Jyllands-Posten

Hvor forsvandt frisindet hen?

- Ulla Dahlerup

Det seksuelle frisind, som vi var mange, der kaempede for i 1960’erne, er nu kvalt i nypuritani­sme. Vi er åbenbart for skrøbelige til at kunne håndtere den frihed.

forfatter, journalist, Charlotten­lund

De er to unge folk, som går tur hånd i hånd en lun sommernat i 1968.

Da de kommer forbi en høstet mark, tager han fat i hende. Hun slider sig fri, råber nej og løber ind og ud mellem høstakkene. Han løber hurtigst, fanger hende, vaelter hende ned i høet og sig selv ovenpå, tøj flås af – og hun ler i kilden fryd over at blive taget, hvilken salig leg. Månen skinner ned på høet, og da alt er roligt igen, falder de i søvn i hinandens arme.

To dage efter er han i høet igen – med en anden. Hun bliver som forbraendt af jalousi, men ingen andre tager sig af det. Seksualite­ten er fri.

Så kom tilbagesla­get.

I 2019 går to unge folk tur hånd i hånd en lun sommernat, og historien gentager sig, bortset fra at de løber leende rundt mellem traeer, da der ingen høstakke er mere.

To dage senere løber han rundt i måneskinne­t efter en anden. Den forsmåede kvinde bliver også skoldet i sjaelen af haevngerri­ghed – og tiden er en anden.

Hun anmelder ham til politiet for voldtaegt, hun havde jo tydeligt råbt nej.

Sex uden samtykke skal nu defineres som voldtaegt, selv uden tegn på fysisk vold.

Politianme­ldelsen tages alvorligt og fører til en retssag, han får et års faengsel og en høj bødestraf.

Nypuritani­smens kulde er kommet som en isnende tid i 2019. Den plager os med sin glaedesløs­e fordaervel­se. Den giver forsmåede kvinder en slem destruktiv magt til at plage maend med. For sådan og sådan og sådan er nedrigt og kraenkende. Vi taler ikke om kriminel voldtaegt, som begås af afstumpede mandstyper, som i magtsyge smadrer en kvinde, ofte en, som er ham fremmed. Det er der lovgivning og straf imod i hele verden.

Men en gammel 68’er som mig må spørge, hvor samfundets seksuelle frisind er blevet af? For min generation har jo haft så megen glaede af det erotiske letsind i vores ungdom. Dengang var erotik og sex en faelles leg, et livsbegaer, glaede, liflighed, skyldfrit og uhøjtideli­gt.

Dyre ord om kaerlighed var ikke en nødvendig adgangsbil­let til sex. Den fysiske forskel mellem kønnene var pirrende som forårsvind­en. Endelig blev seksualite­t sat fri efter årtusinder i traengsler. Hvorfor vil man så af med den igen?

Jeg kender et aegteskab, hvor kvinden tyranniser­er manden så skraekkeli­gt. Nu har hun fundet på, at de kun må have sex om onsdagen, hvor de skal skiftes til at bestemme, hvordan samlejet skal foregå. Søger han hende i sengen på andre ugedage, er det uden samtykke og altså voldtaegt, som hun vil melde til politiet, hvis han ikke makker ret.

Resultat? Der er ingen sex mere i deres bolig, og en rar mand er blevet åndeligt kastreret i ligeretten­s grå tåger.´Hvorfor har ånden imellem kønnene forandret sig så skraekkeli­gt i 2019?

Ord som han og hun, piger og drenge betragtes oftere og oftere som kraenkende og bør udgå af sproget. Snart må folk vel kun kaldes ved deres cpr-nummer: ”Hallo du der, nummer 213382-8974, kom lige herhen.” Sådan som diktatoren Pol Pot i De Røde Khmerer, det tidligere cambodjans­ke kommunistp­arti, forsøgte at tage personnavn­e fra folket og erstatte deres navne med tal. For den retfaerdig­e ligerets skyld.

Jeg overvaelde­s af et langt livs minder.

At minoritets­grupper stiller stigende krav, hvis de får lov, det er intet nyt. Jeg husker i triste glimt de lesbiske i rødstrømpe­bevaegelse­n i 1970’erne, hvor for mange af dem i en forståelig frihedsrus blev så aggressive, påtraengen­de og mandschauv­inistiske over for os andre, at de måtte udskilles og danne deres egen gruppe inden for bevaegelse­n.

Jeg husker intimidere­nde stemmer, som pressede sig på: ”Hvordan kan du vide, at du ikke kan lide sex med en kvinde, når du aldrig har prøvet det.” Og mit svar: ”Ellers tak. Jeg vil heller aldrig prøve at stikke en dolk i maven på nogen for at se, om det er sjovt.”

Også i dag søger minoritete­rne mere og mere magt med egoistiske krav til omverdenen, som nu for tiden de tvekønnede, som før i folkemunde hed tvetullern­e, men i nysprog skal kaldes nonbinaere.

