Putins magt som dommer og spilfordeler: Først tog han Syrien. Nu gaelder det Afrika
Den russiske praesident har de facto taget magten i Syrien. Nu går han efter en endnu større mundfuld: Afrika.
Vladimir Putin er umaettelig.
I de senere år har Ruslands praesident vist sig at vaere en formidabel strateg på verdensscenen.
Året efter annekteringen af Krim i 2014 rykkede den slagkraftige russiske militaermaskine ind i Syrien, hvor de seneste ugers begivenheder i de nordlige kurdiske områder klart har demonstreret Putins magt som både dommer og spilfordeler.
Nu er Putin klar til naeste traek. Han går målrettet efter Afrika i noget, der ligner et forsøg på at genskabe den hedengangne Sovjetunionens indflydelse, som den var på kontinentet i de gode gamle dage under
Den Kolde Krig.
I den forløbne uge har praesidenten rullet den røde løber ud for 3.000 delegerede fra Rusland og de 54 afrikanske lande, heriblandt et halvt hundrede afrikanske statsog regeringschefer, i OL-byen Sotji ved Sortehavet til et økonomisk topmøde med alt betalt.
»I de naeste fire-fem år regner jeg med, at vi kan fordoble samhandlen med afrikanske lande,« sagde Putin i sin åbningstale.
Putins afrikanske ambitioner
Formålet med topmødet var at skrive et nyt kapitel til den historie, der oftest fortaelles om Afrika. At Rusland står på sidelinjen som tilskuer til en intens kappedyst mellem stormagterne Kina, USA og Europa.
Men Putins ambitioner om at gøre kontinentet til en af sine udenrigspolitiske hovedprioriteter rummer kaempemaessige udfordringer. For når russiske ledere praler med, at landets handel med afrikanske stater igennem det seneste årti er vokset med 350 pct., glemmer de ofte at fortaelle, at udgangspunktet er uhyre beskedent.
Rusland handler i dag meget mere med Europa og Asien end med Afrika.
På trods af sovjetisk støtte til afrikanske uafhaengighedsbevaegelser i 1960’erne og 1970’erne lykkedes det aldrig for Kreml at bevare et fast økonomisk eller politisk fodfaeste i Afrika efter Sovjetunionens kollaps.
I 2018 udgjorde samhandlen mellem Rusland og afrikanske lande syd for Sahara ca. 20 mia. dollars, skriver Reuters og citerer Ruslands egne tal. Det skal sammenholdes med 61 mia. dollars for Afrikas samhandel med USA, 200 mia. dollars med Kina og 300 mia. dollars med EU.
Russiske lejesoldater i aktion
Men på det militaere område skiller Rusland sig ud. I løbet af de seneste fem år har Rusland indgået sikkerhedsaftaler med 23 forskellige afrikanske regeringer, skriver Moscow Times.
Ved åbningen af mødet leverede Rusland da også en magtdemonstration på den anden side af kloden, da to strategiske Tupolev Tu-160 atombombefly landede på en base i Sydafrika med den mission at øge det militaere samarbejde mellem de to lande.
Ifølge den svenske sikkerhedsorganisation Sipri er Rusland nu den største leverandør af våben til kontinentet. Mellem 2014 og 2018 stod det afrikanske kontinent minus Egypten for 17 pct. af Ruslands våbeneksport.
Blandt landene er Algeriet, Angola, Nigeria, Sudan, Mali, Burkina Faso og AEkvatorial Guinea, der købte kampfly, helikoptere, missiler og flymotorer.
Lejesoldater fra private russiske vagtvaern optraeder også hyppigt i afrikanske konflikter fra Libyen til Mozambique.
I de senere år har Rusland vaeret saerdeles aktiv i den Centralafrikanske Republik, hvor den russiske Wagner-milits styret af en af Putins venner, Jevgenij Prigozhin, har sendt soldater. Det officielle formål er at bakke landets FN-støttede regering op i dens kamp mod flere grupper af oprørere. Uofficielt forlyder det, at Den Centralafrikanske Republik er i faerd med at saelge retten til guld- og diamantminer for en brøkdel af prisen til gengaeld for russiske våben og militaer traening. Russiske lejesoldater dukkede også op i Sudan i et fejlslagent forsøg på at redde praesident Omar al-Bashir fra at blive afsat.