Yahya Hassan is back in town

Yahya Hassan forlyster sig i traumer – egne og kulturens.

YAHYA HASSAN 2

Yahya Hassans debutsamling blev hypet i den store stil forinden udgivelsen, og efterfølgende optrådte succesdigteren her og der og allevegne, hver gang med sin utilpassede pondus og sin egen dagsorden. Fredag udkom den svaere toer, og den kom helt uventet. Fra at bygge op til en sensation kan ”Yahya Hassan 2” gentage kunststykket ved omvendt at vaere uanmeldt.

Selvfølgelig ligger der mange mediehistorier i bogen, fordi forfatteren, som de fleste vil vide i kraft af medievirakken, har vaeret inde og ude af både faengsler og det psykiatriske system. Skandale på skandale er blevet afløst af glemsel eller opgivelse, for hvordan kan digteren genopstå, når hans liv er fuldstaendig ramponeret?

Men det kan han altså. Jeg vil ikke sige uden besvaer. Men Hassan kan sit håndvaerk – om digtningen har vaeret en parentes i et mareridt, skal vaere usagt – og det er i mine øjne det, man skal måle digtsamlingen på. Omvendt er det naesten umuligt ikke at laese den biografisk. Men Hassan gør sig også umage med – specielt i de laengere digte, som er bogens bedste – at indskrive en større horisont end sin egen naere, der i sig selv er spaekket med aggressioner, fornedrelse og forstemthed.

De bredere perspektiver dukker op, når Hassan i et associativt flow formår at veksle og sammenstille det private liv med kulturel og politisk brutalitet, klimakrise og flygtninge (som palaestinenser taler han om ”mit folk”, der drukner). Fra at vaere personbundne iagttagelser forvandles de rytmiske forløb til apokalyptiske syner, og den almengørende bevaegelse forstaerker omvendt virkningen af de mange varierede selvkritiske udfald.

Med store bogstaver

Man skal ikke tro, at Hassan er en fribytter; den nyfigne laeser kan indimellem føle, at man sidder med mandens hjerte i hånden. For så i naeste øjeblik at blive ramt af originale, aggressive udfald. Som i debutsamlingen er fremstillingen springende, og digteren er og bliver høj på vrede. Det er ikke tilfaeldigt, at Hassan konsekvent skriver ALT I VERSALER.

Det bedste hos Hassan er ikke, at hans tekster kan laeses som vidnesbyrd om kulturelle konflikter, at han vraengende er en ”praemieperker”, som første del hedder. Heller ikke at bogen er en punkteret fremstilling af et forløb, der baerer titlen på sidste del: ”psykoseperker”. Nej, det givende er, at manden formår midt i de korporlige og mentale slagsmål, som ville slå snart sagt alle andre i gulvet – permanent – at blive ved med at rejse sig og redde sig i og med et sprogligt overskud.

Jeg fatter ikke, hvor han får det mentale overskud fra. Han »danser ballet med sin ballast«, han digter om »kaerlighad« (hvorfor er der ingen, der har set den forbindelse før Hassan, så fortaersket som det dobbelttydige faenomen er?!), han forvandler solidaritet til solodaritet – bare et eksempel på selvkritikken – og han opfinder sin egen gangsterattitude, som svinger, selv når det går ned og endnu mere ned i afgrunden. Eller et eksempel på en slagkraftig musikalitet: haengenosser kommer til at rime på bandebosser.

Ingen går fri, når Hassan trakterer sin penpistol – men jeg er nu mere begejstret for den første end den sidste. Kongehuset bliver jaevnligt haengt ud (har Hassan bladret i Billedbladet på diverse psykiatriske hospitaler?), og det gør de intellektuelle på Østerbro også. Venner og fjender, ingen slipper for kritik, heller ikke digteren selv.

Hassan har rejst sig som Fugl Føniks. Men om mennesket bag digteren kan rejse sig socialt, tør jeg ikke sige. Jeg ved heller ikke, om idealet er, at Hassan skal ende som praemieperker. En gang udenfor, altid udenfor.

DIGTE

YAHYA HASSAN 113 sider, 200 kr. Gyldendal

Jeg fatter ikke, hvor han får det mentale overskud fra.