Dystopi om vores tankeløse jagt på udødeligheden

Før gennembruddet med ”Et lille liv” skrev succesforfatteren Hanya Yanagihara en trist historie om en ung laeges straeben efter stjernerne, baseret på virkelige haendelser.

Tusinder af mennesker verden over graed deres modige tårer, mens de gennemlevede fire venners op- og nedture i Hanya Yanagiharas prisbelønnede bestseller ”Et lille liv”. Vi anmeldere klappede i vores blaserte små haender, og murstensromanen katapulterede ind på Top 100 over det 21. århundredes vigtigste bøger.

Nu er der nyt fra Yanagihara, og så holder man vejret et øjeblik. Er ”Folket i traeerne” på højde med ”Et lille liv”? Skal vi på ny ud i en følelsesmaessig rutsjebane med lommerne fulde af Kleenex? Svaret er: Bådeog.

”Folket i traeerne” er Yanagiharas første roman fra 2013 og ligger således kronologisk før ”Et lille liv”. Handlingen er inspireret af en virkelig person, Carleton Gajdusek, der i 1976 vandt Nobelprisen i medicin, men siden blev dømt for paedofili og forsvandt i glemslens mørke.

Bogen har to spor. I det ydre følger vi en ung laege, der gør en betydningsfuld opdagelse og får Nobelprisen for det. På det indre dissekerer Yanagihara endnu engang et forkrøblet sind, denne gang en sociopat, sådan som hun i ”Et lille liv” blotlagde den plagede Jude, så man sad lamslået tilbage. Også ”Folket i traeerne” slår sin laeser med lammelse og tristesse, mens sympatien denne gang udebliver.

Tomme menneskehylstre

I 1950 inviteres den nyuddannede laege Norton Perina med på en månedlang videnskabelig ekspedition til U’ivu, tre (fiktive) øer i Mikronesien, for at finde en ukendt stamme. Det lykkes, og Norton opdager, at det saere folk har en både fantastisk og frygtindgydende hemmelighed:

Ved at indtage en saerlig skildpadde kan de vilde opnå udødelighed. De forbliver unge af krop, men må henslaebe årtier som tomme, senile menneskehylstre. Monstro dette spor i bogen er en allegori over menneskets dårskab med at søge det evige liv? Vi såkaldt civiliserede spiser medicin ad infinitum af praecis de samme årsager, og resultatet er praecis det samme. Er der en mening med at blive så gamle?

Nå, men opdagelsen er naturligvis utroligt vigtig, og Norton får sin Nobelpris. Han har dog også oplevet noget andet på U’ivu – nemlig ni voksne maend, der har analsex med en mindreårig dreng; ikke for fornøjelsens skyld, uha-nej, blot for at indvi drengen i voksenlivets mysterier.

Fra sin faengselscelle skriver Norton senere, at han her indså, »at al etik og moral er kulturelt relative begreber«. Hvad der er tabu i én kultur, er ganske normalt i en anden.

Bevidst chokterapi

Norton Perina er svaer at holde af. Arrogant, smålig, hensynsløs, klamt nedladende over for kvinder. Men hvem siger, man skal elske hovedpersonen i en bog? Det er også svaert at hygge sig over de talrige orgier i overmodne manamafrugter fyldt med larver, de stegte små aber og ristede rødøjede flagermus.

Meget kan man beskylde Yanigahara for, men ikke at lefle for sine laesere. Måske kan man bedst betegne hendes kompositioner som chokterapi. Vi skal rystes og overrumples, før vi igen stryges lidt med hårene, og når det hele er overstået, kan vi bilde os ind, at alt er godt igen. Men det er det slet ikke.

”Folket i traeerne” er en overdådigt velskrevet og tankevaekkende roman. Den er også mindst 100 sider for lang, sine steder lettere fodslaebende og uden den samme brede appel som ”Et lille liv”.

ROMAN

FOLKET I TRAEERNE På dansk ved Nete Harsberg 432 sider, 300 kr. Politikens Forlag