Sydafrikas første sorte rugbykaptajn er den nye folkehelt efter sejr i Japan
Rugbylandsholdets sejr ved VM har igen samlet en nation, hvor de fleste ikke har meget at juble over.
Sydafrika gik fra forstanden i denne uge.
Til hverdag kaemper landet med kriminalitet, fattigdom, ulighed, korruption og raceproblemer. Men det hele blev glemt sidste lørdag, da rugbylandsholdet ydmygede rivalerne fra England og vandt World Cupfinalen i Japan. Og i Sydafrika er festen stadig ikke slut. Verdensmestrene er på vej landet rundt på en berusende sejrsturné fra Sowetos slum til Cape Towns fashionable promenader.
Overalt er gaderne proppet med jublende fans, som giver den ekstra gas, hver gang rugbyheltene haever Webb Ellis-trofaeet mod himlen.
For Sydafrika er det et Nelson Mandelaøjeblik version 3.0. Ingen forstod som den sydafrikanske landsfader og forsoner at bruge sporten som brobygger mellem sorte og hvide.
Under apartheid var også sport skarpt raceopdelt. Lidt forenklet kan man sige, at fodbold var sporten for de sorte, de engelsktalende hvide elskede cricket, og de hvide boere – som sad på magten – interesserede sig primaert for rugby.
Deres stolthed var landsholdet, Springboks, som under den internationale sportsboykot var udelukket fra de store turneringer. Det gjorde ondt – rigtig ondt.
Boerne var mildt sagt skeptiske, da Nelson Mandela i 1994 kom til magten ved landets første demokratiske valg. Men Mandela tog rugbyen til sig og sørgede for at få VM til Sydafrika i 1995.
I 1995 bestod VM-holdet på naer en enkelt spiller af hvide, men alligevel formåede Mandela at gøre holdet og verdensmesterskabet til et hårdt tiltraengt nationalt samlingspunkt efter århundreders splittelse.
Omdrejningspunktet var holdkaptajn Francois Pienaar, som kom under Mandelas vinger. Kaptajnen sørgede for, at de hvide spillere rakte ud mod den fattige sorte slum, og at hele holdet kunne Sydafrikas dengang nye nationalsang, ”Nkosi Sikelel’ iAfrika”, udenad, selv om ingen af de hvide spillere forstod et ord af teksten.
Mandelas rugbysønner
Mandela omtalte offentligt rugbyspillerne som »mine sønner«, og op til finalen mod New Zealand gav han flere peptalks til spillerne. Ved finalen dukkede Mandela op iført holdkasket og Springboks-trøje med kaptajn Pienaars nummer seks på ryggen. De overvejende hvide tilskuere var solgt på stedet, og den begivenhed anerkendes i dag som et vendepunkt i forsoningsprocessen mellem sorte og hvide – det var Mandela-øjeblikket.
Da Sydafrika i finalen den 24. juni 1995 slog New Zealand 15-12 på Ellis Park Stadium i Johannesburg, kogte landet over. Undertegnede var vidne til, at vildtfremmede sorte og hvide smilede, vinkede og talte sammen. Det var på det tidspunkt ellers naermest utaenkeligt.
Sydafrika vandt også verdensmesterskabet i 2007, men euforien stod ikke mål med denne uges fest, som bragte version 3.0 af Mandela-øjeblikket, selv om landsfaderen døde i 2013.
Forklaringen er, at Springboks-holdet nu for første gang har en sort kaptajn. Den 28årige Siya Kolisi var lige fyldt fire år, da Springboks vandt VM-trofaeet i 1995.
Hans mor var 16, og hans far gik også i skole, da Kolisi kom til verden i det bundfattige Zwide township ved Port Elizabeth. Han var 15, da moderen døde og efterlod ham til en bedstemor, der gjorde, hvad hun kunne, men som mange andre børn gik han ofte sulten i seng og i skole uden sko.
Som spejder begyndte han at spille rugby, og talentet var så åbenlyst, at han først fik friplads på en skole i Port Elizabeth og senere på den prestigefulde Grey High School, som har udklaekket en raekke sportsstjerner.
Opholdet satte rugbykarrieren på sporet, og den 28. maj 2018 blev Kolisi udtaget som landsholdskaptajn – den første sorte i holdets 126-årige historie.
Da han sidste lørdag løftede VM-trofaeet i Japan, forløste den 28-årige mønsterbryder samtidig Nelson Mandelas vision om, at i Sydafrika må hudfarve aldrig stå i vejen for den, der kan og vil.
Den britiske prins Harry og prinsesse Meghan var blandt de første til at ønske varmt tillykke, og praesident Cyril Ramaphosa – som var rejst til Japan for at se finalen – omtalte sejren som »et historisk øjeblik«.