Lad det naeste Europa vaere folkenes
Det naesten forenede Europa vil vaere tjent med, at kommissionen langsomt forvandles til en politisk regering. Der bliver brug for et overordnet senat. Det eksisterende parlament kan udvikles til et førstekammer med udvidet ansvar. Nationalstaterne svinder.
Journalist, tidligere udenrigskorrespondent, 2013-2014 medlem af EU-Kommissionens kulturudvalg vedr. Den Nye Europaeiske Fortaelling.
Europa er dynamik. Ustandselige diskussioner, hele tiden nye idéer, udviklinger, overraskelser. Senest er det ikke lykkedes – trods grundig planlaegning – at faerdiggøre von der Leyen-kommissionen, der skulle overtage dens kontorer i Bruxelles denne fredag.
Europa-Parlamentet tog sin tid, gjorde sin pligt og afviste tre nominerede kommissaerer. Desuden mangler – officielt, ikke reelt – en britisk kommissaer, der skal tjene indtil brexit. Følgelig fortsaetter Juncker-kommissionen endnu et par uger eller tre. Alt i orden. Ingen behøver at jamre eller hovere. Europa består i alt vaesentligt af demokratier, som stiller spørgsmål. Diktaturerne må glimre med deres evne til at holde køreplaner og give svar.
I skrivende stund – torsdag – kan mangt og meget virke usikkert. Hvad der vides eller formodes er, at den indkommende kommission vil stå for et ryk i Europas politiske og geostrategiske balance mellem et døende – men stadig farligt – Rusland og et USA, som ikke laengere er en trovaerdig allieret.
Kommissionen ivaerksaetter ikke dette ryk, den er dets redskab. Kommissionens opgave i de kommende fem år er at styre rykket til fordel for Europa. Det behøver slet ikke at gå galt. Tvaertimod taler meget for, at kontinentets generelle situation – militaer sikkerhed, politisk demokrati, handelskrige, klima, flygtninge og indvandrere, Storbritanniens udtraeden, udvidelser på Balkan, en skrøbelig, men brutal spansk stat – kan blive til Europas gavn, hvis disse anliggender håndteres med dygtighed og fremsyn.
Vi har tidligere haft kommissioner i vanskelige, men potentielt lovende omstaendigheder. Taenk blot på Delors-kommissionen fra 1985 til 1995. Delors og hans hold var til stede, diskret, men effektivt i den revolution, der efter 1989 demokratiserede og kapitaliserede det post-kommunistiske Centraleuropa.
I det 21. århundredes tredje årti venter en ny, ikke mindre vigtig opgave på kommissionsformand Ursula von der Leyen og hendes kolleger. Grunden skal laegges til, at Ukraine, Hviderusland og Moldova samt de sidste republikker på Balkan kan optages i EU. Selv Kaukasus-landene og Tyrkiet lader sig taenke som medlemmer. De er ikke glemt, de er blot langt vaek og politisk langt fra målet. Men en ny generation er på vej. Den taenker mindre i stater og mere i kulturer, isaer taenker den graenseløst. Europa skal laeres, Europa er for viderekomne.
Europaeerne har for laengst laert, at Europa er bedst tjent med fred, og at EU er fredens forudsaetning. Juncker-kommissionen insisterede på fred i en sådan grad, at den muligvis lukkede øjne og øren for en raekke faresignaler, herunder Catalonien, der nu er ved at geråde ud af kontrol. Umiddelbart er von der Leyen-kommissionens eneste elefant Storbritannien, som er ved at forlade unionen efter i over 40 år at have ydet sit rigelige bidrag til underholdningen. Andre vilddyr rumsterer i det politiske vildnis, blandt dem Polen, Ungarn og Spanien, hvor retsstaten kraenkes vedvarende – ofte massivt.
Det politiske kaos i Storbritannien er ikke, hvad EU’s modstandere udbasunerede for tre og et halvt år siden, da 17 millioner briter ud af en befolkning på knap 67 millioner stemte for brexit-kampagnens påstand, at EU var en kopi af Sovjetunionen, og at en udtraeden ville genoprette briternes kontrol med deres ørige.
At EU-centralen gjorde franskmanden Michel Barnier til sin førende brexit-forhandler, var gennemtaenkt. Barnier skulle demonstrere for alle, med kølig fransk overlegenhed, at målet med EU er et samlet, demokratisk Europa, ikke briternes forestilling om et frihandelsområde, som de kunne manipulere til egen fordel.
