Jeg var flue på vaeggen, da Muren faldt

I dag er det 30 år siden, at Berlinmuren faldt. Lige så pludseligt, som muren var etableret i 1961, lige så pludselig blev der hul mellem øst og vest.

Jørn Uz Ruby forfatter og journalist, Ebeltoft

Alle ved, hvor de opholdt sig da Muren faldt. Også jeg. Den dag pjaekkede jeg fra en grammatiktime på Goethe-instituttet i Vestberlin og stak en tur over på den anden side. Fra Østberlin oplevede jeg det store sus, da historien faldt i slag. Den følelse af at stå i historiens maskinrum og opleve de store tandhjul gribe ind i hinanden er vel det største, der kan ske for en journalist.

For at få lidt bedre styr på mit noget rustne forhold til det tyske sprog – jeg arbejdede dengang som redaktionssekretaer på Politikens udlandsredaktion – havde jeg ansøgt om et sprogkursus i Berlin.

Som alle andre vidste jeg selvfølgelig, at der var noget i gaere i Østtyskland, men praecist hvad, havde jeg ikke overblik over. Østtyskland, ja hele Østeuropa var dengang lukket land for mig. Fra mit hotelvaerelse lignede begivenhederne noget fra en gammel stumfilm, hvor alt gik for hurtigt og forekom lidt uvirkeligt. Men at terpe grammatik forekom mig alligevel mere virkelighedsfjernt på det tidspunkt. Mit kendskab til østtyske politikere var dengang begraenset til nogle få hovedpersoner i toppen. Og Günter Schabowski var bestemt ikke en af dem.

Via Checkpoint Charlie tog jeg en sporvogn til Gethsemanekirche i Prenzlauer Berg, hvor nogle af de borgerretsgrupper, der kaempede mod styret, holdt til. Et af hovedkravene under mandagsdemonstrationerne var at lempe udrejsebetingelserne for DDR-borgerne, et krav, der med stigende styrke blev fremført, efter at Ungarn havde ladet hundredvis af østtyskere slippe igennem et hul i jerntaeppet.

At Centralkomitéen og Politbureauet netop holdt det skaebnesvangre møde den torsdag kl. 12 i Østberlin, mens jeg sad i en skrumplende sporvogn på vej op ad Prenzlauer Allee mod kirken, anede jeg heller ikke noget om. Erich Honecker var blevet vippet af pinden kort tid forinden for at tage trykket af kedlen, og Egon Krenz skulle som hans efterfølger forsøge at redde, hvad reddes kunne.

På mødet foreslog Krenz derfor, at man vedtog en ”rejseforordning”, som ville lette betingelserne for at rejse ud af DDR. En sådan ville kunne traede i kraft allerede naeste dag, den 10. november, mens en egentlig lov først ville kunne vaere på plads efter jul.

Mens politikerne diskuterede forordningen, interviewede jeg flere af repraesentanterne for borgerretsbevaegelserne i Gethsemanekirken. Først senere gik det op for mig, at jeg havde talt med nogle af dem, der skulle blive centrale spillere under genforeningen, men dengang skrev jeg kun til blokken, som det hedder, når noterne ikke resulterer i en artikel i avisen; man skulle jo nødig gå kollegaen i

Bonn i bedene og afsløre, at man pjaekkede fra sit sprogkursus.

Hen under aften lykkedes det mig at praje en taxa, en ramponeret Lada. På vejen ned mod graenseovergangen ved Friedrichstrasse skrattede bilens radio infamt, mens en eller anden laeste noget officiøst kaudervaelsk op. Jeg lagde maerke til, at chaufføren sad og rystede på hovedet. På mit spørgsmål om, hvad det var, der blev talt om i radioen, forklarede han, at det var noget med rejseforordningen.

»Muren, du ved. De siger, man kan rejse ud nu. Men det er sikkert løgn.«

Først langt senere gik det op for mig, at ovennaevnte Günter Schabowski, medlem af Politbureauet og kommunistpartiets centralkomité, netop havde laest teksten til rejseforordningen op på en pressekonference i Berlin. Bagefter spurgte en journalist: »Fra hvornår gaelder den?«

»Så vidt jeg ved … den gaelder straks … fra nu af,« sagde Schabowski og blev med sin snublende saetning en del af verdenshistorien.

Da jeg nåede frem til Muren, stod der allerede en flere hundrede meter lang kø af DDR-borgere parat med pakkede kufferter og argumenterede med graensevagterne for at komme ud. Men rejseforordningen skulle først traede i kraft dagen efter, så vagterne i løbet af natten kunne blive orienteret om, hvordan de skulle forholde sig. Alligevel vaeltede Muren den nat, uden at der blev løsnet et eneste skud.

