Fra verdens lykkeligste til verdens venligste
Aarhus er smilets by i de besøgendes øjne, men smiler vi også i fremtiden, når byen vokser?
For lidt over en uge siden var min kaereste og jeg på et loppemarked i bydelen Sisli i Istanbul. Efter at have frekventeret de taetpakkede boder og pruttet om priserne på alt fra analogkameraer til håndmalet porcelaen forelskede vi os i synet af fire aeldre kvinder i farverige forklaeder og duften af det fladbrød, de tilberedte på flade grillpander.
Brødvarianten hedder ”gözleme”, men her sluttede vores tyrkiske ordforråd på brødfronten også. Altså laenge før vi havde haft mulighed for at praecisere typen af fyld over for de udelukkende tyrkisk talende og brødbagende kvinder. En velkendt situation, som de fleste laesere vil kunne relatere til, og som normalt løses med fagter, pegefingre og gebrokkent fremmedsprog.
Men den her søndag trådte en tyrkisk kvinde til, allerede da vi stod i køen. Hun tilbød at bestille for os. Efterfølgende havde hun et halvt øje på vores ordre i de ca. 10 minutters ventetid, der var. Og da brødet blev serveret, forlod hun os med smil og forsikringen om, at vi nu skulle saette taenderne i Istanbuls med afstand bedste gözleme.
Som mange andre elsker jeg at rejse, fordi jeg får min daglige tilvaerelse sat i perspektiv. Det er i mødet med lokale, som denne venlige tyrkiske kvinde, at jeg bliver klogere på min egen fremtraeden som selv samme. Hvordan jeg agerer, når det er mig, der spiller birollen som den lokale i en rejsendes beretning. Og denne søndag midt i Istanbul slog det mig, at vi som by mangler en turismevision, der handler om andet end at smage på lokale råvarer, besøge museer og gå på opdagelse i oplandets smukke natur.
Turisme er både et spaendende og økonomisk vigtigt område. Den seneste omfattende interessant bliver det, når man dykker ned i de udenlandske gaesters årsager til at besøge Danmark. Her ligger både ”lokal stemning” og ”en venlig befolkning” højere på listen end ”attraktioner”, ”historie” og ”kultur”.
Det er gode nyheder for Aarhus, fordi vi kommer alligevel aldrig til at kunne konkurrere med København om turisternes gunst på den spillebane, hvor der dystes i historiske bygninger og attraktioner. Så hvorfor ikke gå benhårdt efter at differentiere gennem det element, som både fylder og betyder mest i bybilledet, nemlig borgerne?
Lad os skabe en debat om, hvordan fremtidens aarhusianer skal tage sig ud i mødet med medborgere, indlandske og udenlandske gaester. Hvilke vaerdier skal vi repraesentere, og hvordan skal vi agere? Og på baggrund af den debat laegge en strategi, der kan opfylde målene. Lad os flytte os fra at vaere verdens lykkeligste til verdens venligste. Overvej lige den titel og den PRvaerdi, det ville give til byen. Smilets by med verdens venligste indbyggere.
Det kan virke som et indgreb i den privatsfaere, vi danskere vaegter så højt. Tilkommer det er mig, kommunen og andre medborgere at fortaelle dig, hvordan du skal agere i mødet med fremmede?
Men tør vi ikke tage hånd om processen og selv diktere vores fremtidige omdømme som borgere, gør omverdenen det for os. Prognoser peger på, at vi er mere end 450.000 indbyggere i Aarhus i år 2040, og at vi bevaeger os mod at blive en international by. Men lad os sørge for, at vi stadig er den smilende by. Den by, du besøger og forelsker dig i, fordi folk er så skide venlige.
Personligt begynder jeg med at bestille en dansk hotdog til den naeste turist, jeg ser på loppemarked på Ingerselv Boulevard.