Kaere Tenna, du er ikke en belastning for statskassen
Jeg kender en kvinde, der hedder Tenna. Tenna er overvaegtig og har kaempet en brav kamp imod det hver dag i mere end 10 år. Det er ikke noget, hun går og glemmer. Der er kuk i hormonerne og mange gode grunde til, at Tenna er overvaegtig. Der er ting, hun braendende ønsker at kunne, som hun ikke kan, fordi hendes krop er, som den er.
Nu har Tenna endelig fået en henvisning til den fedmeoperation, som hun drømmer om. Men hun skammer sig også. For Tenna har nemlig hørt, at hun er en belastning for statskassen.
Men det er ikke Tennas skyld, at andre kalder overvaegtige – og rygere, alkoholikere, sofakartofler mv. – for en belastning. For faktisk sidder Tenna i den selv samme klemme som dem, der kritiserer hende. De, der kritiserer deres medborgere som Tenna, gør det, fordi de er traette af at betale skattekroner til borgere, der har problemer, de heldigvis selv er fri for – eller til borgere, som slet og ret har valgt en anden livsstil. De er traette af at betale penge til mennesker, der bruger pengene på en anden måde, end de selv ville.
Og det er fair nok, men så må de mennesker stemme på partier, der vil skrue skatteniveauet ned (selv om de er svaere at finde) og samtidig arbejde for, at andre stemmer på det samme, så de kan blive fri for at betale for Tennas fedmeoperation. For det er ikke fair at lade ens galde over skatteforholdene i Danmark går ud over Tenna, når hun sidder i praecis samme klemme, som den, der ikke vil betale til Tennas fedmeoperation.
Tenna har heller ikke mulighed for ikke at betale til sin egen – og til andres – potentielle fedmeoperation. Når Tenna går på arbejde, så betaler hun også skat. Derfor har hun ikke de penge til rådighed, hun ellers selv kunne købe en fedmeoperation for, og som ville gøre, hun kunne blive fri for den skam, hun desvaerre har laert at forbinde med de offentlige omkostninger ved sin overvaegt.
Der er nemlig det med velfaerdsstaten, at den er et tvungent faellesskab. Der findes ingen udmeldingsblanket i velfaerdsstaten. Samtidigt kan man som bekendt ikke bruge de samme penge to gange. Så når Tenna har betalt sin skat, så har hun ikke anden mulighed for at få en fedmeoperation end at tage imod den, hun – allernådigst endda – kan få gennem det offentlige.
Derfor har jeg heller ikke andet end hovedrysten tilovers for dem, der mener, at fordi de betaler skat – med eller uden glaede – så må de også bestemme, hvordan andre borgere kan og skal leve. For skatteforholdene i Danmark er jo ikke Tennas ansvar.
Det dilemma, Tenna står i, er en indbygget konsekvens af den omsiggribende velfaerdsstat. Når der omfordeles så meget – ikke kun fra de ressourcestaerke til de mindre ressourcestaerke, men fra middelklassen og til middelklassen – så ender vi i det dilemma. Hvad må andre mennesker bruge vores hårdt tjente penge til? Hvad er moral, hvad er sygdom, hvad er livsstil?
De spørgsmål kunne man jo passende afgøre i fred og med sig selv, hvis ikke man var tvunget til at lade andre finansiere ens tilvaerelse. Men den hårdt ramte skatteborger mener sig berettiget til at blande sig i andres tilvaerelse på helt uhørt vis, fordi han er tvunget til at betale til det, andre ellers ville have kunnet købe sig til i fred. Og Tennas anliggende går fra at vaere et dybt privat spørgsmål til at vaere et offentligt.
Velfaerdsstaten er et tvungent faellesskab, både for den, der er tvunget til at tage imod og for den, der er tvunget til at give. Nogle gange er det endda én og samme person. Det er et evigt dilemma i velfaerdsstaten, og det er på tide, det får et navn. For nu kan vi kalde det: Tennas dilemma.
Hvad er moral, hvad er sygdom, hvad er livsstil?