Hongkong-aktivist gaestede Danmark med skaeldud og et ønske om hjaelp

De vestlige lande baerer en del af skylden for, at Kina i dag har vokset sig så magtfuld, lyder det fra den 34-årige Hongkong-aktivist Wong Yik Mo, der fredag var i København.

Jeg er fri, derfor er jeg.

Sådan står der på den hvide T-shirt, som Wong Yik Mo fra Hongkong har trukket uden på sin lyseblå skjorte, da Jyllands-Posten møder ham på en café i Indre København.

T-shirten baerer ligeledes tallet 2.000.001; en reference til, at den 34-årige aktivist var én af de to mio. mennesker, som tilbage i juni tog del i den største af de mange pro-demokratiske demonstrationer, som i månedsvis har gjort hans hjemby til centrum for hele verdens opmaerksomhed.

»Vi er i dag blevet klar over, at vores kamp er en kamp for hele verden, ikke kun Hongkong,« siger Wong Yik Mo, der har lagt vejen forbi Danmark som en del af en rundrejse til flere europaeiske lande for at opnå politisk støtte til sin hjembys protestbevaegelse.

»Hvis Hongkong falder, hvem vil så vaere de naeste? Helt sikkert Taiwan, så Korea, Japan, Singapore … og så én eller anden dag vil de (kineserne, red.) komme til Europa. Deres indflydelse er allerede enormt stor,« lyder det.

Skaeldud til Vesten

Wong Yik Mo rejser ikke kun rundt med advarsler om Kinas stigende indflydelse og ønsket om mere solidaritet fra omverdenen til Hongkongs protestbevaegelse. Han rejser også rundt med skaeldud.

I hans øjne baerer Vesten nemlig en stor del af skylden for, at Hongkong i dag befinder sig i en situation, hvor de på vegne af resten af verden er nødt til at kaempe hårdt for demokratiske vaerdier og stille sig op imod Kinas magtkurs.

Det er de vestlige lande, der har »ladet Kina vokse sig så magtfuld«, lyder kritikken.

»I troede, at når Kinas økonomi blev stor, ville landet blive mere demokratisk, men det er en drøm. Kina vil kun have penge. Landet ser en chance nu,« siger han og strammer retorikken endnu mere:

»Alle de her firmaer (som handler med Kina, red.) og regeringer har vaeret røvhuller og idioter. I har ladet ondskaben vokse sig stor,« lyder det.

Wong Yik Mo er én af de demonstranter, der har vaeret med helt fra begyndelsen.

Han har stået forrest i protesterne, maerket tåregassen adskillige gange på sin egen krop og set politiets voldelige adfaerd mod sine venner, fortaeller han.

Sidstnaevnte vender han tilbage til adskillige gange i løbet af interviewet. Ofte med en stemme, der er ved at knaekke over.

På sin mobiltelefon viser han billeder frem af venner med store brandsår, som er blevet ramt af tåregas og dét, som han kalder små brandbomber.

Han fortaeller, hvordan én af hans venner er blevet stukket ned med en kniv under demonstrationerne, og hvordan hans faetters gode ven blev skudt af politiet.

For få dage siden fik han at vide, at en anden af hans taette venner, som blev såret under en demonstration i sidste uge, er blevet erklaeret for hjerneskadet.

Politivolden er det vaerste

»Det er hjerteskaerende. Jeg har ikke staerkere ord for det, har du? Hvis du har et staerkere ord, så hjaelp mig med at skrive det,« lyder det fra Wong Yik Mo, der mener, at netop disse voldelige scener, der viser politivolden, motiverer mange i Hongkong til at fortsaette protesterne.

»Hvis vi stopper nu, hvordan kan vi så stå til ansvar for alle dem, der har ofret deres liv? Det handler om samvittighed. Vi kaemper ikke kun for frihed, men retfaerdighed,« siger han.

Wong Yik Mo er frustreret over, at Vesten har et billede af, at protestbevaegelsen selv bruger voldelige midler, for det er ikke sandt, slår han fast.

Men han erkender, at mange indbyggere i højere grad er begyndt at holde sig vaek fra gaden pga. den eskalerende vold.

»Folk har ikke givet op, de har bare aendret deres modstand. I stedet for at gå på gaden hele tiden, så hjaelper de måske med finansiel støtte,« siger han.

Brug for hjaelp til at vinde

Wong Yik Mo erkender, at det måske kan virke utopisk, at protestbevaegelsen kan blive ved med at bevare momentum og gøre Hongkong endnu mere selvstaendig over for Kina, hvilket er mange af demonstranternes ypperste håb.

Men ikke desto mindre er protestbevaegelsen på ingen måde klar til at give op.

»Hvorfor vil du tro, at du ikke kan aendre din fremtid? I Hongkong er vi selv af den opfattelse, at hvis vi skal dø, så er det sådan her. Hvis du føler dig sikker på, at Hongkong ikke aendrer sig, hvad skal du så give videre til dine børn?« lyder det.

»For at holde liv i bevaegelsen har vi ikke brug for hjaelp udefra. Men hvis vi vil vinde, så har vi.«