Svend Aage Madsens ”Enden på tragedie” er litteratur for skakspillere på højniveau
Vi kender alle hinanden i Svend Åge Madsens verden.
er svaert ikke at vaere imponeret over Svend Åge Madsens forfatterskab, inklusive den nyeste roman. Den er baseret på en human-overskridende tankegang; den har et overvaeldende persongalleri, og den er båret af et drillende og legende ordforråd. Madsen kan skrive sjovt, underfundigt, og han er uforlignelig, ja, enestående i dansk litteratur. Det er derfor heller ikke noget tilfaelde, at forfatteren er velbeskrevet i faglitteraturen. Madsen er en af de tunge i den tunge ende.
Fik jeg skrevet, at Madsens bøger emmer af intelligens? ”Enden på tragedie” er litteratur for skakspillere på højniveau. Fuld af kombinationer, åbninger og muligheder. Man animeres til at laese springende mellem første og anden del: Første del er historien om evighedsstudenten Jonatan, der skriver noveller, og der henvises gerne til disse undervejs, hvorfor man med jaevne mellemrum springer frem til anden del, der udgøres af disse noveller. Den håbefulde Jonatan udmaerker sig ved at tage et stof, der gør det muligt for ham at høste fra andres bevidsthed (!). Han skriver fortaellingerne i en rus – og han indvilliger gerne i at blive overvåget af en moden kvindelig naturvidenskabelig forsker, Venia. Manipulerer forskeren med forfatteren som medium? En it-ekspert, Leo, overvåger Jonatans computer, og sådan fordobles en indtraengning i andres bevidsthed.
”At fortaelle menneskene” (1989) hedder et af Madsens hovedvaerker; på mange måder er ”Enden på tragedie” en gentagelse og variation af den grundfortaelling om mennesker, som konstituDet tionelt skaber narrativer, der kan vende op og ned på alt. En kan blive til to, hinanden blive til hin Anden, men man kan også blive ”fanget af fantasi”, som en af novellerne hedder. At fortaelle menneskene er en visionaer tanke, men det er også en meget litteraer tilgang til verden.
Der er dømt juleleg
Romanen er en lang strøm af omvendinger, spejlinger, gentagelser af marionetspil og decentrering af den menneskelige bevidsthed. Tag blot de to deles titler: ”Enden på tragedie” er jo en omvending af klichéen ”enden på komedie” og ”i fjorten sind” er en fordobling af ”i syv sind”: Der er dømt juleleg og bevaegelser ind og ud af snart sagt utallige bevidstheder. I en af de bedste korte forløb beslutter en mand, der virkelig har set sig sur på hustruen, at udskifte mordfantasier med forestillingen om at omskabe hende til en kvinde, som han igen begaerer. Hvilket også implicerer, at hustruen tilsvarende skal begaere aegtemanden. Og hvor let er den dobbeltsidige proces lige at gennemføre?
Der er meget positivt at sige om Madsens virtuose leg med identitet og fremtidige teknologier. Men jeg er nødt til at ødelaegge den gode stemning og komme med et hjertesuk: Hvor ville det vaere dejligt, hvis romanen var blevet udstyret med et anseeligt stamtrae, der viste, hvordan myriaden af mennesker danner et fletvaerk af grene og kviste. Utallige gange greb jeg mig i at bladre rundt for at identificere det sindrige netvaerk mellem familier, venskabskredse, arbejdsrelationer osv. At der ikke er sådan en laese lettavle er selvsagt en del af forfatterens leg med laeseren. Men man skal vaere nørdet for at holde styr på tropperne. Figurernes pudsige navne gør ikke rekonstruktionen af relationerne lettere.
På almindelig dansk: Somme laesere, og jeg er en af dem, vil føle sig dum i låget, fordi laesningen naesten konstant afbrydes, når man skal taenke over, hvem der har hvad kørende med hvem hvornår og hvorfor. Veteranlaesere af forfatterskabet har på forhånd en fordel, fordi Madsens bøger tilsammen skaber et fremtidigt komplekst og holistisk Aarhus. Men hvorfor kun pleje fans?
ROMAN
ENDEN PÅ TRAGEDIE 446 sider, 300 kr. Gyldendal