Nu bliver de negative renter en reel trussel mod opsparingen

Sjaeldent har prisen for at investere med lav risiko vaeret højere, men alternativet er ikke at lukke øjnene og saette formuen på rød på markedernes kasino.

Det kraever naesten statsborgerskab til en parallel virkelighed at forstå hverdagens udfordringer for den gren af erhvervslivet, der lever af at passe på andre menneskers penge. Opsparingsindustrien – kapitalforvaltere, investeringsfonde og pensionsselskaber – er groft sagt fanget mellem en forrygende nutid og en sandsynligvis virkelig skidt fremtid.

På den ene side har store kursstigninger på aktie- og obligationsmarkederne givet jackpot for branchen i årets første 10 måneder. På den anden side indvarsler netop obligationernes kursboom hårde tider for kapitalforvalterne og deres i øjeblikket tilfredse kunder.

Konsekvensen er nemlig den historisk usaedvanlige, at op imod en fjerdedel af alle de obligationer, som stater og virksomheder har udstedt, nu er behaeftet med negative renter. Investorerne låner altså obligationsudstederne penge og betaler dem for det på samme tid.

Det har kunnet betale sig på kort sigt, når det fortsatte rentefald har kompenseret investorerne med en større kursgevinst på obligationerne end den rente, der skal betales. Men alt tilsiger, at graensen for, hvor negativ renten kan blive, er ved at vaere nået. I så fald bliver de traditionelt sikre papirer, som obligationer har vaeret, sikre i en helt ny forstand: nemlig stensikre tab for de investorer, der køber obligationerne og beholder dem frem til udløb, mens de troligt betaler renten ved kasse et.

Det, der i markedet kaldes prisen for et ”risikofrit afkast”, er altså blevet voldsomt høj. Ja, ret beset eksisterer risikofri afkast slet ikke – tvaertimod skal opsparerne på grund af de negative renter løbe en historisk stor risiko for at foretage de mest forsigtige investeringer. Hvilket kort sagt er ensbetydende med, at de negative renter gør en stor del af de varer, som opsparingsindustrien har på hylderne, vaerdiløse langt ud i fremtiden.

Det sidste er for alvor kommet i fokus, efter at Danske Bank blev grebet i at vildlede op imod 65.000 kunder, da banken havde solgt lavrisikoinvesteringen Flexinvest Fri til dem uden at gøre opmaerksom på, at bankens nye gebyrer med sikkerhed ville gøre investeringen tabsgivende for kunderne. Skandalen kostede et bankdirektørhoved og tilbagebetaling af et trecifret millionbeløb til de ramte kunder.

Siden har en lang raekke banker suspenderet eller neddroslet salget af lignende, såkaldte lavrisikoprodukter af frygt for også at komme på kant med Finanstilsynets krav om, at salg af investeringsydelser skal ske med kundens interesse for øje. I stedet begynder bankkontoen med en rente på nul og fuld garanti for indestående på op til 100.000 euro efterhånden at ligne en ganske attraktiv parkeringsplads for opsparingen for den forsigtige investor.

Men manglen på en sikker havn for opsparingen har en bagside. Vi taler ikke så meget om den. Men det bør vi, for den berører hele samfundet fra virksomhed til pensionsopsparer.

De negative renter gør en stor del af de varer, som opsparingsindustrien har på hylderne, vaerdiløse langt ud i fremtiden.

Bagsiden er denne: Når lav risiko er dyr, forekommer høj risiko i sammenligningen relativt billig. Umaerkeligt vokser opsparingsindustriens incitament til at tilbyde kunderne investeringer, som kan give et flot afkast, hvis alt går som forventet, men kan koste overordentligt dyrt, hvis det ikke gør.

Vi har allerede herhjemme set pensionsselskabernes iver vokse efter at poste opsparernes penge i nye, mere eller mindre eksotiske investeringsobjekter for at kunne leve op til de pensionsløfter, der tidligere er afgivet.

Endnu er det gået godt. Men jo større risiko, opsparingsindustrien tager på kundernes vegne, jo mere sårbart bliver systemet over for uventede økonomiske chok, eksempelvis pludselige og uforudsete rentestigninger.

Det er trods alt kun 11 år siden, vi senest så konsekvensen af den slags i form af fastfrosne pengemarkeder og statslig nødhjaelp i den helt store skala. Derfor er der al mulig grund til, at tilsynsmyndigheder og opsparingsindustrien selv netop nu husker på, at alternativet til at betale en høj pris for lav risiko ikke er at saette hele opsparernes formue på rød og håbe på det bedste.