Hvornår går man for vidt i en verden, som ikke findes i virkeligheden?
Meget er på spil i Svalegangens nye forestilling ”The Nether – Din Underverden”. Det er en krimi om virkeligheden i en virtuel verden, hvor mord vel ikke er forbudt. Eller er det?
Egentlig foretraekker Mikael Helmuth at spille braetspil.
Men det er en helt anden virtuel verden af spil, han bevaeger sig i med sin hovedrolle i Teatret Svalegangens ”The Nether – Din Underverden”. Stykket har premiere den 9. november.
Teatret beskriver det som en krimi om forbudte drifter i et skjult digitalt univers. I dette univers er man i tvivl om, hvorvidt man befinder sig i en simuleret eller en reel virkelighed. Derfor er der også tvivl om, hvor graenserne for det tilladte går. For hvis ikke det er virkeligt, kan det vel heller ikke vaere forbudt? En efterforsker undersøger en raekke forbrydelser, der leder hende på sporet af et mørkt sted, en digital platform, og så tager begivenhederne fart.
Det er et moderne stykke, der blev skrevet i 2013 og siden er blevet spillet mange steder, men ikke før i Danmark.
»Det adresserer en problematik, som er totalt aktuel for os alle: mennesket, menneskelige relationer og den virtuelle verden,« siger Madeleine Rønn Juul, som er instruktør på forestillingen.
»Det handler om, hvad der sker med de menneskelige relationer i takt med, at den virtuelle verden bliver mere og mere raffineret, forfinet og tilgaengelig. Forfatteren, Jennifer Haley, har lavet et slags fremtidsscenarie, hvor internettet hedder The Nether og er blevet fuldsensorisk, og hvor 80 pct. af alle arbejds- og uddannelsespladser forgår - en verden for sig selv. Det betyder også, at alle sociale kontakter og al uddannelse, arbejde og sågar fredagsbarer foregår der.«
Fravaer af skønhed
Mikael Helmuth spiller hovedpersonen Sims, som er en overordentlig rig mand, for han har 18 kvm graes. Hans kone går i bomuldstøj – »Det svarer lidt til at have en privat jet,« siger instruktøren:
»For at give skruen et ekstra vrid er der stort set ikke noget natur tilbage. Traeer er sjaeldne, graes det samme. Det er en verden med fravaer af skønhed. Det er en slags dystopi, og med den hast, hvormed dyrearter uddør, og vi laegger dele af Jorden øde, er det ikke så svaert at forestille sig. På den måde passer stykket ind i tidens diskurs med klima og klimaangst, selv om den selvfølgelig har fået en tand mere.«
Virtuel eller virkelig?
I Sims virtuelle verden hedder han Papa, og her har han lavet Glemmestedet, som er et smukt, viktoriansk sted, hvor solen skinner.
»Det er en verden til voksne, et sted, hvor de kan komme ind at afreagere, så de ikke behøver gøre det ude i virkeligheden. Sims har lavet denne verden i den bedste overbevisning om, at han redder det samfund, der er tilbage,« siger Mikael Helmuth.
»Det bliver voldsomt fysisk. Hvis man har lyst til at slå ihjel, kan man gøre det, for det er jo bare billeder, så det har ingen konsekvenser. Der er ingen følelser i det. Dem er der renset for. Sims har opholdt sig så meget i den virtuelle verden, at han er begyndt at glemme, hvordan der er derude. Men virkeligheden begynder at blande sig i de virtuelle verdener.«
Noget at taenke over
Forestillingen vil røre ved publikum, mener de to. Ikke fordi den moraliserer, men fordi den vil få det til at taenke over, hvor langt man vil gå for at komme ind i The Nether. Og hvad så, når man er på et sted, hvor man ikke kan laene sig op ad en lovgivning?
»Det er et fedt dilemma. Der er ikke noget svar, heller ikke i forestillingen, hver isaer må man tage stilling til det,« siger Madeleine Rønn Juul.
Ovenikøbet er scenen bygget op, så publikum sidder på hver sin side af den, sådan lidt rundkredsagtigt.
»Det er lidt som at sidde omkring lejrbålet og få en fortaelling, som skal få os til at taenke,« siger hun.
Den 60-årige Mikael Helmuth har selv gjort sig mange tanker.
»Jeg har holdt meget afstand til denne verden, hvor man skyder og slår ihjel, for jeg ved ikke, hvordan jeg reagerer. Jeg synes, at der er skraemmende, men det har nok noget med min alder at gøre. Jeg er mere en braetspilsmand, hvis jeg skal underholdes,« siger han.
»Så min baggrund er en vis skepsis. Jeg kan ikke lade vaere med at taenke på, at hvis jeg satte min salige far, Frits Helmuth, som døde i for snart 15 år siden, ned på Jorden nu, er det på de få år gået så staerkt, at der er nogle ting, han slet ikke vil forstå. Så hvordan kan jeg selv nå at følge med? Vi ved ikke, hvad der ligger lige om hjørnet. Ens fantasi slår jo ikke til.«
Klaedt på i Dokk1
Fort at blive klaedt på til at bevaege sig i den virtuelle verden, har skuespillerne vaeret på besøg på biblioteket i Dokk1 for at prøve virtuelle briller og få et lille foredrag om, hvor taet den virtuelle verden er på.
»Den er taettere på, end vi regner med. 15-20 år, så er det, vi laver herinde nu, noget man bare gør. F.eks. fik vi at vide, at man inden for 10 år kan tage et saet briller og nogle sensorer på og besøge sine venner i Canada, endda røre ved dem,« siger Mikael Helmuth.
Han bor i Herning, hvor han indtil 2014 var direktør på Team Teatret. Han har lånt en lejlighed i Aarhus, mens han spiller på Svalegangen.
»Det er afsindig sjovt at lave teater igen. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg skulle sige ja til rollen,« siger han.
Det med skuespil ligger til familien med både en farfar, Osvald Helmuth, en far, Frits Helmuth, en søster, Pusle Helmuth, og nu også en søn, Kristoffer Helmuth, der har gjort scenen til deres levevej.
Søsteren er dog ude af det nu og har åbnet en restaurant med navnet Helmuth i Hellerup.
»Jeg er født og opvokset i dette miljø, og jeg har fandeme haft nogle fornøjelige år i denne branche. Jeg har berørt alt, også det jeg ikke kunne: Jeg var med i en musical, ”Cabaret”, på Amagerscenen, men lige som min farfar kan jeg ikke synge rent.«
Han har aldrig spillet sammen med sin far, om end de var med i samme film, ”Dansen med Regitze”, men han har instrueret ham to gange, og har også spillet sammen med sin søn på Team Teatret.
»Det var et must. Mit mål var, at vi skulle stå på scenen sammen, så det gjorde vi. Hvornår får jeg lejlighed til det igen?« spørger han.