Takketalen var en gave, ikke en provokation
Der skete noget helt saerligt tirsdag aften, da Jonas Eika modtog Nordisk Råds Litteraturpris.
Hans smukke, naervaerende og sprogligt aekvilibristisk takketale satte fokus på behovet for en anden, mere anerkendende og mindre os-dem-orienteret verden end den, vi lever i nu.
I talen, der var fremsagt med lige dele ydmyghed og kritisk brod, kritiserede han den hvidhedskultur, som så mange i Norden tager for givet, men som med sin selvtilstraekkelige og ekskluderende natur nu engang er en vaesentlig årsag til, at selvransagelse i forhold til den eksisterende racisme er blevet bydende nødvendig.
For man kan spørge: Hvad gør hver enkelt af os for at mindske graden af racisme i vores egne cirkler? Mon ikke de fleste af os gør alt for lidt, fordi vi ikke selv maerker konsekvenserne af den? Og mon ikke de fleste af os let kan blive lidt ligeglade, fordi vi ikke kender dem, det går ud over?
Alt det bragte Jonas Eika i spil i sin tale ved at understrege, at racismen ikke mindst i Danmark er blevet både et kulturelt og juridisk anliggende.
Og hvordan reagerede landets politikere så? Med forargelse og bestyrtelse – og med Pia Kjaersgaards udsagn om, at Eika »burde skamme sig«, som det nok allermest verdensfjerne i raekken af udtalelser.
Men med deres automatreaktioner missede politikerne ikke blot en unik chance til at forholde sig konstruktivt til hans kritik.
De afslørede også deres uvidenhed om, at netop kunstnere og intellektuelle – sådan som sociologen Pierre Bourdieu og historikeren Edward W. Said har fremhaevet det – ofte besidder undertiden vaerdifulde erfaringer og indsigter, der kan vaere guld vaerd i den løbende, nødvendige selvkritik af samfundets mål og midler.
Taenk, at de ikke engang lod tvivlen komme ham til gode.
Jonas Eika pegede i sin tale på noget, mange af hans kunstnerkollegaer enten har glemt eller ikke tør forholde sig til. Jeg håber, at hans ord kan indgyde fornyet håb, mod og inspiration i dem. For vi kunstnere og intellektuelle har noget at laere politikerne.