»Ja, jeg er blevet 80, men jeg holder
Helga Exner er lidt af en dronning på sit felt. Hun laver smykker, som er rene kunstinstallationer, og som det kraever sin kvinde at gå med. Sådan en kvinde er hun selv. Nu åbner Odder Museum en udstilling om hendes lange liv med smykker.
Helga Exner er en kvinde af mange ord.
Men først og fremmest udtrykker hun sig gennem sine smykker. Mange af dem er voluminøse smykker, hele kunstinstallationer, som det kraever sin kvinde at gå med.
Sådan en er Helga Exner også.
Så når hun som denne dag viser rundt på Odder Museum, hvor hun sammen med sin familie og andre hjaelpere er i gang med at saette en stor, retrospektiv udstilling op med nogle af sine mange smykker, baerer hun et stort smykke om halsen og en stor fingerring, begge dele lavet af hende selv på det vaerksted, der ligger midt i hendes hus i Odder.
»Det er det bedste – at arbejde derhjemme. Så kan jeg sidde og lave smykker, rejse mig og lave lidt suppe og saette mig tilbage og arbejde. Mange gange sidder jeg der til langt hen på aftenen – jeg kan ikke lade vaere, og når jeg først har fået en ide, skal den afprøves. Det er superspaendende at kunne arbejde på den måde,« fortaeller hun.
»Ja, jeg er blevet 80, men jeg holder ikke op.«
Den sidste store udstilling
Det er netop i anledning af sin 80-års fødselsdag, at Helga Exner har arrangeret udstillingen, som åbner for publikum lørdag.
»Her kan man se alle mine temaer fra 50 år. Jeg vil nok sige, at det bliver min sidste store udstilling. Det er et kaempe arbejde at samle sammen og låne fra museer og private. Det tager et år,« siger hun, mens hun viser rundt i udstillingen, som denne onsdag endnu ikke er helt faerdig.
Faktisk er det slet ikke for meget at sige, at der er ret kaotisk i lokalerne. Men udstillingen bliver klar til tiden, forsikrer Helga Exner, mens arkitekten på udstillingen, Søren Gottfred, arbejder koncentreret med hjaelp fra hendes familie for at få udstillingen til at se ud, som han har planlagt.
Der er f.eks. ginerne med tøj fra 1960’erne og 1970’erne, som hun selv har haft på, dengang hun og hendes davaerende mand, Bent
Exner, havde et arbejdsfaellesskab, der ikke bare bragte dem verden rundt med deres smykker, men også til mange fester.
»Der var en sorgløs tid, hvor vi gik med store smykker på og plateausko, holdt fester og dansede. Det var ikke som nu, hvor man taenker meget mere over, hvordan man tager sig ud, isaer i andres øjne,« fortaeller hun.
»Jeg er så taknemmelig over at have oplevet så meget. Det er så rigt at se tilbage på sådan et liv, selv om jeg også har vaeret fattig. Jeg har vaeret god til at få vendt det til noget positivt, det er en gave at kunne det. Det har gjort mig staerk.«
250 smykker med mening
Men det er smykker, det handler om her på udstillingen. Godt 250 store og små, men aldrig ligegyldige smykker.
»Man skal ikke have noget imod at blive set, når man går med dem. Nogle af dem er meget store, men mine døtre går da med dem i dag,« siger smykkekunstneren, der har fået seks børn – den første som 21-årig, den sidste som 49-årig.
»Jeg har fem døtre og en søn. Jeg har altid vaeret omgivet af børn, lånebørn, gaester – der har vaeret meget liv. Det har kunnet lade sig gøre, fordi jeg har haft mit vaerksted midt i huset. Den sidste, Ida, der nu er 30, fik jeg med Peter,« siger hun om sin mand, Peter Schou, der er laege og i 1987 lokkede hende med til Odder.
»Jeg elsker at vaere her. Jeg bruger byen meget. Jeg støtter det lokale, det er man da nødt til. Det er derfor, jeg har lavet udstillingen her. Det er den by, jeg faerdes i til daglig, og jeg synes, at der er så dejlig en atmosfaere på dette museum,« siger hun.
»Desuden er det da fantastisk, at jeg kan tage min cykel og køre til stranden i Saksild på et kvarter. Jeg elsker at komme på den ensomme strand.«
Den rigtige vej
Hun går rundt på udstillingen, peger på sine smykker og har en historie til hver eneste udstillingsgenstand. Her er der smykker, der er kreeret over stykker af musselmalet porcelaen, som hun har smadret og genopbygget som et smykke – »de er temmelig svaere at lave, så det gør jeg nok ikke mere« – der er smykker af rav og konkylier fra Fanø og Skagen.
