ECB har fokuseret på at redde økonomien i stedet for at føre en passende pengepolitik
Centralbanken for eurozonen er i øjeblikket udsat for voldsom diskussion – måske det ligefrem er et tegn på en dysfunktionel monetaer union.
De seneste to uger har vaeret stormfulde for Den Europaeiske Centralbank (ECB). Protokollen fra mødet i det øverste Styrelsesråd viser, at der er en voksende uenighed om den fremtidige monetaere politik hos en af verdens vigtigste centralbanker.
Desuden har tidligere og højtstående medlemmer af styrelsesrådet i et offentligt memorandum udtrykt deres utilfredshed med, at den kvantitative pengepolitik (QE) nu tages i brug igen. Den seneste udvikling i dramaet er et temmelig langt indlaeg fra ECB’s tidligere praesident Jean-Claude Trichet. Hele diskussionen kan naturligvis bunde i gamle tvister, der nu endelig bryder ud, men det er en usaedvanlig debat, der omgiver en centralbank, og det vil bestemt også få opmaerksomhed i finansmarkedet fremadrettet.
Siden ECB tiltrådte QEgruppen af centralbanker, har jeg vaeret kritisk over for dette skridt, da jeg argumenterer, at QE skaber flere problemer i Europa, end man løser ad den vej. Som den tidligere ECB-praesident Trichet meget praecist udtrykte det i sine kommentarer, skal økonomisk vaekst oprinde fra politiske initiativer og reformer. En centralbank kan simpelthen ikke redde den økonomiske vaekst via pengepolitikken. Som grafikken ovenfor viser, er den globale vaekst lige nu i et relativt stejlt dyk, hvor det er umuligt for centralbanker at korrigere en sådan udvikling.
ECB på gal kurs
Efter min mening var det en fejltagelse fra ECB’s side at overtage rollen som redningsmanden af den økonomiske vaekst i eurozonen.
Resultatet er, at ECB er fanget i en situation med en økonomi, der naermer sig lavvaekst, man fører allerede en ekstrem pengepolitik og står over for en voksende intern uenighed om den pengepolitiske retning – dette er taet på en katastrofal situation for en af verdens førende centralbanker, og det bør selvfølgelig bekymre investorerne vedrørende de langsigtede udsigter for eurozonen.
En anden stressfaktor, der påvirker ECB, kan ganske enkelt vaere den opgave, som centralbanken er blevet givet. Det er forståeligt, hvis ECB føler sig udfordret af at holde inflationen taet på, men under 2 pct. i den nuvaerende økonomiske verden med lav inflation. Dette mål er p.t. urealistisk i en åben eurozone-økonomi, der er en del af en globaliseret verden med overskydende arbejdskraft, energi og produktionskapacitet – hvor skal inflationen komme fra?
Jeg mener desuden, at man kan diskutere, om inflationsmålet giver mening med en bnp-vaekst, der måske endnu er over 1 pct., men åbenlyst er på vej laengere ned.
Uafhaengig centralbank
Under sådanne økonomiske omstaendigheder er det naturligt at vaere mere afslappet omkring inflationsmålet på de 2 pct. Signifikant vigtigere er, at en centralbank forbliver uafhaengig og fastholder dens fokus på pengepolitikken og ikke bruger pengepolitik som en erstatning for politiske reformer.
At bruge QE betragter jeg som et meget ekstremt indgreb i de finansielle markeder, altså en saerdeles kraftig intervention. Men en intervention fungerer kun, hvis et finansmarked af en eller anden grund er landet i en klart forkert prisfastsaettelse eller lignende. Dette er ikke tilfaeldet i eurozonen, da det er økonomien, der er afsporet. Nogle haevder, at QE hjaelper økonomien tilbage på sporet, men jeg støtter ikke denne vurdering.
Tvaertimod har jeg aldrig hørt et godt argument fra en centralbank, der forklarer, hvorfor renterne skal vaere lavere end inflationen, der jo laenge har vaeret omkring 1 pct. i eurozonen. Konsekvensen af den ekstreme monetaere politik i Europa er betydelige negative realrenter, hvilket nu er blevet en generel europaeisk udfordring med de lave centralbankrenter.
Dette favoriserer låntagere, som f.eks. den italienske regering, men straffer for eksempel europaeiske pensionssparere, da de er nødt til at spare endnu mere op og forbruge mindre på grund af de negative realrenter. Jeg argumenterer, at situationen er kommet så vidt, som den er, fordi ECB involverede sig i at redde økonomien i stedet for at fokusere på at føre en passende pengepolitik.
ECB – mere af det samme
Når jeg ser på det nye kommende praesidentskab for ECB, ser jeg simpelthen, at der kommer mere af det samme, hvilket understreger risikoen for, at ECB bliver endegyldigt fanget i sin egen faelde, hvilket investorer verden rundt også vil følge.
Man kunne haevde, at ECB bare gør, hvad den nu har gjort i en lang periode, og sådan er det. Men verden forandrer sig hele tiden, og derfor kommer ”at gøre det samme” en dag i konflikt med ”aendringer”. Dette er kendetegnende for finansmarkederne, at ”aendringer” altid vinder, fordi ”aendringer” grundlaeggende repraesenterer dynamikken og de evigt igangvaerende aendringer i verdensøkonomien.
”AEndring” kan betyde, at selv ECB en dag vil acceptere, at euroen og eurozonen ikke fungerer som forventet. For at revitalisere den økonomiske vaekst i euroområdet igen er mit bedste langfristede bud, at euroen skal adskilles i en nord- og sydeuro. Den nordlige vil naturligvis vaere den staerkeste, men det vil bane vejen for at flytte vaekst og konkurrenceevne til den sydlige del af eurozonen.
Det vil lave en masse larm og er måske ikke det, som investorer forventer af “de brølende 20’ere”, der står for døren. På langt sigt opfatter jeg det ikke som et umuligt resultat på grund af de tiltagende og store økonomiske vaekstudfordringer, som eurozonen står over for. Da ECB alligevel måske bliver mindre optaget af den inflation, der ikke er der, får man tid til at bevise, at centralbanken kan køre to valutaer, nord- og sydeuroen. Det er tid til alternativ taenkning. Lundgreen's Capital
rådgiver formuende kunder, virksomheder og kommuner i ind-og udland. Firmaet er repraesenteret i Danmark og Kina. Lundgreen's Capital driver desuden investeringsforeningen Lundgreen's China Fund, som investerer i kinesiske aktier og obligationer. Omtales et selskab, som Lundgreens China Fund har investeret i, vil dette fremgå tydeligt af klummen.