Claus Borre prøvede at vaere venlig: »Din arrogante københavnersnude!«
Han var i over et kvart århundrede ansigtet på sportsudsendelserne i DR. Han blev så kendt, at det endte med at blive en belastning.
Vi aftaler at ringes ved en uge senere. Han skynder sig at tilføje, at han er B-menneske. Så efter klokken 10. Jeg traekker den en halv time for en sikkerheds skyld. Så er han vågen.
Hvor begynder man, når han har arbejdet i mediebranchen i 55 år? Sportslørdag?
Det kan de fleste fodboldinteresserede midaldrende og isaer mandlige tv-kiggere huske.
Talrige lørdag eftermiddage med fodboldkampe primaert fra det midtengelske område, dengang man stadig skulle til købmanden eller kiosken for at aflevere sin med kuglepen udfyldte tipskupon.
Fra det sekund, man placerede sig foran tv-skaermen, var resten op til Jørgen Steen Nielsen, Svend Gehrs, Tommy Troelsen og ikke mindst Claus Borre, som – uden at forklejne de øvrige – havde udseendet og det lille gavtyvesmil med sig.
Det var dengang, Danmarks Radio havde monopol, internettet var science fiction, og når apparatet langt om laenge var varmet tilstraekkeligt op, og der kom billede på, så sad Claus Borre der oftest og praesenterede dagens underholdning fra Filbert Street i Leicester eller Victoria Ground i Stoke eller andre arenaer i England.
Helt sygeligt
I København kunne de også se svensk tv, i Sønderjylland drejede de knappen over på de tyske kanaler, men i store dele af Danmark var der ingen alternativer til DR. Og Claus Borre. Det var ham, der var på skaermen.
»Som min første hustru sagde: Gennemslagskraften på tv i en tid med monopol var uhyggelig. Det var helt sygeligt. I begyndelsen var det overvaeldende, og i en tid var det lidt sjovt. Men i lange perioder var det en belastning. Virkelig. Hvis man ikke var åben, var man en selvoptaget arrogant skid, og var man åben, så blev det misforstået,« siger Claus Borre, gift for anden gang, fire børn og fem børnebørn, bosat i Hellerup og stadig aktiv i medierne på TV3.
Med et moderne ord var han eksponeret, og det førte til ubehagelige oplevelser. En dag sad han til redaktionsmøde i DR, da en telefondame kom ind (heller ikke mobilen var opfundet dengang) og hviskede ham i øret, at der var et vigtigt opkald fra en dame. Et naermest livsvigtigt opkald, betonede hun.
»Åh nej, er der sket noget med mine børn?« nåede han at taenke.
Det viste sig at vaere en enlig mor, som forfulgte ham så meget, at hun til sidst fik et polititilhold. Han blev stalket, inden det var et begreb.
På DR havde chefen Gunnar ”Nu” Hansen formanet Claus Borre om, at hvis folk tog sig den ulejlighed at sende et brev med ris eller ros, skulle man som det mindste besvare henvendelsen.
Så Claus Borre svarede i flere år troligt på en aeldre mands ugentlige og venlige breve.
»På et tidspunkt fyldte herren rundt, og så blev jeg inviteret med til hans fødselsdag i Jylland. Jeg skrev et sødt brev til ham, men takkede nej. Så var helvede løs. ”Her inviterer man dig til fest, din arrogante københavnersnude, du tror kraftedeme bare...” Han gav den hele armen,« griner han.
Grønne ruskindssko
Da han i 1964 fik en elevplads på Helsingør Dagblad, formanede hans far ham om, at han skulle møde op i paent og nobelt tøj. Så Claus Borre fik syet et jakkesaet og købte et par grønne ruskindssko, hvorefter han trådte ind på redaktionen.
»Dem, der sad der, lignede nogen fra Christiania. Redaktionschefen anede ikke, jeg skulle begynde. Han spurgte mig, hvor jeg kom fra. Hellerup, sagde jeg. Det var nok det vaerste, jeg kunne have sagt,« griner han.
Han fik ansvar for kriminalstoffet, kommunalstoffet, og han skulle desuden daekke sognerådsmøder.
»Pludselig en dag kom chefredaktøren ind til mig og sagde: ”Unge Borre, er der ikke noget om, at De har vaeret meget aktiv idraetsmand, der har spillet meget fodbold og håndbold?” Jeg nikkede bekraeftende, og han fortalte, at de manglede en sportsmedarbejder om søndagen.«
Det eneste problem for Claus Borre var, at søndag var hans eneste fridag, da han, som alle andre, arbejdede seks dage om ugen.
»Hvis vi nu forhøjer Deres løn betragteligt, kunne man så ikke inddrage den ene fridag,« kom det fra chefredaktøren, og så sagde Claus Borre ja tak.
En tur på ”Dyret”
Om mandagen var han kriminalreporter på ny. Blandt andet skulle han daekke et spektakulaert indbrud i
Brugsen, foretaget med skaerebraender. Han skrev i sin historie, at politiet oplyste, at der var blevet stjålet 22.000 kr. og 45 øre.
»Da avisen kom på gaden om eftermiddagen, var tallet rettet til 18.-19.000 kr. Så taenkte jeg, det var da godt nok underligt. Så viste det sig, at vores korrekturlaeser havde vaeret med til at begå indbruddet, og han vidste praecist, hvor meget der var blevet stjålet, og havde derfor rettet til det praecise beløb,« griner han.
Socialt havde han svaert ved at finde ind i sin rolle i avisverdenen. Hvis man skulle godtages, gik vejen forbi en ordentlig stak bajere.
»Ved siden af Helsingør Dagblad lå et vaertshus, der hed ”Hjorten”, i folkemunde kun kaldet ”Dyret”. De havde billardbord. Der spillede alle fra avisen i arbejdstiden. En dag gik jeg ind for at se, hvad der foregik, og blev spurgt, om jeg kunne spille billard. Ja, sagde jeg. Så spillede vi skomagerpot, og jeg vandt den ene omgang efter den anden og blev skidefuld. Fra det øjeblik blev jeg accepteret.«
Claus Borre tager en lille pause i talestrømmen.
»55 år i mediebranchen,
55 år i mediebranchen, det er fanden gale mig mange år. Claus Borre journalist, Hellerup
Claus Borre,