Brystkraeftskandalen: Den praktiserende laege skal også vaere sit ansvar bekendt

speciallaege og fhv. sygehusoverlaege, Esbjerg

JP beskrev tidligere på ugen to tilfaelde, hvor Ringsted Sygehus havde afvist den praktiserende laeges henvisning, selvom begge kvinder havde tydelige kliniske tegn på brystkraeft og viste sig at have brystkraeft.

Som de to tilfaelde er gengivet, burde artiklen også have beskaeftiget sig med de involverede praktiserende laegers ansvar for ventetidsforlaengelsen. Begge kvinder var henvist til et kraeftpakkeforløb, således at de havde krav på undersøgelse inden for to uger.

Da sygehuset afviste henvisningerne, blev dette de facto accepteret af de praktiserende laeger, som i begge tilfaelde tog sin patient ud af kraeftpakken (!) og i stedet henviste til en almindelig brystundersøgelse med meget laengere ventetid og dermed forringede patientens status i systemet.

Da den ene laege efter fire dage fik mail om, at hans henvisning var afvist, skrev han et resigneret notat i sin journal, hvor han beklagede sig over en manglende begrundelse for afvisningen. Men hvorfor ringede han ikke til den ansvarlige overlaege og bad om begrundelsen, for hvis den pågaeldende patient ikke skulle ind i en kraeftpakke, hvem skulle så?

Hvis overlaegen ikke ville tage imod fornuft, kunne den praktiserende laege ringe til afdelingsledelsen eller cheflaegen. Hvis dette heller ikke hjalp, kunne han have ringet til regionens ansvarlige, Leif Panduro Jensen, der selv er laege. Meget tankevaekkende viser artiklen netop, at en senere sådan aktiv handling fra laegens side satte skub i tingene.

Den anden kvinde havde en stor brysttumor og en forstørret lymfeknude i armhulen. Sygehuset haevder, at hendes laege fik elektronisk meddelelse om, at henvisningen var afvist, fordi den var mangelfuldt udfyldt.

Laegehuset afviser at have modtaget meddelelsen. Da kvinden ikke hørte fra sygehuset, kontaktede hun laegehuset, hvor forespørgsel til sygehuset så afslørede, at henvisningen var blevet afvist. Det må vaere let at afklare, om den elektroniske kommunikation er gået tabt hos afsender eller hos modtager.

Men artiklen mangler at forklare, hvorfor laegen tog kvinden ud af kraeftpakken og i stedet henviste til et almindeligt udredningsforløb, med deraf følgende ventetidsforlaengelse. Her kunne en aktiv handling fra laegens side med sikkerhed også have reddet situationen.

I vort sundhedssystem har den praktiserende laege en central rolle som tovholder og krumtap i systemet, men politikerne har en vision om et sundhedssystem, der fungerer automatisk – bl.a. kraeftpakkerne er udtryk for dette.

De to sager viser imidlertid, at det kan vaere skaebnesvangert, hvis laegerne forlader sig på, at systemet automatisk handler korrekt. Derfor er det vigtigt, at den praktiserende laege ”holder en snor i ” de patienter, hvis tilstand kraever det, og ”slår i bordet”, hvor det er påkraevet.

I min tid i hospitalsvaesenet tog vi højde for, at patienter kunne blive tabt ud af systemet og aftalte, at patienterne kontaktede os, hvis det videre planlagte ikke indtraf. Men at patienterne kan blive smidt ud af systemer er noget helt nyt.

Det er vigtigt, at den praktiserende laege ”holder en snor i” de patienter, hvis tilstand kraever det, og ”slår i bordet”, hvor det er påkraevet.