Målrettet overvågning, ja tak. Masseovervågning, nej tak

Jeg frygter terror ligesom alle andre. Jeg har intet forsonende at sige om maengden af terror i Europa om alvorsgraden af de angreb, der lykkes, eller om den fornemmelse, der kravler ned ad nakken på en, når metroen i København går i stå mellem to stationer.

Og det lader mig helt kold, når mennesker fortaeller mig, at truslen fra terror var større i 70’erne og 80’erne. Ikke fordi jeg ikke tror, den var det, men fordi det ikke aendrer på, at vi jo bestemt også har en terrortrussel i dag, der er skraemmende. De åbne graenser, som aldrig skulle have vaeret så åbne, og den elendige immigrationspolitik, som ikke fandt anledning til at smide kriminelle immigranter og gaester i landet ud i tide, er klart de skyldige her. Fri adgang både til Danmark og til landene omkring os har så absolut sat Danmark i en sårbar situation. PET’s Center for Terroranalyse vurderer da også, at terrortruslen mod Danmark er ”alvorlig”, og at truslen primaert kommer fra militante islamister, der vil udføre angreb ”med simple midler og kort planlaegning”.

Og den vurdering giver jo en lyst til at sparke ud med både arme og ben og raekke ud efter alt, hvad man kunne komme på af tilsyne ladende beskyttende foranstaltninger. Men når myndigheder og politikere reagerer helt hovedløst på den følelse af frygt, bliver jeg imidlertid også bange. Senest har chefpolitiinspektøren i København meddelt, at han ønsker at benytte ansigtsgenkendelsessoftware i politiets arbejde. Det skulle jo komme. For efter statsministerens såkaldte sikkerhedspakke, hvor hun bebudede flere overvågningskameraer, så lå det lige til højrebenet at smide ansigtsgenkendelse oven i kravene til pakken. Således gjort.

Men hvad må terrorbekaempelsen koste os? Ikke i kroner og øre, men i levevis? Og hvornår tipper balancen, så vi i virkeligheden kommer til at servere vores frihed og levevis velvilligt på et sølvfad for fjenden i et desperat forsøg på at beskytte os selv fra denne?

Angrebet den 11. september 2001 står som et skraekeksempel på, hvor galt det kan gå. Men var det, fordi man manglede overvågningsmuligheder, at det gik så galt? De amerikanske politikere var handleivrige, så de vedtog vidtgående overvågningslovgivning i kølvandet på 11. september. Den officielle kommissionsrapport om angrebet afdaekkede dog, at det primaert var andetsteds, skoen trykkede. Det var ikke manglende masseovervågning, der gjorde, at man ikke fik forhindret Bin Ladens angreb 11. september. Det var naermere et gammelt, stift system med ringe kommunikationsveje på tvaers af organisationer. Målrettet overvågning synes faktisk at have frembragt den information, man skulle bruge. CIA gjorde således Bush-regeringen bekendt med det følgende i henholdsvis april, juni, juli og august i 2001: ”Bin Laden planlaegger flere operationer”. ”Bin Laden-angreb er muligvis naert forestående.” ”Planlaegningen af Bin Laden-angreb fortsaetter trods forsinkelser.” ”Trussel fra forestående al-Qaedaangreb fortsaetter på ubestemt tid.”

Det var ikke manglende masseovervågning, der gjorde, at man ikke fik forhindret Bin Ladens angreb 11. september.

Efterretningerne var der selv uden den massive masseovervågning, man siden indførte, og som en af Trumps repraesentanter nu har sagt til New York Times, at man overvejer at stoppe, bl.a. fordi den har ført til noget, der ligner vores hjemlige teledataskandale.

VI skal vaere sikre på, at midlerne i terrorbekaempelsen står mål med truslen imod os. Vi risikerer nemlig velvilligt at opgive alt det, vi elsker, og som det lader til, at islamistiske terrorister hader, i vores kamp mod selv samme terrorister. Og så ved jeg aerligt talt ikke rigtigt, hvem der har vundet.