Kan man med mening stemme om den slags blandt ”klimaforskere” og i et foretagende som FN?

Steen Leth Jeppesen fhv. direktør, cand.polit., Charlottenlund

Jeg er ikke klimaekspert, end ikke ”klimaforsker”. En status, jeg deler med befolkningens flertal, alle medlemmer af regering og Folketinget, journalister osv. Men jeg besidder forhåbentlig en vis taenkekraft, lidt viden om videnskabsteori og -historie, og, tror jeg selv, en del sund fornuft, ligesom sikkert mange andre medborgere.

På trods af min ydmyge baggrund forstår jeg, at ”klimavidenskaben” slet ikke fyldestgørende ved, hvad der betinger udviklingen i klodens klima. Mange forhold gør sig gaeldende, forsøg i stor skala er uigennemførlige, og adskillige teorier formuleres.

At det i den sammenhaeng skulle vaere udtryk for ”sandheden”, hvad et angiveligt flertal af såkaldte klimaforskere aktuelt mener, endsige hvad der vedtages i FN, er tilsyneladende det gaeldende aksiom.

Det er en klam omgang. Kan man virkelig med mening stemme om den slags, endog blandt en så uklart defineret forsamling som ”klimaforskere” og i et foretagende som FN? Det er tit set, at en ” videnskabelig konsensus” er blevet omstyrtet og har måttet revideres. Men så har den jo heller ikke vaeret godkendt af FN. Det savner fornuftig mening.

Klimadebatten – ”klimakrisen” – rummer efter min mening fire dele:

1. At klimaaendringer er i gang (eller forestående).

2. At dette maerkbart skyldes forøget udledning af kultveilte (CO2) og andre drivhusgasser.

3. At den udvikling i høj grad er menneskeskabt.

4. At politiske indgreb via FN, nationale myndigheder mv. kan gennemføres og vil bremse, evt. helt forhindre, en uønsket opvarmning og klimaudvikling.

At der foregår – og forestår – klimaaendringer er naeppe nogen enestående konstatering. Mere eller mindre har dette vel altid vaeret tilfaeldet i jordklodens udviklingshistorie.

At det aktuelt skulle have koncentration af kultveilte og andre drivhusgasser i atmosfaeren som udslagsgivende faktor og dertil vaere skabt af menneskelig aktivitet, er derimod ikke videnskabeligt fastslået, men netop én af adskillige teorier. Jorden bliver varmere på grund af øget CO2-taethed, eller CO2-intensiteten stiger på grund af det varmere vejr.

Det første viser nogle modeller, der bygger på den sammenhaeng (teori). Der findes imidlertid som naevnt alternative teorier med andre forklaringer. Et typisk situation i videnskab, som naeppe løses ved at lade grupper af videnskabsfolk, og selv politikere, stemme herom.

At der endog af nogle ”eksperter” i den sammenhaeng arbejdes for at fortraenge synspunkter i strid med den rådende ”klimavidenskabelige konsensus” beskyttet af FN, er i sig selv ganske afslørende.

Mens der således råder uklarhed og videnskabelig uafklarethed omkring pkt. 2-3 ovenfor, er det vist ganske indlysende, at realisering af pkt. 4 repraesenterer noget meningsløst og umuligt.

Meningsløst, fordi det som naevnt netop ikke er klart, hvilke forhold der isaer bestemmer den langsigtede klimaudvikling. Og umuligt også af den grund, at det internationale samfund helt savner den disciplin og beslutningskraft, som skulle kunne gennemføre effektive politiske, globale beslutninger til udmøntning af den anførte ”klimavidenskabelige konsensus”.

Dommedagstrusler, syndflodsfrygt o. lign. har i tidernes løb traditionelt tjent som markedsføring for religiøse og politiske bevaegelser. De kan skabe ”folkestemninger”. I dag er det ikke bare neosocialister, men et langt bredere udvalg af levebrødspolitikere, der forsøger at ernaere sig via klimasagen.

Det er da fornuftigt, hvis erhvervslivet kan bruge vestlige landes klimavanvid i sine forretningsmaessige dispositioner. Måske også uskadeligt, om danske politikere bryster sig, ”går foran” som ”ledere” i den globale ”kamp” osv.

Men man må så håbe, at det ikke politisk fører til voldsomme fejlinvesteringer, men mest får karakter af ”varm luft”. Risikoen er imidlertid overhaengende for stor samfundsøkonomisk skade.

Dommedagstrusler, syndflodsfrygt o. lign. har i tidernes løb traditionelt tjent som markedsføring for religiøse og politiske bevaegelser. De kan skabe ”folkestemninger”.