Rådmand gik selv i modtagelsesklasse: »Jeg var havnet i en blindgyde«
Den radikale Rabih Azad-Ahmad blev politisk aktiv på grund af forholdene, som han selv og andre tosprogede blev budt på Nordgårdsskolen i Gellerup.
»Det er ganske enkelt for dårligt.«
Den radikale rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad, er beskaemmet over, at Undervisningsministeret har fastslået, at Aarhus Kommunes undervisning af tosprogede i modtagelsesklasser for bl.a. flygtningebørn på en raekke punkter ikke har levet op til lovgivningen.
Han stiftede selv bekendtskab med det aarhusianske modtagelsesklassesystem, da han i begyndelsen af 1990’erne kom fra Libanon til Danmark som palaestinensisk flygtning. Det var på den davaerende Nordgårdsskolen i Gellerup, og heller ikke dengang var undervisningen noget at råbe hurra for, fastslår han.
»Det var så skidt, at jeg ligesom mange andre, jeg gik i skole med, sagtens kunne vaere endt på kontanthjaelp eller som ufaglaert. Mine oplevelser på Nordgårdsskolen var årsagen til, at jeg senere gik ind i politik,« fortaeller Rabih Azad-Ahmad.
Han var 13 år, da han i 1992 kom i modtagelsesklasse. Erindringerne om de efterfølgende skoleår praeges af et uroligt skolemiljø og utilstraekkelig undervisning uden den store faglige udvikling.
»Problemet var, at der hele tiden kom nye elever, som lige skulle falde til i klassen. Niveauerne var så forskellige, og vi skulle hele tiden have de sidste med,« husker han.
Sakkede bagud
Undervisningen var fokuseret på at laere de ofte nyankomne flygtningebørn dansk. Men det var ifølge Rabih Azad-Ahmad på bekostning af de andre fag, hvor eleverne langsomt, men sikkert sakkede bagud. De fleste børn talte i øvrigt slet ikke dansk i skolen, men deres modersmål.
»De talte det sprog, som var lettest for dem, og der var typisk en overvaegt af elever fra de samme områder, hvor der lige havde vaeret krig, fordi det er der, flygtningene kommer fra. Derfor laerte vi ikke dansk hurtigt nok med det resultat, at vi blev haengende i modtageklasserne,« forklarer han.
Efter knap tre år gav et besøg af en kammerat, som klarede sig godt i skolen og var dygtig til at spille musik, Rabih Azad-Ahmad anledning til at overveje sin situation.
»Han kom for at låne et keyboard og spurgte på vej ud, om jeg havde hørt, at vores faelles ven Muhamed var blevet jysk mester i boksning. Det havde jeg ikke, men det glaedede mig naturligvis, men så tilføjede han: »Hvad med dig, Rabih, skulle du ikke også blive til noget?«
»Da gik det op for mig, at jeg var havnet i en blindgyde. Jeg kørte rundt i et skolesystem uden at komme videre.«
Rabih Azad-Ahmad satte sig for at aendre sin skaebne. Han ville lykkes.
Det kraevede, indså han, at han kom ud af modtagelsesklassen, men i realiteten også et skoleskifte.
»Dengang var det ikke nemt, for der var ikke som i dag frit skolevalg. Hver gang jeg henvendte mig til en skole, fik jeg at vide, at jeg skulle blive bedre til dansk. Så jeg fik det ene afslag efter det andet,« fortaeller han.
Hårdt presset gav skoleinspektøren på Åby Skole i Åbyhøj dog efter for familiens ønske og gav Rabih Azad-Ahmad lov til at gå på skolen i en prøveperiode. Den unge Rabih Azad-Ahmad måtte straks sande, at der var enorm forskel på niveauet i en dansk normalklasse og en modtagelsesklasse på Nordgårdsskolen.
»Selvfølgelig var jeg bagud i alt, og jeg begyndte naermest forfra i flere fag, så jeg måtte knokle med det,« fortaeller han.
Terperiet gav dog bonus. »Efter tre måneder kom inspektøren og sagde, at jeg stadig var bagud, men der var sket et stort ryk, så jeg fik lov til at fortsaette. Det var jeg meget taknemlig for, men det blev en hård kamp, for jeg havde så meget at indhente.«
En hård kamp
Senere kom Rabih Azad-Ahmad på Engdalskolen i Brabrand. Familien sendte også sønnen på et højskoleophold for at forbedre hans danskkundskaber. Resultatet var, at han bestod folkeskolens afgangsprøve. Siden fulgte en studentereksamen fra Langkaer Gymnasium i Viby, og Rabih Azad-Ahmad endte som cand.jur. fra Aarhus Universitet.
