussioner mellem kritikere og forfattere refereres ikke i IPCC’s resulterende rapporter. Mange forskere afviser derfor at deltage, fordi vore indsigelser kun i helt ubetydelige tilfaelde giver anledning til småkorrektioner, og fordi vi trods vore uomtalte indsigelser vil figurere som medvirkende til slutrapporten.

Det, IPCC gør på vandstandsområdet, er yderst betaenkeligt. I stedet for at bruge de pålidelige havnemålinger fra hele måleperioden kobler man havnemålingernes aeldre dele sammen med satellitmålingerne, der tidligst begyndte for ca. 25 år siden. På grund af satellitmålingernes påståede tre gange så høje stigningstakt opnår man derved en tilsyneladende voldsom acceleration i havenes stigning. Men denne stigning og acceleration er usand ifølge de mere end 2.000 tidsserier af havnemålinger fra samme periode (1993-nu).

IPCC har således fravalgt de nutidige dele af de godt 2.000 op til 200 år lange måleserier til fordel for langt mere usikre satellitmålinger, hvoraf de 4-5 nuvaerende satellitter endda kommer frem til meget forskellige resultater. De ukorrigerede, originale satellitmålinger fremlaegges ikke, og de korrektioner, som satellitejerne foretager, forklares ikke.

Derfor lever IPCC’s brug af satellitmålingerne ikke op til normal videnskabelig standard. Det siger naermest sig selv, at det er langt mere usikkert at måle højdeforskelle i mm-skalaen fra satellitter i flere hundrede kilometers højde, end det er med de enkle apparater, som havnemålingerne bygger på (typisk en flyder med en tilkoblet skriver).

Men spørge IPCC kan man ikke. På den måde kan man fastholde en raekke myter om “klimakrisen”, for eksempel myten om, at 97 pct. af klimaforskerne er enige med IPCC – en myte, som trods talrige tilbagevisninger lever i bedste velgående i medierne.

I den vestlige verdens demokratier står de offentlige institutioner normalt til ansvar for folket og dets valgte repraesentanter. De kan til enhver tid spørge en minister, hvad der foregår på det pågaeldende ministerområde. Det gaelder også de offentlige forskningsinstitutioner, for eksempel universiteterne, når de optraeder som offentlige myndigheders rådgivere. Det oplevede vi eksempelvis for nylig, hvor Aarhus Universitet måtte traekke en tendentiøs rapport tilbage. Men en tilsvarende parlamentarisk kontrol med kvalitet og habilitet af de af IPCC udvalgte forskeres arbejde findes ikke.

End ikke en høringsfase finder sted, hvor IPCC’s mange fagkompetente kritikere kan blive refereret, og hvor den undrende offentlighed kunne få mulighed for at laese indvendingerne mod de konklusioner, som det overordnede politiske panel har bestemt sig for. Eksempelvis har mere end 30.000 amerikanske forskere for nylig protesteret over IPCC’s fremgangsmåde. En lignende protest er på vej fra europaeiske forskere.

Dermed saetter IPCC sig over det umiddelbare ansvar, som enhver rådgiver har for at svare på relevante spørgsmål fra brugerne, dvs. FN-landenes regeringer og deres videnskabelige baglande. Resultatet er, at overdrivelser, fortielser og grove fejl gentages i rapport efter rapport og refereres i massemedierne. Denne evindelige propaganda skraemmer både børn og ansvarlige politikere og får bevillinger og indsatser til at vokse hurtigere end i nogen anden samfundssektor.

IPCC’s manglende vilje til dialog gaelder ikke kun det faglige indhold. Man kan heller ikke få svar på, om IPCC har undersøgt de udvalgte forfatteres uafhaengighed af forskellige finansieringsinteresser, endsige om forfatterne har personlige interesser i, at IPCC’s rådgivning falder ud på en bestemt måde.

“Klimakrisen” er ikke mere en uskyldig forskningsinteresse for 200-300 klimaforskere som for 30-40 år siden, men er ved at vokse til en storindustri, der globalt vil beskaeftige millioner af mennesker i forskningsverdenen, forvaltningerne, fremstillings- og rådgivningsindustrien, fly-, hotelog kongresbranchen og i lobbyindustrien.

Derfor er det påkraevet at indføre en kvalitets- og habilitetskontrol, således som det for laengst er sket på andre forskningsdrevne industriområder.

“Klimakrisen” er ikke mere en uskyldig forskningsinteresse for 200-300 klimaforskere som for 30-40 år siden, men er ved at vokse til en storindustri.

På dette etisk, politisk og mediemaessigt uforsvarlige grundlag prøver IPCC at overbevise alverdens statsledere om, at de skal afsaette enorme beløb for at “redde verden”. Men at tage så enorme beløb ud af statsbudgetterne til en videnskabeligt tvivlsom indsats vil have dramatiske konsekvenser for de fleste landes levefod.

Ikke mindst vil en ensidig CO2strategi gå ud over den nødvendige oprustning med hensyn til sundhed, forureningsbekaempelse og naturgenopretning. Modsat kunne en bred grøn omstilling give meget betydelige resultater for biodiversiteten og for bekaempelse af “røg, støj og møg”. Men at koble den grønne omstilling ensidigt til CO2-spørgsmålet indebaerer en radikal, ekstremt dyr og ineffektiv omlaegning af energiproduktion, trafik og infrastruktur.

Det vil ikke alene udgøre en økonomisk trussel mod en videnskabeligt velfunderet grøn omstilling, men kan blive verdens hidtil største fejlinvestering, når det i så høj grad, som det foreslås, bygger på dubiøse klimaprognoser, fejl, fortielser og nye, ukontrollerede markedsinteresser.

Med klimaindustriens nuvaerende omfang og eksponentielle vaekst er det uforståeligt, at statslederne ikke forlanger uafhaengig kontrol med IPCC’s valg og fravalg af data.

Når IPCC’s anbefalinger er så økonomisk vidtgående, som tilfaeldet er, er det påkraevet, at der indføres naturvidenskabelige, tekniske, økonomiske og sociale høringer forud for offentliggørelse af rapporternes summary for policymakers og påkraevet, at indsigelserne bliver offentliggjort.