Hvorfor gøre det let, når man kan gøre det svaert?
Er den hjaelp, som samfundet tilbyder borgerne, kørt af sporet? Hvorfor daenger man børn og unge – og deres foraeldre – til i kontrol, skemaer og lange ord?
Anne Schødts og Malene Kjaer-Jepsen forfattere til bogen “Kaerlig hilsen Fru Hansen – Den offentlige sektor tilbage til virkeligheden” og chefkonsulenter i Genitor
Vi har hver et barn i 8. klasse. De står over for deres første såkaldte UPV.
»UPV? Er det ikke det, jeg er blevet vaccineret imod?« spørger den ene.
»Desvaerre,« fristes man til at sige. Nej, det handler om din uddannelse. Din uddannelsesparathedsvurdering – en vurdering af, om du er uddannelsesparat eller ikkeuddannelsesparat.
I 8. klasse påbegynder landets skoleelever et ret omfattende forløb, hvor de praesenteres for en lang raekke ungdomsuddannelsesvejledningsaktiviteter (ja, det er et langt ord). Undervejs skal de udfylde en studievalgsportfolio (ja, det er også et ret langt ord), hvor de reflekterer over, hvad de laerer i de forskellige vejledningsaktiviteter. Denne studievalgsportfolio skal indsendes til Børne- og Undervisningsministeriet sammen med deres ungdomsuddannelsesansøgning, når de ansøger om optagelse efter 9. eller 10. klasse.
Synes du, lixtallet blev lidt højt i foregående afsnit? Det ligger på 35 svarende til “middel” – på niveau med dagblade og tidsskrifter. Vi har målt lixtallet på det vejledningsmateriale, der er stillet til rådighed for vores to 8. klasseselever og deres årgang. Det har et lixtal på 56 i gennemsnit svarende til “meget svaert” – over niveauet for akademiske rapporter og på niveau med lovtekster. Nogle passager har et lixtal på 89.
Den 1. december får de unge resultatet af deres første vurdering, hvor de blandt andet vurderes på deres uddannelsesparathed inden for faerdigheder som: “perspektivskifte mellem del og helhed”, “valgparathed” og “arbejdskendskab, arbejdspladsfaerdigheder og virketrang” – blot for at tage et lille udpluk. Det får os til at taenke på, om der er nogen i Børneog Undervisningsministeriet eller Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU), der har mistet fokus? Eller har behovet for at informere fyldestgørende og “systemkorrekt” taget overhånd? Måske er de blevet hjemmeblinde?
Og hvor efterlader det vores unge mennesker? Og os foraeldre, der vel har hovedrollen (troede vi da) i at vejlede vores børn på vej?
Vi bliver i hvert fald efterladt med en raekke spørgsmål:
1. Hvordan kan vores to 14årige og deres kammerater øve sig i at blive “uddannelsesparate”, når de ikke kan forstå, hvad det er, og hvad de bliver målt på? Og er en sådan vurdering i det hele taget fair? Hvornår har du f.eks. sidst traenet din evne til “perspektivskifte mellem del og helhed”? Og hvor var dit niveau, da du var 14?
2. Hvad blev der af vores foraeldreansvar i forhold til at danne og vejlede vores børn? Vi sidder, hånden på hjertet, med en følelse af at vaere kørt ud på et sidespor. Det er som om, at systemet har indtaget hovedrollen. Vi er efterladt i en rolle, hvor vi hjaelper vores børn med at finde rundt i de mange ting, systemet forventer og forlanger af dem – i stedet for at bruge energien og tiden på gode samtaler om, hvem de er, hvad de er gode til, og hvad der kunne vaere den rigtige vej for dem. Vi mister simpelthen fokus – fordi velfaerden har mistet fokus.
3. Og så en lille en til samfundsøkonomien: Vi spørger os selv, hvad Børne- og Undervisningsministeriet mon gør ved alle de studievalgsportfolier, de modtager sammen med ungdomsuddannelsesansøgningerne hvert år (66.362 stk. i 2018). Isaer når det fremgår af materialet til vores 8. klasser, at »dens indhold og omfang ikke er afgørende for, om eleven optages på den ønskede uddannelse«.