»Det har også vaeret en hård kamp. Jeg kunne vaere endt i samme situation som mange af de andre fra min generation. Der var ikke ret mange, der kom videre fra Nordgårdsskolen. De er endt på kontanthjaelp eller har fået ufaglaert arbejde.«
Erfaringerne fra Nordgårdsskolen taendte en politisk gnist i den unge Rabih Azad-Ahmad. Han ville forhindre, at flere skulle have samme dårlige skoleoplevelse.
»Det var det, som fik mig til at gå ind i politik. Det blev en kamp for mig enten at få lukket Nordgårdsskolen eller at få gjort noget ved den. Det første laeserbrev, jeg nogensinde har skrevet, handlede om Nordgårdsskolen og de problemer, der var der,« fortaeller han.
Rabih Azad-Ahmad blev formand for Multikulturel Forening og arrangerede bl.a. debatmøder med skiftende skoleinspektører for at tale om problemerne. I 2007 kom han i byrådet, hvor han indfriede sit løfte.
»Mit mål var, at flere skulle
klare sig i folkeskolen. Sammen med davaerende rådmand Louise Gade (K) besluttede vi at lukke Nordgårdsskolen. Det var ikke nemt, for det var jo også min lokale skole, og der var nogle, som var sure,« erindrer han.
Tosprogede blev spredt
»Men jeg tror også, at de senere har kunnet se, at det var en rigtig beslutning. De ressourcestaerke havde flyttet deres børn til andre skoler, og de ressourcesvages børn blev tilbage. Det endte med, at fagligheden kom til at baere praeg af det. Det gav mening at sende de her elever andre steder hen, hvor der blev talt mere dansk.«
Aarhus Byråd har siden besluttet, at modtagelsesklasser skal placeres på skoler, hvor andelen af børn med dansk som andetsprog er relativ lav. I Aarhus er der i dag modtagelsesklasser på Rosenvangskolen, Tovshøjskolen og Tranbjergskolen.
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet under Undervisningsministeriet fastslog i maj, at Aarhus Kommunes undervisning i modtagelsesklasser var ulovlig. Styrelsen fastslog, at undervisningen ikke levede op til lovgivningen på ni punkter – bl.a. i forhold til den maksimale tid en elev kan tilbringe i en modtagelsesklasse, antal undervisningstimer samt manglende fag og prøver.
Kritikken rammer saerlig hårdt hos en politiker, der har oplevet utilstraekkelige skoleforhold på egen krop. Og som havde en forventning om, at undervisningen af nyankomne flygtninge i dag blev grebet helt anderledes an.
»Jeg forstår udmaerket de unges frustration. Det er virkelig, virkelig hårdt. Det er jo mennesker, som er kommet her til landet i håbet om en lysere fremtid, og så oplever de at sidde fast i skolesystemet,« fortaeller Rabih AzadAhmad.
»På Nordgårdsskolen stod jeg uden fremtid. Det var enormt frustrerende at føle, at man ikke kunne komme videre. Og det frygter jeg også, at mange elever i vores modtageklasser føler.«
Til bunds i sagen
Kulturrådmanden og hans radikale partikolleger i Aarhus Byråd har nu stillet en raekke spørgsmål til børneog ungerådmand Thomas Medom i en såkaldt 10-dages forespørgsel. De ønsker bl.a. svar på, hvorfor der ikke blev reageret, da en laerer i en modtagelsesklasse på Tranbjergskolen gjorde opmaerksom på, at undervisningen af tosprogede ikke levede op til lovgivningen. De vil også vide, om evt. økonomi kan have spillet en rolle for den ulovlige praksis, og hvad der nu er gjort for at rette op på tingene.
»Vi må til bunds i, hvorfor vi har de her udfordringer, og hvordan der er handlet på dem. Så må vi se, hvad vi foretager os videre. Men ud af det, vi har kunnet laese i avisen, kan vi allerede fastslå, at det simpelthen ikke er godt nok,« siger Rabih Azad-Ahmad.
»Det er udtryk for, at man ikke har forstået vigtigheden af at få de her elever videre i livet. Børnenes udfordringer bliver kun større, hvis man ikke fra starten gør det rigtige. Vi risikerer jo, at de ender på overførselsindkomst og bliver afhaengige af andre i stedet for at tjene deres egne penge, betale skat og blive en gevinst for samfundet.«
Der var ikke ret mange, der kom videre fra Nordgårdsskolen. De er endt på kontanthjaelp eller har fået ufaglaert arbejde. Rabih Azad-Ahmad, advokatfuldmaegtig og rådmand i Aarhus Kommune