»Jeg grinede så højt, at det rungede i hele kirken«

Da forfatteren Maren Uthaug havde vaeret til begravelse én gang for meget inden for samme kalenderår, kom inspirationen til en roman om døden i dens mange afskygninger. Hun har opsøgt en bedemand og skrevet en bog om nekrofili, medlidenhedsdrab, overtro og kremering.

Få timer inden interviewet blev den hidtil største undersøgelse af danskernes sexliv offentliggjort. Hele 62.000 danskere har deltaget i undersøgelsen, og man kan laese om meget i den digre rapport, som den megen research kastede af sig, men dog ikke om nekrofili.

Det kan man til gengaeld i Maren Uthaugs aktuelle roman “En lykkelig slutning”.

Allerede på første side:

Første gang, kold hud fik det til at sitre i mig, var i 1986. Jeg var fyldt fjorten to uger inden og havde aldrig taenkt i de baner før. Jeg forstod hurtigt, at det var en ensom brist at have. For hvem skulle jeg fortaelle det til? Og hvis jeg gjorde, hvordan skulle jeg forklare min lyst uden at lyde, som om jeg var det vaemmeligste menneske i verden?

Stemmen tilhører romanens hovedperson, Nicolas, der er bedemand ligesom sin mor, Lone Helle, og sin morfar, Christian 5. Nicolas nedstammer i lige linje fra syv generationer af bedemaend. Gennem disse bedemaend har Maren Uthaug skrevet om døden i dens mange afskygninger – om medlidenhedsdrab, overtro, kremering og spøgelser.

Men hvad har trangen til at forgribe sig på døde mennesker dog at gøre i denne bog om dødens kulturhistorie?

»Sex er altid interessant – selvfølgelig skulle seksualiteten med i dødens historie,« siger den 47-årige Maren Uthaug.

»Jeg skriver først og fremmest for at underholde folk, ikke for at konstruere flotte saetninger og vinde Nordisk Råds litteraturpris. Jeg vil gerne gøre laeserne klogere, men underholdningen er det vigtigste. Jeg elsker selv de bøger, der er så spaendende, at man lige skal have dem frem, selv om man kun har tre ledige minutter i en taxa.«

Forfatteren drager paralleller til madlavning.

»Da mine børn var små, blendede jeg grøntsager i tomatsovsen, og de opdagede det aldrig. Det er det samme med bøgerne: Det er fint med faktuelle oplysninger, men de skal skylles ned med noget underholdende, og hvis de ikke er relevante for historien, så må de ud.«

Svaer research

At skrive om nekrofili kraevede en del research.

»Det er et emne, som jeg vidste meget lidt om på forhånd,« siger Maren Uthaug.

»Jeg finder ingen taending i mig selv, når det kommer til nekrofili. Altså, jeg taender heller ikke på at blotte mig eller have sex med dyr, men jeg kan trods alt finde kimen til det i disse tilfaelde. Nej, jeg har ikke lyst til at have sex med en hest, men jo, der er noget dyrisk over det, og jeg forstår det til en vis grad. Sådan er det ikke med nekrofili. Jeg forstår det simpelthen ikke. Sutte på knogle? Nej, der er ingen kontakt mellem den tanke og mit skraev.«

Forfatteren måtte altså ud i internettets afkroge for at tilegne sig viden om denne saerpraegede drift.

»Jeg måtte simpelthen se noget nekroporn,« siger hun.

»Først ringede jeg til politiet for at høre, om de havde noget porno af den karakter i deres varetaegt, men de grinede bare af mig. Så jeg måtte selv ud at finde noget, og det var den del af min research, som jeg udskød laengst muligt. Men jeg kunne ikke se mig selv sidde som en gammel støder med en skål chips og se nekroporn torsdag aften, så jeg måtte alliere mig med nogen. Det endte med, at en fra kontorfaellesskabet fik nok af at høre på mine beklagelser, og så gik han på nettet og fandt det, jeg skulle bruge. Det var noget med at kigge med et halvt øje og tage nogle noter undervejs.«

Nogen udbredt drift er der naeppe tale om, noterer forfatteren sig.

»Vi ved – af gode grunde – meget lidt om, hvor mange nekrofile der findes derude. De skal ligesom tages i akten for at blive identificeret. Ofrene kan jo ikke sladre om, hvad der er foregået.«

Det, der endelig ikke måtte ske

Inspirationen til romanen om dødens historie kom, da hun selv havde vaeret til begravelse én gang for meget inden for samme kalenderår.

»Min mor, min stedfar, min mands morfar og en venindes far, de forsvandt alle sammen inden for kort tid. Jeg tror, at jeg gik til syv begravelser inden for et år. Det var helt åndssvagt,« siger forfatteren, som blev frustreret af alle begravelsesritualerne.

»Jord på kiste og alt det der. Det hjalp mig ikke en skid. Det hele var så stift, og jeg havde det, som om jeg var med i et skuespil, som jeg ikke kunne replikkerne til. Så kom folk for at kondolere. Kondolere? Altså, skulle de hilse fra 1958? Jeg var ved at kaste op af grin. Og hvad skulle jeg dog svare? Det vaerste er dog, når folk vaelger at kondolere på Facebook og glemmer nutids-r’et. Hvis man endelig vil kondolere, så må man – som minimum – have styr på grammatikken.«

Maren Uthaug finder de nuvaerende begravelsesritualer kunstige, men ville på de anden side set nødigt undvaere ritualer.