»Det er levende ting,« synes hun og viser, hvordan hun i smykkerne søger at fange bevaegelsen i elementerne. Hendes foretrukne materialer har i mange år vaeret emalje og oxideret sølv. Hvordan hun arbejder med disse materialer, kan man se på udstillingen. I et hjørne har Helga Exner sat sit arbejdsbord op, og her vil hun i løbet af den fire måneder lange udstillingsperiode sidde med sav og fil, isaer i weekenderne.
»Det tager mig et par uger at lave et smykke,« siger hun, der også altid har øjnene med sig, når hun er på loppemarked eller på en antikmesse.
Et sted fandt hun et gammelt ur, der nu er en del af en smykkeinstallation, et andet sted et gamle granatsmykker, som er en favorit at arbejde med.
»Granaterne stammer fra Böhmen, hvor jeg er fra. Min familie har arbejdet med de smykker siden 1880’erne, så dem køber jeg antikvarisk og indfatter dem i et nyt smykke,« siger hun.
Anden Verdenskrig betød, at hun måtte flygte fra det davaerende Tjekkoslovakiet sammen med sin mor og sine søskende, mens faderen blev faengslet. Først seks år senere genså de hinanden.
Hun vidste hele tiden, at hun skulle baere familietraditionen med at lave smykker videre, så som 16-årig kom hun i laere som guldsmed i Bonn.
»Det var den rigtige beslutning, det ved jeg nu – den rigtige vej for mig. Ovenikøbet har jeg fået lov til at komme til Danmark, bruge mit håndvaerk samt laere et nyt folk og et nyt sprog at kende.«
En ring til dronningen
Jeg er så taknemmelig over at have oplevet så meget. Det er så rigt at se tilbage på sådan et liv, selv om jeg også har vaeret fattig. Helga Exner
Hun mødte nemlig en ung, dansk guldsmed, Bent Exner. De indledte et arbejdsfaellesskab, som udviklede sig til et aegteskab i Danmark og skabte smykker, der vakte opmaerksomhed og kastede en del priser af sig. De lavede også smykker til kongehuset.
Kong Frederik så f.eks. en udstilling og fik øje på en ring. Den ville han købe til dronningen, sagde han.
»Så spurgte vi, hvilken størrelse den skulle have. Det anede han ikke. ”Hvad fanden gør vi?,” sagde han. Så ringede vi til den kongelige hofjuveler og fik svaret. Senere kom dronning Ingrid selv og ville have en af mine flotte sole, som hun sagde, som øreringe. Hun skulle bruge dem til en rejse til Afrika,« smiler Helga Exner.
»Det var så hyggeligt.« Siden lavede hun et smykke, som var Odder Kommunes gave til Frederik og Mary, da de blev gift. Et decideret Odder-smykke har hun også lavet i 20 versioner, som får en saerlig plads på udstillingen.
Smykker med digte
Nok er det en kunstnerisk udstilling, men det er også en udstilling, hvor Helga Exner viser, hvad man kan købe af hende. Hvis man forelsker sig i et smykke og er parat til at betale fra godt 4.000 kr. og opefter, skal man tage fat i hende. Det er dog langtfra alt, der er til salg.
»Mange af smykkerne har jeg selv beholdt – de er så skønne. Alle mine smykker er mine yndlingssmykker,« siger hun.
»Men det er ikke salg, det handler om. Det vigtigste er, at folk kommer og ser – jeg vil så gerne vise det hele frem, praesentere folk for mine smykker og fortaelle historien om dem.«
Det gaelder også de smykker, hun har lavet over Søren Ulrik Thomsen digtsamling, ”Hjemfalden”.
»Jeg havde hans bog liggende i en tid på mit vaerksted og laeste lidt i den en gang imellem. Lige pludselig kunne jeg tegne smykker til. Nu haenger de her, og hans digte kommer til at stå ved siden af. De er så smukke. Jeg spurgte ham, om jeg måtte. ”Det er så i orden”, skrev han til mig.«
Hun håber, at folk kigger forbi museet i en lind strøm i den fire måneder lange udstillingsperiode.
»Det kunne da vaere skønt, hvis vi nåede op på 6.000 gaester,« smiler hun håbefuldt.