Respekt er bedre end medfølelse

sognepraest emeritus, Odder

Selv om medfølelse ubestrideligt er et smukt motiv til at hjaelpe andre, har de fleste af os indset, at det sociale liv ikke kan fungere herpå, men at det er betinget af respekt. Malplaceret medfølelse er ydmygende for dem, der modtager hjaelpen, fordi de herved reduceres til viljeløse ofre og gøres til genstand for medlidenhed , og de, der yder den, kan aldrig undslippe en mistanke om ikke at have handlet på den måde sagligt, at de hjulpne bevarer muligheden for at gøre sig fortjent til respekt.

Vi er da også helt på det rene med og reagerer ud fra, at der er forskel: Med mindre vi er ganske afstumpede, føler vi jo vitterligt med dem, der lider og er i nød. Men respekten forbeholder vi de mennesker, der naegter at udnytte deres lidelser til at opnå andres medfølelse, og som er villige til at stå til regnskab for deres handlinger og underlaegge sig normer, der forskelsløst gaelder for alle.

I et samfund som det danske, hvor vi ikke bare har ytrings- og trosfrihed, men også ret til at blive fornaermede, dersom vi ikke får det, som vi anser for vores ret, er det ikke desto mindre en udbredt opfattelse, at normer i sig selv er undertrykkende, og at de på ingen måde afspejler objektivitet, men tvaertimod er diskriminerende over for de minoriteter, kendetegnet ved køn eller seksualitet, kultur, race eller religion, hvis identitet ofte på forhånd antages at friholde dem fra ansvar.

Når den humanitaere ideologi fører til den slags absurditeter, er det på tide at anfaegte den. Medfølelsen er i dag ikke bare et udslag af sentimentalitet, men viser sig også som noget, der dårligt kan tolkes som andet end camoufleret foragt. I det mindste er det naerliggende at spørge, hvordan det er muligt at agte dem, man har frakendt ansvarlighed, og som man i øvrigt ikke nødvendigvis selv vil risikere noget ved at hjaelpe.

I lighed med de fleste andre beklager også medfølelsesideologiens repraesentanter, at den mellemmenneskelige tillid er på retur. Men de har ofte svaert ved at forstå, at tillid i et demokrati forudsaetter respekt. Godt nok fortier de ikke, at rettigheder må modsvares af ansvar. Men de er tilsyneladende mere interesseret i at betone samfundets ansvar over for dets utilpassede outsidere og angiveligt forfordelte medlemmer end den enkeltes personlige ansvarlighed.

Selvfølgelig bør hverken de eller vi andre vaere fritaget for en forpligtelse til at genskabe sansen for det faelles bedste og modvirke såvel det omfattende traditionstab, vi alle maerker, som den selviske individualismes immunitet over for andres behov. Men velfaerdssamfundets gennemgående karaktertraek: uviljen imod at stille krav – langt snarere end vores vilje til at hjaelpe andre – besvaerliggør unaegtelig varetagelsen heraf.

Spørgsmålet er, om ikke vi er blevet mere tålsomme, end godt er. I den medfølende forståelses navn tolerer vi ikke bare almindelig uaerlighed, men også dårligt sprog, lige fra de allestedsnaervaerende latrinaere eder og sjofle vittigheder til de kringlede og krukkede akademiske bortforklaringer.

Vi gider sjaeldent rette en fejl eller diskutere med dem, vi er uenige med, i håb om at aendre deres holdning. I stedet råber vi efter dem eller bliver – i den indbildning, at tolerance og forståelse er det samme som ligegladhed – enige med dem om at vaere uenige under henvisning til, at enhver har ret til sin egen mening og i øvrigt bliver salig i sin egen tro.

Så enkelt er det heldigvis ikke.