Vi skal vaere fødte organdonorer

Forestil dig, at en af dine naermeste uventet bliver meget syg. Han eller hun svaever mellem liv og død.

Faktisk står det så grelt til, at hvis ikke han eller hun får et nyt hjerte inden for få timer, er der kun én vej det kan gå.

Du kan intet stille op. Det er helt ude af dine haender. Du kan kun vente og håbe på det bedste, alt imens urets visere sprinter afsted på urskiven.

Da det ser allermest sort ud, kommer der en god nyhed. Der er et donorhjerte på vej.

Lettelsen breder sig i din krop. Hjertet kommer fra en person, der egentlig ikke havde taget stilling til organdonation. Ikke fordi han var imod det, men fordi han aldrig fik taget aktiv stilling. Det måtte familien gøre.

Men beslutningen skal ikke overlades til de pårørende, der i forvejen står i den svaere situation, det er at miste et familiemedlem, en aegtefaelle, et barn eller en ven.

Nej, jeg mener, at man automatisk skal blive registreret som donor ved fødsel, hvilket så aktiveres ved det fyldte 18. år – medmindre man selv aktivt fravaelger det. For hvis ikke, risikerer vi, at ventelisten og dødstallet stiger. Og i dag er der alt for mange mennesker, der dør, mens de venter på et organ. Alene i 2018 døde 40 patienter, før de fik et nyt organ, hvilket ikke har vaeret højere siden 2011. Det er 40 liv for meget. Oven i det står flere hundrede stadig på venteliste. Det er bekymrende og meget alvorligt.

Det er ikke, fordi danskerne ikke bakker op om organdonation.

Men desvaerre er der ikke donorer nok, fordi mange danskere ikke har taget stilling. For i Danmark har kun 23 procent af danskerne over 15 år registeret deres holdning til organdonation. Og det betyder, at det er de pårørende, der står tilbage med beslutningen, og så bliver der ofte sagt nej tak.

Vi kan ikke bearbejde en families fravalg af organdonation, når de lige har mistet en kaer. Det burde slet ikke vaere deres lod at bestemme. Nej, organdonation burde vaere en selvfølge. Altså, hvis du på ulyksalig vis ender i en tilstand, hvor du ikke laengere har brug for din krop og organer, så skal de da gives videre til mennesker, der har mere brug for dem end dig.

Og undskyld mig, er det ikke bedre, at andre får glaede af ens organer, end at de braendes op på et krematorium eller rådner op i graven? Og i øvrigt – kunne ens afskedssalut på livet blive meget smukkere, end når man giver livet videre til en anden, der med nye organer kan have hele livet foran sig?

Det tror jeg ikke.

Der er naestekaerlighed over det. For taenk at kunne fylde et andet menneskes timeglas op igen med sand, når nu ens eget har ramt bunden og er rendt ud.

Jeg er med på, at vi de seneste år har fået flere til at registrere sig som organdonorer. Men på trods af det halter vi stadig langt bagefter vores faeller i Norden.

For modsat Danmark har lande som Sverige, Norge og Finland alle indført formodet samtykke, som betyder, at hvis du er over 18, bliver dine organer automatisk doneret.

Men det er ikke kun i forhold til vores naboer, vi må se os slået. For i forhold til andre europaeiske lande ligger Danmark uhyggeligt lavt, når der er tale om at give organer videre.

Kunne ens afskedssalut på livet blive meget smukkere, end når man giver livet videre til en anden.

Jeg mener, at vi alle som udgangspunkt burde blive født som organdonorer.

Det traeder dog først i kraft, når vi fylder 18 år – medmindre vi som 18-årig aktivt vaelger ikke at vaere donor. For der skal ikke vaere tale om tvang. Det skal vaere ens eget valg. Ens krop er immervaek ens ejendom.

Men vi skal have det modsatte af den organdonorordning, vi har i dag, hvor vi aktivt via sundhed.dk kan melde os som donor.

Vi skal gå fra aktivt tilvalg til aktivt fravalg. På den måde redder vi liv, og samtidig bevarer vi folks eget frie valg – bare med omvendte fortegn.