Caribiske tilstande

Da 1. viceborgmester Camilla Fabricius i juni blev valgt til Folketinget, tog hun orlov fra byrådet i Aarhus Kommune vel vidende, at hendes parti – Socialdemokratiet – ikke accepterer dobbeltmandater.

Manøvren udløste automatisk vederlag i tre måneder – små 120.000 kr. før skat – oven i de 169.485 kr., som hun modtog i grundvederlag som medlem af Folketinget, hvortil kom andre 20.755 kr. i skattefrit omkostningstillaeg. Ali Nour, der indtrådte som afløser for Camilla Fabricius, oppebar i perioden naturligvis også vederlag som byrådsmedlem.

Orlovspengene fra Aarhus Kommune ville med overvejende sandsynlighed vaere blevet stående på Camilla Fabricius’ konto, hvis ikke den umaettelige appetit på andre folks penge var kommet for en dag.

Camilla Fabricius er langtfra alene. Hen over sommeren har vi her i avisen kunnet berette om Ninna Hedeager Olsen, teknikog miljøborgmester i Københavns Kommune, der holdt en langvarig sygeorlov uden at blive bedt om at stille med en laegeerklaering som dokumentation for, at der faktisk var tale om et reelt sygdomsforløb. Almindelige borgere på offentlig forsørgelse kan berette om, at de ikke behandles med samme lemfaeldighed, men – fuldt berettiget – er underkastet anderledes bastante dokumentationskrav.

Eller tag Niels Clemmensen, byrådsmedlem i Vejle, der søgte orlov for at sejle rundt i Caribien og med sig fik et månedligt vederlag i omegnen af 18.000 kr., hvilket raekker til et anseligt antal drinks med små paraplyer til at skaerme isterningerne mod den braendende sol. Stedfortraederen, der måtte indkaldes, oppebar naturligvis et identisk vederlag.

Siden den 1. januar i fjor har 194 byrådsmedlemmer haft orlov, viser en opgørelse foretaget af DR. I 60 pct. af tilfaeldene har der vaeret tale om sygdom eller barsel, men byrådsmedlemmer med dobbeltmandater har også søgt orlov i forbindelse med valgene til Folketinget og Europa-Parlamentet.

At medlemmer af byråd, regionsråd og Folketinget reelt ikke ved, hvad de foretager sig, fremgår alene af det faktum, at hovedparten konsekvent taler om deres ”løn”. Lad os til benefice for de uforstandige oplyse, at de folkevalgte beklaeder tillidshverv og derfor ikke får løn, men oppebaerer et vederlag, hvortil kan komme tillaeg, godtgørelser, pension m.m.

Valgloven understreger, at pengene tages yderst alvorligt, da det fremgår, at folketingsmedlemmerne er forpligtede til at modtage grundvederlaget og omkostningstillaegget – sidstnaevnte er endda skattefrit, uagtet at skiftende folketingsflertal i lange perioder har set det som deres overhovedet vigtigste opgave at tvinge generationer af danskere til at traelle under verdens højeste skattetryk.

Debatten retter atter opmaerksomheden mod de saerdeles lukrative ordninger, som Folketinget har bevilget ikke blot sig selv, men også medlemmerne af byråd og regionsråd. Økonomisk skal disse hverv honoreres på en alment acceptabel vis, men alt for ofte er der tale om vilkår, der står i skaerende kontrast til, hvad der er praksis i resten af samfundet.

Hellere skiller Socialdemokratiet og Venstre sig ud som de mest korrumperede ved at stå som garanter for en bjaergsomhed af et bananrepublikansk tilsnit.

Helt absurd er det, at medlemmer af Folketinget og Europa-Parlamentet får udbetalt meget store beløb – skattefrit – uden at skulle gøre rede for, hvordan pengene anvendes.

Der er i sandhed tale om caribiske tilstande, da de eneste, der kan aendre vilkårene, er medlemmerne selv.