For at citere en af vores 8. klasser igen: »Så er det jo lige meget. Det er da godt nok dumt.« Det er hendes ord, ikke vores.
Er UPV’en blot et enkeltstående eksempel på, at hjaelpen fra samfundet til os borgere måske er kørt lidt af sporet? Det korte svar er nej. Vi spotter en tendens: Mange af de velfaerdsinitiativer, der er taenkt som hjaelp og støtte, har desvaerre udviklet sig til at blive ubehjaelpelig velfaerd praeget af ukontrollerbar kontrol af, om vi nu lever op til en mere eller mindre klart defineret standard for “den gode medborger”. Tendensen ses på de fleste store velfaerdsområder. Det starter, når du som barn i dagtilbud skal leve op til krav i laereplanerne, og det slutter på plejehjemmet, hvor du skal imødekomme målene i din rehabiliteringsplan.
Som konsekvens har relationen mellem borger og system rykket sig. Medarbejderne er gået fra at vaere dem, der skal hjaelpe på vej, til at vaere kontrollanter, og det har desvaerre en trist bagside. Tag nu vores 8. klasser. De vokser op i en tid med omfattende reformer. Alt lige fra laereplaner i dagtilbud, nationale test, elevplaner, reformer for inklusion i folkeskolen, gymnasiereformer, ny karakterskala, kvikbonus for hurtig studiestart, fremdriftsreform til uddannelsesloft.
Samtidig er antallet af børn og unge med stress, depression, angst og selvskadende adfaerd steget voldsomt – med 30 pct. siden 2006. Og stigningen ses isaer i middel- og overklassen. Børn fra helt almindelige hjem. Nyere forskning fra Aalborg Universitet viser, at der er en direkte sammenhaeng mellem denne stigning og de utallige reformer på uddannelsesområdet.
Som en bonusinformation peger en gruppe stress- og depressionsramte unge i en undersøgelse på, at netop deres relation til laererne er en medvirkende årsag til deres sygdom. Laererne er gået fra at vaere en betroet livline til at blive dommer over deres fremtid, hvorfor de unge ikke tør vise sårbarhed.
Vi har en af verdens dyreste velfaerdsstater. Alligevel synes flere penge ofte at vaere den eneste løsning. Senest har den nye regering tilført kommunerne 2,2 mia. kr. i 2020 til mere velfaerd. Ovenstående eksempel viser desvaerre, at dele af det offentlige forbrug ikke altid virker efter hensigten. I bedste fald har det ingen effekt. I vaerste fald gør det situationen vaerre.
Et gammelt udtryk siger, at tryk avler modtryk – og det er netop, hvad vi møder, når vi taler med borgerne. Rapporten “Small Great Nation – Mission Possible? Velfaerdsstaten mod 2040”, der er udgivet af Kraka og Deloitte i september 2019, viser, at danskernes generelle opfattelse af kvaliteten af kernevelfaerden (vuggestuer, folkeskole, sundhed og aeldrepleje) er faldende. Det samme er tilliden til, at velfaerdsstaten om 10 år vil sikre acceptable vilkar for personer i vanskeligheder.
Det er som om, at jo mere velfaerden overfikser borgernes liv, jo mere frakobles den enkelte. Selv de mest velfungerende mister overblikket.
Det er som om, at jo mere velfaerden overfikser borgernes liv, jo mere frakobles den enkelte. Selv de mest velfungerende mister overblikket.
Vi tror, der er en anden vej. En vej, hvor velfaerden skabes mellem mennesker, og hvor det offentlige ikke spiller hovedrollen, men giver subtil og velovervejet hjaelp, som rent faktisk giver mening og er forståelig.
Samtidig kan man jo arbejde med at dosere hjaelpen med det klare udgangspunkt, at det er os selv – dig og mig – der har ansvaret. Det ansvar kan og vil de fleste tage, hvis bare de kan forstå det system, de er en del af.
Så … vi vil egentlig gerne høre, om vi kan få vurderet vores 8. klasser til at vaere ikkevurderingsparate? I hvert fald indtil sund fornuft har gjort vurderingen meningsfuld. Vi bidrager gerne.
Step 1 er at høre, hvad de unge og deres foraeldre selv synes, de har brug for, så de kan tage ansvar og handle i eget liv.
med tilmelding