Europa skal laere af sin fortid og passe bedre på sin fremtid
Forhåbentlig kan 30-året for Murens fald bruges til at genoplive håbets, optimismens og folkets Europa.
statsminister
For to måneder siden havde jeg besøg af Lech Walesa. Det møde vil jeg sent glemme. Selv om årene er gået, er den nu tidligere polske fagforeningsleder, nobelpristager og praesident stadig i fuld vigør.
I juni 1989 kulminerede hans kamp for retfaerdighed og bedre vilkår for arbejderne og for frihed og demokrati i de første delvist frie valg i Polen siden Anden Verdenskrig.
Få måneder senere – den 11. september – blev graensen åbnet mellem Ungarn og Østrig.
Og under en måned senere gik 70.000 mennesker på gaden i Leipzig, DDR. De trodsede regimet, brød tavsheden og råbte: »Wir sind das Volk«.
Den 9. november kom forløsningen, som ingen havde forestillet sig. Graensen mellem Østog Vestberlin blev åbnet. Muren faldt.
For mig er Murens fald først og fremmest en historie om mennesker, der kaempede mod uretfaerdighed og for frihed. Om befolkninger, som havde fået nok.
Jeg husker selv, hvordan jeg som ung FDF’er rejste til Rusland nogle år efter Sovjetunionens sammenbrud. Vi skulle købe noget i en lille købmandsbutik, hvor der var meget få varer på hylderne, mens Stings sang ”Russians” lød i højtalerne.
Jeg husker også den russiske slum som noget af den vaerste fattigdom, jeg har set – og jeg har ellers rejst til Afrika mange gange. De grå betonblokke, kronragede drenge, trøstesløsheden.
Ikke desto mindre blev Murens fald startskuddet på et årti med en naesten overvaeldende optimisme og tro på fremtiden.
Bill Clinton – fra byen Hope – blev praesident i USA. Nelson Mandela blev løsladt i Sydafrika. Tyskland blev genforenet. De baltiske lande fik deres frihed. Rusland gik i en demokratisk retning. Og det europaeiske samarbejde blev staerkere.
Herhjemme gik det også fremad. Den socialdemokratiske regering ”gang i 90’erne”. Hundredtusindvis blev løftet ind på arbejdsmarkedet. Få havde forestillet sig, at det var muligt.
I dag kan vi se, at historien ikke kun går fremad – den kan også gå tilbage.
Handelskrig mellem stormagter. Et stadig mere aggressivt Rusland. Flygtninge- og migrationsstrømme fra krig og konflikt. På vores eget kontinent brexit – og en bekymrende udvikling i flere af de østeuropaeiske lande, som kaempede for friheden og demokratiet for 30 år siden.
Samtidig ser vi en stigende frustration både herhjemme og i resten af den vestlige verden, der er båret af aegte og forståelige bekymringer for fremtiden.
Derfor er det måske endnu mere vigtigt, at vi spørger os selv: Hvad kan vi laere af Murens fald?
Vi laerte, at politik handler om at løse de problemer, mennesker oplever i hverdagen eller frygter vil ramme i fremtiden. Derfor skal det europaeiske samarbejde tage livtag med netop de udfordringer.
Økonomien skal omstilles fra sort til grøn, og det skal gå hurtigere – også i Europa. Danmark skal gå forrest, men omstillingen må ikke øge uligheden. Klimaregningen skal ikke betales af dem, som i forvejen har mindst.
Vi skal håndtere migrationen. Derfor vil vi arbejde for et mere retfaerdigt og humant asylsystem, som skal give langt bedre beskyttelse til flygtninge og asylsøgere både i naerområderne og langs migrationsruterne.
Markedskraefterne skal under kontrol. Derfor skal vi blandt andet styrke Europas kamp mod skattesvindel, skattehuller og hvidvask. De store tech-giganter skal ikke slippe, mens almindelige lønmodtagere hver måned betaler deres skat.
Samtidig skal ordentlige løn- og arbejdsvilkår vaere en naturlig del af den fri bevaegelighed, og social dumping bekaempes meget hårdere end i dag. Som socialdemokrat vil jeg ikke acceptere laveste standard, når vi i generationer har kaempet for et velorganiseret dansk arbejdsmarked.
Nogle siger, at disse forbedringer aldrig vil kunne lade sig gøre. Murens fald viste os det modsatte. Og i dag viser millioner af klimabevidste unge i hele verden, at forandring er mulig, hvis man kaemper for den.
Jeg tror, at vores danske samfundsmodel, velfaerdssamfundet, rummer en meget stor del af svaret på, hvordan vi igen kan få tillid til, at også vores børn og børnebørn får en tryg fremtid.
Jeg håber, at vi kan bruge 30året for Murens fald til at genoplive håbets, optimismens og folkets Europa.
Et Europa, som går forrest og står sammen om at løse problemerne. Et Europa, som laerer af sin fortid og passer endnu bedre på sin fremtid.
For mig er Murens fald først og fremmest en historie om mennesker, der kaempede mod uretfaerdighed og for frihed. Om befolkninger, som havde fået nok.