»De fleste mennesker arrangerer deres første begravelse, når de er i 40’erne, og de når – i gennemsnit – at gøre det 1,4 gange. Det er altså de faerreste, der når at blive gode til det. Og her giver ritualerne en tryghed.«

Fra de mange begravelser husker Maren Uthaug saerligt alt det, der ikke måtte ske.

»Man må endelig ikke grine under sådan en begravelse, og det kom min søster og jeg selvfølgelig til. Det var ikke godt. Det var naermest en katastrofe.«

Maren Uthaug forsøger at holde latteren tilbage.

»Det var fordi ...,« siger hun.

»Til min stedfars begravelse var der en lille krans fra min søster og jeg. ”Sidste hilsen fra Pia og Maren” skulle der stå, men det var altså blevet til ”Sidste hilsen fra Pia og Morten”, og det kunne jeg ikke holde til. Jeg grinede så højt, at det rungede i hele kirken. Stakkels bedemand. Jeg naennede slet ikke at sige det til ham bagefter – han ville helt sikkert vaere gået højere op i det end mig.«

Hvorfor skal stemningen vaere så tense under begravelser, spørger Maren Uthaug, hvis behandling af døden – allerede inden udgivelsen af bogen fredag – har fået fornaermede laesere til tasterne.

»Forleden lagde jeg en video fra et krematorie på Instagram, og dér stod jeg så og laenede mig op ad en kiste. ”Respektløst”, lød det fra én. ”Jeg håber sandelig, at den kiste er tom”, skrev en anden. Og hvad så, hvis den ikke var? Hvori ligger det respektløse. Vi har så mange maerkelige forestillinger om, hvad man må. Før i tiden lagde man de døde på et bord, rørte ved dem, kyssede dem og haeldte snaps i munden på dem. Omvendt havde det – for 150 år siden – en helt anden betydning at braende de døde. Det var den vaerst taenkelige straf. Det gjorde man kun ved de faeleste mennesker, som endelig ikke måtte genopstå.«

Den taemmede sorg

Maren Uthaug taler om danskernes »taemmede, civiliserede sorg«.

»Sorgen er blevet meget privat. Man må gerne vaere ked af det, men ikke for meget og ikke for laenge, og det går da slet ikke at bryde sammen nede i Føtex. Før i tiden måtte man gerne råbe og skrige, ja, man hyrede ligefrem folk til at graede for sig.«

Sorgen er blevet individuel, mener forfatteren.

»I bondesamfundene havde man naboerne til at hjaelpe i forbindelse med begravelser, og alle deltog i optogene, men nu har bedemaendene taget over, og naboerne tør knap nok komme til gravøl, for man skal endelig ikke traenge sig på, og hvad skal

man også sige? Vi kender alle sammen den der tøven, når man skal ringe til nogen, som lige har mistet sin mor. Vi kan ikke lide det. I takt med at samfundet er blevet mere civiliseret, har sorgen fået lov til at fylde mindre og mindre. Det er det, der har overrasket mig mest i arbejdet med den her bog: at det er blevet så ensomt at sørge.«

Selve kisten har også aendret udseende. »Før var de sortlakerede og symboliserede dermed døden, men nu er de hvide og pyntet så fint med blomster, så man endelig ikke kommer til at taenke på den rå død. Ja, jeg synes, at det er lidt fattigt, at døden ikke får lov til at fylde mere,« siger Maren Uthaug, som indrømmer, at hun selv har valgt at holde sorgen for sig selv.

»Jeg vil også helst vaere i fred – gå rundt i cirkler derhjemme, for det er jeg opdraget til, og så er det det, der er mest bekvemt.«

I praktik hos en bedemand

I sin research har Maren Uthaug vaeret i praktik hos en bedemand i København.

»Det var ret graenseoverskridende at vaere med til at flytte døde mennesker, men det blev hurtigt normalt.«

Hun har kun godt at sige om bedemanden, men hun har ikke taenkt sig at skifte levevej.

»Mig som bedemand? Nej, jeg er ikke god til mennesker,« siger forfatteren, som har stor respekt for dem, der varetager jobbet som bedemand.

»Man skal kunne meget. Den bedemand, som jeg fulgte, havde deltaget i et anger management-kursus, for man kan komme ud for mange svaere konflikter i jobbet: En kvinde dør, og hendes tre voksne børn skal blive enige om, hvilke blomster mor bedst kunne lide. Børnene hader hinanden og har ikke set hinanden i årevis, og nu er det bedemandens opgave at sørge for, at alle føler sig set og hørt. Ikke ret nemt, vel?«

Forfatteren er ikke selv troende, og det har sat tanker i gang om hendes egen begravelse.

»Der er ingen ritualer, ingen kirkelig handling, for jeg har valgt at vaere på tvaers ved at naegte at have Gud i mit liv. Jeg må altså se at få skrevet noget ned, så mine stakkels børn ikke står helt uvidende om, hvad der skal ske, når jeg skal herfra.«

Maren Uthaug taenker sig om et øjeblik. »Jeg er ikke troende, men den bedemand dér, som viste mig, hvordan det hele foregik ... Hvis han overlever mig, så ville jeg gerne have ham til at stå for min begravelse. Han var god at haenge ud med – der var højt humør i krematoriet. Han var vittig, men aldrig på de dødes bekostning.«