»Den dag i dag forekommer det mig ufatteligt, at det ingen steder kom til blodige tumultscener,« sagde Schabowski til mig 20 år senere, da jeg som Jyllands-Postens Berlin-korrespondent interviewede ham i anledning af udgivelsen af hans erindringer ”Wir haben fast alles falsch gemacht” (Vi gjorde naesten alting forkert).

Så snart jeg var kommet ud på den vestlige side af Muren ved Checkpoint Charlie, så jeg projektørerne blive taendt på toppen af busser og reportagevogne og kolleger fra al verdens lande gå i gang med at interviewe politikere og eksperter.

Budskabet om rejseforordningen var på sekunder blevet spredt fra pressekonferencen i Østberlin via de vestlige pressebureauer til resten af verden.

Jeg skyndte mig hjem til hotellet for at aflevere mit første indtryk til redaktionen i København. ”DDR er rejseklar”, lød rubrikken med dateringen ØSTBERLIN i Politiken. Så skulle jeg mod forventning glemme, hvor jeg befandt mig, da Muren faldt, står det altså i avisen fra fredag 10. november 1989. Wahnsinn!

30 år efter giver ordet stadig ekko hos alle os, der oplevede Murens fald i Berlin den nat. Ordet blev gentaget i én uendelighed. Ikke fordi tyskerne er uvante med vanviddet, men den eufori, de maerkede natten til 10. november 1989, havde de aldrig oplevet før.

Det var et lettelsens suk, der gik gennem Berlin den nat, gennem

Europa, og som hurtigt spredte sig over hele verden, et suk over, at vanviddet var forbi, at vi ikke alle blev udslettet i det atomare ragnarok, som den kolde krig havde lagt op til. Et suk over menneskelighedens sejr over menneskets dårskab, et suk, der udtrykte håb om en fremtid uden frygt for, at raketter og kampvogne med sekunders varsel kunne udløse en ny verdenskrig.

Diktatorernes tid var forbi, irrationaliteten var besejret.

Det våbenkapløb, der startede straks efter Anden Verdenskrig, med at stormagterne udviklede stadig større atombomber, fik en pervers drejning i 1970’erne. Mindre, men mere raffinerede mellemdistanceraketter var blevet udviklet. Sovjetunionen havde forskellige steder i Østeuropa opstillet såkaldte SS-20-missiler med atomspraenghoveder, der kunne ramme mål i hele Europa, Nordafrika, Mellemøsten, Asien og Alaska.

Nato svarede igen med den såkaldte dobbeltbeslutningsaftale, der indebar, at 572 atommissiler ville blive opstillet i Vesteuropa, medmindre Sovjet afmonterede sine SS-20-missiler.

Vanviddets danse macabre fortsatte op gennem 1970’erne og 1980’erne, indtil USA’s praesident Ronald Reagan og Sovjetunionens Mikhail Gorbatjov den 8. december 1987 underskrev en aftale om at destruere mellemdistanceraketterne. En ny verdensorden var skabt. 30 år efter Murens fald blev denne banebrydende aftale opsagt af praesident Trump. Et nyt våbenkapløb er i gang.

Muren, du ved. De siger, man kan rejse ud nu. Men det er sikkert løgn.

Hvad vidste jeg egentlig om de begivenheder, der førte frem til 9. november 1989? Det korte svar er: ikke ret meget. Var jeg selv en del af den historie? Det lige så korte svar er: Ja, vist så!

Jeg hørte til dem, man kaldte sumpen, slapperne eller det, der var vaerre, dem, de store drenge ikke gad lege med. For vi mente, at det, der skulle gennemføres, var en form for socialisme med et menneskeligt ansigt. Vi blev også kaldt idealister og anarkister. På samme måde som andre forkaempere for socialisme med et menneskeligt ansigt var blevet stemplet af de store drenge i Moskva.

Efter Murens fald ophørte denne skelnen, for da var kommunismen, den reelt eksisterende socialisme, ikke laengere eksisterende.

Tilbage var et ideologisk vakuum, der hurtigt blev besat af neoliberalister, som nu havde fået det endelige ”bevis” for, at kapitalismen var den eneste praktisable ideologi, der fandtes.

Den ny tids pionerer i østlandene – de senere oligarker og statsledere – plantede snart deres flag i de gamle bastioner, i nedslidte stålfabrikker, olieraffinaderier og foraeldede produktionsapparater. Som røverbaroner tilranede de sig alt, hvad samfundet ved faelles anstrengelse havde frembragt.

Ofte var de nye ejere identiske med de gamle kommissaerer, der tidligere kaldte den private ejendomsret for tyveri. Nu legaliserede de selv tyveriet.

Vanviddet fortsaetter.