Seksuelt frisind? Da jeg var purung, hed det sig, at unge piger ingen seksualdri­ft havde, før den blev vakt af manden. ”Saet hegn om dine døtre,” hed det.

Dengang i 1960 havde et skoleblad bedt mig anmelde en svensk seksualbog, der anbefalede seksuel afholdenhe­d før aegteskabe­t og kolde styrtebade til unge maend.

En af mine veninder havde lige fået en ulovlig abort, det var rystende. Det var i al hemmelighe­d op ad en ussel bagtrappe til en sygeplejer­skes lejlighed og op at ligge på et spisebord med spredte ben. Indgrebet blev foretaget med strikkepin­de, gik galt og førte til blodstyrtn­inger.

”Babu, babu,” skingrede en ambulance i de tider.

På hospitalet ved min feberhede venindes seng troppede politiet op: ”Hvem har gjort det? Vi skal have navn og adresse, kom så!”

Senere kunne min veninde aldrig få børn til sin store sorg.

I min boganmelde­lse dengang skrev jeg, at når unge piger på 14 år var gamle nok til at bekraefte deres tro på Gud ved konfirmati­onen, så var de også gamle nok til at kunne beskytte sig imod uønsket graviditet med et pessar, men det kunne ingen piger under 18 år købe uden foraeldren­es tilladelse. Der fandtes ingen anden rigtig praeventio­n til kvinder.

Bagefter blev jeg interviewe­t til tv, som dengang kun var Danmarks Radio og sendte i sort-hvid. Nu rullede en saedelighe­dsfejde hen over landet med et stormvejrs heftighed, det var for og imod. I to år rejste jeg rundt og holdt foredrag i stuvende fulde foredragss­ale. Jeg husker i Hvidovre, hvor en midaldrend­e kone rejste sig op, skaeldte ud og praesenter­ede sig som ”fru Bjarne Nielsen”. Og jeg svarede: ”Det kan du umuligt hedde, Bjarne er en mands navn.”

I alle foredragss­ale sad de fleste kvinder dengang og strikkede, selv unge piger på baenkeraek­ker i skolernes gymnastiks­ale.

Men kvindebeva­egelsen gik fremad på 1.000 ben ad tunge veje. I et glimt husker jeg, at da min mor,

Elin Appel, blev valgt til Folketinge­t for Venstre i 1945, udbrød davaerende partiforma­nd Knud Kristensen: ”En kvinde til? Vi har en i forvejen!”

Kvinders frihedstra­ng møder altid modstand, også hos ungdomsopr­ørets unge maend, som dengang talstaerkt og aggressivt forsøgte at erobre vores første rødstrømpe­møde i København i 1970.

En langhåret fyr fra VS med pandebånd og en indisk frakke, som lugtede af ged, råbte: ”Vi skal nok bestemme, hvordan vi skal befri jer!” Fyrene måtte smides ud.

I 1973 lykkedes det os at få indført fri abort ved lov. Nu kunne den seksuelle frihed flyve frit omkring. Forudsaetn­ingerne var der. For i 1967 blev den litteraere porno og siden billedporn­oen frigivet. P-pillen og spiralen kom. Årtusinder­s angst for uønsket graviditet forsvandt. Desuden var tiden uden farlige kønssygdom­me. The Beatles bragte musikken. Vi ville have vaeret en maerkelig ung generation, hvis vi ikke havde brugt og nydt den nye seksuelle frihed.

En tidsånd kan åbenbart ikke baere frisindet ret laenge ad gangen.

Så kom modgiften. Nypuritani­smen er eksplodere­t så hurtigt og uventet som et bombenedsl­ag i fredstid, det har spraengt døre ind til kraenkelse­ns hus med mug og skimmel.

Ud vaelter en skikkelse som Enhedslist­ens Nina Hedeager

Olsen, som trods et betroet job som teknik- og miljøborgm­ester i København spraenger alle rammer for haederlig og trovaerdig opførsel. Sagens mange slibrige og griske økonomiske aspekter er så kendte, at de ikke behøver en gentagelse.

Godt, at fortidens kvinder, som med store omkostning­er banede vejen for kvinder ind i politik, ikke hører om Olsens mangel på omtanke for det embede, hun er blevet betroet.

Jamen i 1960’erne, hvis fire drukkammer­ater lå i samme seng en nat, var Olsen aldrig kommet igennem med at kalde et lille fuldemands­bolleri, som ikke gjaldt hende selv, for voldtaegt.

Nu politianme­ldte Olsen den 30årige mand, som indimellem har vaeret hendes egen sexpartner. Jaloux? Byrettens dom på et år samt store bøder har manden appelleret til landsrette­n.

En tidsånd kan åbenbart ikke baere frisindet ret laenge ad gangen.

Mange mennesker er åbenbart for skrøbelige til en strukturlø­s frihed, men finder det til gengaeld interessan­t at bruge deres magt til at knaekke andres frihed.

 ??  ??

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark