Draghi knaekkede markedet, men han lagde måske også kimen til euroens endeligt

Torsdag sad Mario Draghi for sidste gang for bordenden som praesident for ECB i Frankfurt.

I disse dage for 10 år siden fortalte en pinlig graesk premierminister sine kolleger i eurozonen, at hans statistikere havde fiflet med regnskabstallene.

I stedet for et underskud på 3,7 pct. af bruttonationalproduktet, var man nok naermere på vej mod et hul på langt over 10 pct.

Episoden rystede finansmarkederne og fik dem til at stille spørgsmålstegn ved Graekenlands medlemskab af euroen. Snart var hele møntunionens levedygtighed på spil.

Spotlightet skiftede til langt større økonomier som Italien, Spanien og Portugal, der også havde problemer med finanserne. Markederne tvang renten på landenes gaeld til langt op over, hvad de kunne betale. Der var nu risiko for, at flere lande ville gå bankerot. Euroen vaklede.

I november 2011 overtog den italienske centralbankchef og tidligere økonomiprofessor, Mario Draghi, dog posten som praesident for Den Europaeiske Centralbank (ECB).

Draghi startede med at omgøre sin forgaengers to rentestigninger fra samme år, som han mente var helt unødvendige. Dernaest tog han kampen op med finansmarkederne.

Parat til det nødvendige

På en konference den 26. juli 2012 i London foran en samling af drevne investorer, politikere, erhvervsbosser og journalister understregede han, at ECB er »parat til at gøre, hvad end der er nødvendigt for at bevare euroen.«

Efter en lille kunstpause, og med et overbaerende blik ned mod forsamlingen, tilføjede han: »Og tro mig, det vil vaere tilstraekkeligt.«

Markederne tog hans trussel for gode varer, og renterne begyndte at dale igen. Euroen var reddet indtil videre.

Efter otte år takker Mario Draghi ved månedens udgang af som ECB-chef og overlader stafetten til franske Christine Lagarde, den tidligere chef for Den Internationale Valutafond (IMF).

Trods hans omtrent 185 taler og 78 pressekonferencer udgør denne ene bemaerkning fra London – de omtrent 20 sekunder – essensen i hans eftermaele, vurderer Anders Svendsen, chefanalytiker i Nordea.

»Hans eftermaele bliver denne tale. Det var en nøglebemaerkning på et tidspunkt, hvor der var tvivl om euroområdets overlevelse,« siger Anders Svendsen.

»Fra hans allerførste møde gjorde han op med den meget tyske tilgang, hvor man blev inden for rammerne og kun kiggede på inflation. Han startede med at få gjort alle de ting, som man ikke troede, en centralbank havde mulighed for, var villig til og/eller havde mandat til. Det fik han til at ske for at redde euroen. Det er hans arv,« fortsaetter han.

Hans kreative tilgang til det at drive centralbank og hans vilje til at gå meget, meget langt for at holde hånden under euroen har ifølge Anders Svendsen vaeret en rettesnor for mange andre centralbanker siden.

Men selv om han skraemte finansmarkederne på plads, så tvivler mange økonomer i dag på, om han på den lange bane har reddet euroen.

For efter en serie af rentesaenkninger, der har bragt den toneangivende depotrente til rekordlave -0,5 pct., en raekke meget billige lån til områdets banker og en nylig genstart af bankens opkøbsprogram i obligationsmarkedet, så balancerer euroområdets økonomi stadig på kanten af nedtur.

Inflationen ligger stadig langt under bankens egen målsaetning.

Samtidig har mange af eurozonens banker svaerere ved at tjene penge med de negative renter end før.

Det betyder ifølge bl.a. Sampensions investeringschef, Henrik Olejasz Larsen, at virksomheder, som i Europa henter naesten 80 pct. af deres finansiering i bankerne, investerer og hyrer mindre, end de ellers ville.

Pumper vaerdien i vejret

Opkøbsprogrammerne, der allerede har slugt vaerdipapirer for 2.600 mia. euro, har til formål at pumpe vaerdien af stats- og realkreditobligationer i vejret og dermed renterne ned.

Men de har ifølge De Økonomiske Vismaend også vaeret med til at øge forskellen mellem rig og fattig i mange lande i Europa, bl.a. ved at saette fart på de højeste lønninger og formuestigninger.

Uligheden kan ifølge Anders Svendsen med tiden skabe grobund for politisk modvilje mod ECB og euroen.

Der er ifølge bl.a. IMF nu også risiko for bobler på en raekke europaeiske boligmarkeder og i finansmarkederne, fordi de mange penge i omløb og de lave renter presser investorer til at tage chancer.

Endelig er finansmarkederne ifølge økonomer blevet så afhaengige af bankens hyppige likviditetsindsprøjtninger, at et kursskifte kan udløse store fald.

Nu vokser kritikken fra topembedsmaend i bl.a. Tyskland, Finland, Østrig og Holland, der mener, at Draghi har skabt en kolos på lerfødder.

For et par år siden lød deres anke, at den ultralempelige pengepolitik, som Draghi var eksponent for, ville få inflationen til at eksplodere. En høj inflation ville underminere euroområdet og skabe mistillid til valutaen, lød det.

Men inflationen ligger dog stadig på omtrent 1 pct., omtrent halvdelen af bankens målsaetning på omtrent 2 pct. Vi skal helt tilbage til 2008, før inflationen fraregnet energi og fødevarer sidst var oppe omkring målsaetningen.

Nu har kritikken derfor taget en ny drejning. I et åbent brev i sidste måned haevdede en serie tidligere tidlige europaeiske centralbankchefer, at Draghis politiske linje var at holde hånden under de reformskraemte sydeuropaeiske regeringer.

Ved at banke renten i bund og købe deres gaeld skaermer man dem fra finansmarkederne. Men man fjerner samtidig deres incitament til at lave de nødvendige reformer, skrev de.

Derved får man aldrig udlignet forskellen mellem de effektive lande mod nord og de ineffektive mod syd, som truer med at rive euroen fra hinanden på sigt.

Samtidig holder de meget billige lån til områdets banker en masse svage pengeinstitutter i live og dermed også svage virksomheder, som i sidste ende nyder godt af 3. september 1947 i Rom, Italien.

November 2011-:

Formand for Den Europaeiske Centralbank.

Siden 2006:

Direktør, den italienske centralbank, Banca d’Italia.

2002–2005:

Naestformand og adm. direktør i Goldman Sachs International.

1991–2001:

Generaldirektør i det italienske finansministerium.

1984–1990:

Eksekutivdirektør i Verdensbanken.

1981–1991:

Professor i økonomi og pengepolitik ved universitetet i Firenze.

1975–1981:

Professor i økonomi ved universiteterne i Trento, Padua og Venedig.

1977:

Ph.d. i økonomi fra Massachusetts Institute of Technology (MIT).

1970:

Eksamen i økonomi fra Sapienza-universitetet i Rom.

penge, de ellers ikke ville få.

»Der er bred konsensus om, at efter år med kvantitative lempelser og opkøb fra ECB vil fortsatte opkøb stort set ikke have nogen positiv indvirkning på den økonomiske vaekst. Det gør det meget svaert at forstå den pengepolitiske logik bag beslutningen om at genoptage opkøbene,« lød det bl.a. fra Helmut Schlesinger, Nout Wellink og Herve Hannoun, tidligere topfolk i hhv. centralbankerne fra Tyskland, Holland og Frankrig, i brevet.

»Det bliver mere og mere klart, at der ligger et ønske om at beskytte svaert forgaeldede regeringer fra stigende renter bag denne beslutning,« skrev de.

Salt i såret

For at gnide salt i såret sendte ECB’s egen monetaere komite, der består af embedsmaend fra ECB og de 19 medlemmer af eurozonen, i september et brev til Draghi og ECB’s andre bestyrelsesmedlemmer, hvor man ifølge avisen Financial Times advarede mod at genstarte opkøbsprogrammet.

Alligevel pressede bestyrelsen, anført af Draghi, beslutningen igennem på sit forrige møde, dog uden stemmer fra bl.a. Tyskland. Det fik det tyske medlem af bestyrelsen, Lautenschläger, til at traekke sig i protest.

Draghi sagde til det efterfølgende pressemøde, at de nye opkøb kommer med en betingelse, og det er ifølge Draghi, at eurozonens regeringer selv bliver mere aktive i forsøget på at redde deres økonomier. Nu kan ECB snart ikke gøre mere med pengepolitik, sagde han.

Ifølge Anders Svendsen vil vi først om mange år vaere i stand til endeligt at vurdere, om Draghis lempelige linje har vaeret en succes eller en fiasko for euroen.

Det afhaenger helt af, om man er i stand til at vende tilbage til udgangspunktet – renter i plus, ingen ultrabillige lån til bankerne og ingen opkøbsprogrammer i obligationsmarkedet.

I sidste ende står og falder det ifølge Anders Svendsen med, om økonomien kan flyve uden hjaelp.

»En stor del af hans arv vil afhaenge af, om inflationen kommer tilbage til de 2 pct., og om man får afviklet mange af de programmer, man har sat i gang,« siger Anders Svendsen.

»Han ville have elsket at slippe for de her ting. Men han er idealist og troede på, at det var vigtigere at redde euroen,« fortsaetter han.

På sit sidste pressemøde som praesident for ECB blev han torsdag eftermiddag i Frankfurt spurgt, om ikke han var bange for, at den ultralempelige pengepolitik havde gjort mere skade end gavn. Til det svarede han:

»Fra vores synspunkt har den vaeret en meget positiv oplevelse. Fordelene for økonomien har langt mere end opvejet de negative sider forbundet med de lave renter.«

Derefter blev han spurgt, om ikke slagsmålet om opkøbsprogrammet har skadet hans omdømme.

Her svarede Draghi:

»For at vaere helt aerlig, så nej. Vi har diskussioner, og vi har uenigheder. Det har ikke vaeret første gang, og det bliver ikke sidste gang. «

Torsdag fik Mario Draghi altså det sidste ord. Men fremtiden vil afgøre, om han reelt blev euroens redningsmand eller var med til at så kimen til dens undergang.