Londons udgangspunkt var det traditionalistiske, industrielt ringe fungerende Westminster-demokrati, kronet med et glansfuldt, men tomt monarki. Fastlandet samles almindeligvis om en republikansk, socialt kristelig samfundsmodel, som man lidt uforsigtigt kan kalde det rhinske demokrati. Storbritannien ligner USA mere end Europa. Grundholdningen er manikaeisk, ikke solidarisk. Brexit følger af et postimperialt traume, praeciseret i 1962 af USA’s udenrigsminister Dean Acheson: Briterne har mistet et verdensrige uden at finde en ny rolle.
Afvaerges brexit ikke i sidste øjeblik, kan man om en halv snes år forestille sig Storbritannien som et ”Lille England”, måske et vedhaeng til USA med vaesentligt ringere styr på egne anliggender end førhen som toneangivende medlem af EU. Bruttonationalproduktet vil falde med mellem 5 og 7 pct.
Socialstaten mindskes derefter, et forarmet proletariat svarer med optøjer på gader og straeder, politistaten og borgerkrigslignende tilstande følger. Det allerede splittede Forenede Kongerige bryder sammen, skotterne vender tilbage til EU, muligvis i selskab med et forenet Irland.
Paris behøver ikke laengere at frygte et tysk-britisk samarbejde på bekostning af franske interesser. Frankrig har Storbritannien dér, hvor davaerende praesident de Gaulle altid ønskede Storbritannien: ude i Atlanterhavet, vaek fra kontinentet.
Et mindre tilbageslag vil ramme Europa. Det kan overvindes. Vigtigt omkring skiftedagen i Bruxelles er fortaellingen – denne at unionen ikke er en sangforening eller en bingoklub, men et skaebnefaellesskab, der omfatter alle sine medlemmer, rige såvel som fattige.
EU har demonstreret, at man i et kritisk øjeblik ikke lader sig diktere af en større, svigefuld magt på bekostning af et mindre, men loyalt unionsmedlem i det foreliggende Irland.
Europa er en alderstegen dame med omkring 1200 år på bagen, gode former, måske lidt skrammet, men uforfaerdet, livligere end USA, spraelsk i sammenligning med Rusland, der ligger som en halvdød hval på historiens klippegrund. Europa er det revolutionaere kontinent, der igen og igen overrasker ikke blot sine omgivelser, men sig selv, og som efter Juncker-årenes ro har brug for et intellektuelt løft.
Hører den nye kommission graesset gro? Man kan håbe. Den nye kommissions måske vigtigste, konkrete opgave er udviklingen af et tidssvarende militaert beredskab over for Rusland, Mellemøsten og Nordafrika med Centralasien som et fjernere, ikke uvaesentligt problem.
At Europas og USA’s veje skilles ved enhver. Den gamle tillid er vaek, dels som en følge af praesident Trumps maerkvaerdigheder, dels fordi 350 millioner amerikanere i stigende grad naegter at finansiere en halv milliard europaeeres sikkerhed.
Klodens rigeste og frieste kontinent kommer ikke uden om det vitalt vigtige at skabe en militaer maskine, der kan forsvare alle europaeere, fra det østlige Ukraine til det vestlige Irland. Det franske atomarsenal og kontinentets betydelige konventionelle styrke er til rådighed. En politisk vilje spores, men ytres indtil videre utilstraekkeligt.
Mindre konkret, men ikke mindre vigtigt, er en styrket europaeisk identitet. Den er der og foreligger i mange udgaver, hvilket i sig selv er et gode, men der traenges til en større forståelse for, at vi alle er europaeere. At von der Leyen ikke har en kulturkommissaer er mere end en forsømmelse. Det er en skandale.
Forstår Bruxelles, at der i højere grad end hidtil skal lyttes til det civilsamfund, der for 30 år siden befriede landene fra Østersøen til Sortehavet og for en stund skubbede staternes Europa i baggrunden?
Der er brug for en europaeisk kulturrevolution, for en intellektuel offensiv vendt mod demagoger, kynikere, løgnere og falske profeter, som haerger ikke blot i Washington, Moskva og Beijing, men mange steder i Europa.
At EU i sin midte accepterer et regime som det spanske er et slag mod unionen, ihukommende at Madrid netop har idømt ni frit valgte, totalt fredelige, men politisk besvaerlige cataloniere op til 13 års faengsel og som optakt til et parlamentsvalg 10. november har isolationsfaengslet en halv snes af sine kritikere med den begrundelse, at de er terrorister. Var dette sket i Budapest eller Warszawa, havde der rejst sig et ramaskrig.
