»Så sov jeg på sofaen hos Michael Laudrup«
Per Kjaerbye har i 40 år vaeret fotograf, når det danske fodboldlandshold har spillet.
»Lad mig laegge telefonen på bordet,« siger Per Kjaerbye og tester, om medhør fungerer.
Det er også praktisk umuligt at holde hans nye bog ”Magiske øjeblikke” i haenderne samtidig med en telefon, for bogen vejer naeste lige så meget som fire liter maelk, så af praktiske årsager laeser man den ikke på Dunlopilloen lige før sovetid.
Per Kjaerbye har i over 40 år fulgt det danske fodboldlandshold og dets spillere, og det er dem, der har givet ham magiske øjeblikke, når han har fotograferet dem verden over.
»Det har vaeret en pragtfuld tid, en tid, som jeg ikke vidste skulle vare så lang tid...« siger han, og når man taler med Per Kjaerbye, så kan man godt forberede sig på, at det er som at taende en båndoptager med historier om dengang, da han uddannede sig som reklamefotograf, og dengang han kom ud fra forsvaret og ikke kunne finde job som fotograf og begyndte som mørkekammerassistent hos Berlingske Fototjeneste, hvor han fik at vide, at han ikke skulle regne med nogensinde at blive til noget.
Men mest af alt handler det om fodboldspillerne, og når Per Kjaerbye taler om datidens stjerner, er han på fornavn. Det er Preben, Klaus, Michael og Ivan, og kendere af dansk landsholdsfodbold i 1980’erne behøver heller ikke mere.
Venlige spillere
»Jeg var taet på dem alle sammen. Jeg skulle fotografere Klaus i Pisa, og der havde vi aftalt, at Michael, der spillede for Lazio, skulle komme op fra Rom, så jeg også kunne lave et foto af de to sammen i det skaeve tårn. Han kørte op, og jeg skulle køre med tilbage til Rom, hvor han inviterede mig med ud at spise. Det blev sent, jeg kunne ikke komme hen på hotellet, og så sov jeg på sofaen hos Michael Laudrup. Omgangen med spillerne var altid venlig og imødekommende,« siger den 69-årige Per Kjaerbye, der tilføjer, at han også har sovet hos Klaus Berggreen.
»Og jeg sov også hos Ivan Nielsen, da han spillede i Eindhoven. Da jeg ringede og sagde, at jeg ville komme ned til ham, sagde han, at jeg bare skulle købe lidt ind til ham og tage med. Det var typisk remoulade, de gerne ville have. Da jeg sagde, at jeg havde bestilt vaerelse på et hotel i Eindhoven, sagde Ivans kone Helle, at jeg ikke skulle komme, hvis jeg sov på hotel. ”Du kan få vores gaestevaerelse,” sagde hun. Så spiste vi sammen, når de havde tid,« siger Per Kjaerbye, der naermest udviklede en kurerservice.
»Jeg havde også smøger og lakrids med til Preben, da han var i Verona. Han røg Prince, ikke italienske cigaretter, så alt, hvad han kunne få fat i fra Danmark, var af interesse.«
Han mener, at sådan et forhold mellem medier og udøvere ikke kunne forekomme i dag, og han understreger, at han sagtens kunne holde distancen til landsholdets spillere, selv om han havde overnattet på deres sofaer.
»Jeg har aldrig lagt fingrene imellem, når jeg har set en praestation, som ikke har vaeret en spiller vaerdig. Jeg har aldrig vaeret med som rygklapper.«
Fornaermet Rummenigge
En af dem, der ikke havde behov for at blive klappet på ryggen, var tyskeren Karl-Heinz Rummenigge.
»Han har altid haft en hoven tilgang til det at lade sig fotografere og specielt over for danske fotografer. Jeg har sagt du til Pele, Cruyff, Diego Maradona og Rummenigge, og den eneste, der blev fornaermet, har vaeret Rummenigge, både da han var spiller og senere som betydningsfuld mand i Bayern München. Jeg var Uefas officielle fotograf til et award show, og der tillod jeg mig i mit paene jakkesaet at sige du. ”I danskere siger altid du,” sagde han. Så sagde jeg til ham, at vi er dus i fodboldens verden. Han blev stikfornaermet, for han var ishamrende kold. Men jeg fik mit billede. Hvis der er en ting, jeg aldrig kommer til at gøre, er det at sige ”De”. Heller ikke til paven, selv om jeg nok aldrig kommer til at fotografere ham,« siger Per Kjaerbye, der fortsaetter med at fortaelle.
Om dengang, da der var 30 danske fotografer til kampen på Wembley – »i dag er der måske tre-fire til en vigtig udekamp«, om dengang, da fotografer og journalister stod inde i spillernes omklaedningsrum to minutter efter, at en kamp var overstået, og »det er der da nok kommet et enkelt nøgenfoto ud af, men spillerne var ligeglade, for de havde tillid til fotograferne om ikke at offentliggøre et foto, der gik over graensen.«
Der er 400 billeder i ”Magiske øjeblikke”. Og de går alle lige til graensen, hvis man er nostalgisk omkring dansk landsholdsfodbold.
Jeg havde også smøger og lakrids med til Preben, da han var i Verona. Han røg Prince, ikke italienske cigaretter, så alt, hvad han kunne få fat i fra Danmark, var af interesse.
Per Kjaerbye,
fotograf Gl. Holte