Regeringens forhold til Grundtvig afspejler kulturløs glemsomhed
Danske skolebørn skulle for en del år siden i en test svare på, om Grundtvig var en dansk salmedigter eller en tysk radio- og tv-producent. Et flertal valgte den sidste løsning.
Man kan få den tanke, at det er datidens børn, der nu sidder i Folketinget og i hvert fald i regeringen. For som det fremgik af Kristeligt Dagblad i går, har regeringen i sit finanslovsforslag fjernet det årlige tilskud på 10 mio. kr. til Grundtvig Centeret, der arbejder på at udgive den store danske taenker, praest, salmedigter, politiker og højskolebagmands samlede vaerker. Og det er ikke så lidt, skulle vi hilse og sige, for han skrev stort set hver dag året rundt i naesten 70 år.
Derfor er N.F.S. Grundtvig, hvis indflydelse på dansk kulturarv ikke kan overdrives, blandt de største danskere nogensinde, hvilket også illustreres af, at hans tankegods inspirerer langt ud over landets graenser og tiltraekker bl.a. forskere, skolefolk og teologer fra hele verden. Den åbne danske kulturog oplysningstradition, tankerne om, at alle liv er lige vaerdige, at oplysning og dannelse kan nedbryde skel og traekke mennesket ud i lyset, er utaenkelig uden Grundtvig.
Ambitionen om at udgive hans samlede vaerker er derfor ikke bare en god, men også en nødvendig idé, som har stået på nogen tid. Grundtvig Centeret har vaeret på finansloven siden 2009, og planen var, at det enorme projekt skulle løbe 10 år mere, altså til 2029.
Men det har Mette Frederiksens regering åbenbart taenkt sig at saette en stopper for.
»Der budgetteres ikke laengere på kontoen,« som det så poetisk hedder i finanslovsforslaget under punktet ”Tilskud til Grundtvig Centeret”. Hvis det ikke omgøres, betyder det ikke blot, at de mange forskere og medarbejdere, som arbejder med projektet, bliver arbejdsløse; det betyder også, at 10 års arbejde er om ikke spildt, så i hvert fald temmelig meningsløst, og det er naesten vaerre end ingenting.
Som professor Johnny Kondrup fra Københavns Universitet siger til avisen, er det naesten lige så godt som ingen udgave, for man kan ikke lade halvdelen af forfatterskabet vaere udgivet, mens resten forbliver i mørke. Og som hans kollega Jes Fabricius Møller siger, så svarer den stoppede bevilling til, at man »billedligt talt står med en halv storebaeltsbro«, og sådan en kan jo ikke bruges til saerlig meget.
En samlet bevilling på 200 mio. kr. fordelt over 20 år kan lyde af meget, og i forskningsverdenen er det også en del. Men i en samlet finanslov på den gode side af 1.100 mia. kr. er 10 mio. kr. ingenting. Derfor og af mange andre grunde er det himmelråbende tåbeligt, hvis regeringen står fast på sin beslutning, fordi selv om det i et konkurrencesamfunds bundlinjefikserede perspektiv ikke umiddelbart kan måles og vejes, så er det af enorm betydning at få indplaceret Grundtvig, hvor han hører hjemme.
Når regeringen – og den er såmaend ikke alene i den sammenhaeng – ikke kan se det, er det udtryk for en absolut kulturløshed. Grundlaeggende handler det om glemsel i en historieløs tid, hvor man ikke laengere ved, hvad det vil sige at vaere dansk.
Vi har en statsminister, der i sin åbningstale gjorde os alle klart, at tillid og sammenhaengskraft ligger hende meget på sinde. Som socialdemokrat er det sikkert fristende at tro, at det kommer af sig selv, hvis bare man fastholder den store omfordeling og velfaerdsstaten, men det gør det ikke. Det handler om noget langt mere dybt end det, om en generel samhørighed, som har sit udspring i historie og kultur. I den forstand går der en lige linje fra Grundtvig til Olsen Banden. At regeringen ikke ser ud til at forstå det, er egentligt ildevarslende.
Grundlaeggende handler det om glemsel i en historieløs tid.