Det delvist fascistiske Spanien lader man i fred.
Det virker påtraengende nødvendigt, at von der Leyen-kommissionen skrider ind mod det stadig strammere, stadig mere provokerende styre i Madrid og i det hele taget stiller sig forstående til de europaeiske folkeslag, der ikke har en stat, blandt dem de ikke-spanske cataloniere og baskere, de tysktalende i Italien, skotter og walisere med flere.
Stater kommer og går, folkeslag består og har rettigheder. Indledningsvis kan Bruxelles – og meget gerne parlamentet i Strasbourg – se naermere på Spanien, som er cataloniernes og baskernes faengsel, ikke deres hjemland. Europa raekker dertil, hvor Europas vaerdier raekker. Foreløbig raekker de til Pyrenaeerne.
Bruxelles har demonstreret, at EU ikke er en sangforening, men et skaebnefaellesskab, en bindende forpligtelse.
EU er ikke faerdigbygget. Kandidatlandene står i kø. Hen imod århundredets midte kan vi have en union, bestående af 40, ikke som nu 27, måske 28 medlemmer. Det voksende og stadig mere forenede Europa vil vaere tjent med, at kommissionen langsomt forvandles til en politisk regering, synlig i europaeernes hverdag.
Det europaeiske råd kan udvikles i retning af et senat, hvor hvert medlemsland har tre pladser. Sideløbende udvikles det eksisterende parlament til et europaeisk førstekammer med udvidede beføjelser og udvidet ansvar.
Et langtidsholdbart Europa er et suveraent Europa, et demokratisk og sikkert Europa, folkenes Europa snarere end staternes Europa. Von der Leyen-kommissionen må gerne begynde at udstikke retningen.
CHRISTINE CHRISTIANSEN
En efterårslørdag i 1992 steppede en midaldrende mand op på en blomstret vinkasse foran Rundetårn i København. Her reciterede han selvskrevne digte for de handlende, der fór forbi: »Skulle med linje 7 en dag, jeg var trist. Et håbløst tons kød, en tung nihilist,« lød en af hans følelsesladede strofer. Folk standsede og gjorde store ører: Hvem var manden? Var han mon gået fra forstanden?
Det viste sig at vaere Christian Kronman, der her skød sin karriere som gadedigter i gang. Det var før poetry-slam og spoken wordgenrerne poppede op og fik kultstatus herhjemme. Gadedigteren så sig selv som en forløber for denne trend, hvilket han malende beskriver på sin hjemmeside:
Brusende faellesskab
»Mens jeg stod derinde på kassen først i 1990’erne, begyndte jeg at få øje på alle de andre, som jo i grunden gjorde det samme som mig, bare ikke på vers. De nye fortaellere myldrede frem på rad. Da opdagede jeg pludselig, at jeg var en del af et stort, brusende faellesskab med en sag: Genfødslen af den mundtlige fortaelling.«
Men i begyndelsen betragtede publikum Christian Kronman som lidt af en tosse.
»Vi har da andre steder at gøre af sådan nogle mennesker,« skal en forbipasserende kvinde ifølge digteren have sagt til sin veninde, mens hun satte en finger til tindingen.
»Men pludselig en dag var den der. Så fik jeg tilpas megen humor og et større overskud ind i mine optraedener, og så kørte det derudad,« triumferer Christian Kronman.
Hjaelp fra skuespiller
Et af de mennesker, han søgte inspiration hos, var skuespilleren Bent Conradi.
»Han gav mig nogle teknikker. Med tiden lykkedes det mig at finde den fine blanding af poesi og poesiens kusine: gøgl. Jeg stod på Strøget i fem år,« fortaeller digteren, der forinden havde arbejdet som forfatter og skrevet tekster til både musik, teater, radiofortaellinger, bøger og optrådt i kulturhuse over det meste af landet med foredrag. Sideløbende havde han haft job som bl.a. julemand, rengøringsassistent, biblioteksassistent og programredaktør for Den Kongelige Ballet.
Det år, hvor han sprang ud som gadedigter, gennemgik Christian Kronman en barsk skilsmisse. Den begivenhed fik den erfarne deltidsforfatter til at taenke i nye baner rent arbejdsmaessigt.
»Det var en hård nyser, men det er nok tit i forbindelse med sådan nogle kriser, at man gør det, man har haft lyst til hele livet,« funderer han.
Jeg griber pølsemanden, der kommer slaebende med sin vogn og får ham med i mit digt.
Digte opstår i nuet
Som gadedigter har han traenet sig op til at kunne opfange de ting, der udspiller