Ulven har fået EU-Domstolen i ryggen

Ulven må skydes. Men beskyttelsen af arten blev skaerpet, da EU-Domstolen tog stilling til en sag om drab på syv finske ulve. Den danske regering satser fortsat på at gøre det nemmere at skyde ulven.

Det hele begyndte en uge før jul for fire år siden i den finske myndighed for vilde dyr. Den hedder Suomen Riistakeskus og holder til i Helsinki. Det var her, de to finner, Risto Mustonen og Kai Ruhnanen, i 2015 fik tilladelse til at nedlaegge syv ulve i fire forskellige områder i Finland.

Siden er denne ”license to kill” blevet analyseret og diskuteret i adskillige regeringer og hovedstaeder i Europa. Ulven er nemlig fredet i EU, men i helt saerlige situationer kan landene give dispensation til at draebe den. Og det er der en del politikere og borgere, der gerne vil.

Arten, canis lupus, er nemlig i fremgang og er de senere år begyndt at dukke op på nye egne, hvor den antaender følelsesladede diskussioner. Også i Danmark.

For nylig tog en eller flere ulve en håndfuld ponyer i Ståsø Plantage mellem Holstebro og Ringkøbing. Og i oktober fremlagde regeringen en ny ulvepakke, hvor miljøminister Lea Wermelin udtalte, at »der er i dag meget skrappe krav til regulering af ulve i EU, og dem skal der løsnes op for. Vi bliver nødt til at begynde at tage mere hensyn til de lokale bekymringer«.

I det lys er drabslicensen fra Helsinki interessant. Den vil nemlig indgå i vurderingen af, hvordan EU’s regler fremover skal forstås.

Det var den finske naturorganisation Tapiola, der fik gjort sagen europaeisk, da den på ulvenes vegne klagede over dispensationerne. Sagen endte hos den øverste finske forvaltningsdomstol, der gik til EUDomstolen for at få vurderet de syv dispensationer.

En raekke regeringer, herunder den danske, afgav indlaeg undervejs i sagen. Og i oktober kom dommen så fra Luxembourg.

Skader på hunde

Siden er dommen blevet studeret nøje af eksperter og organisationer. Den fastslår på en raekke felter, hvad der skal til, for at ulven må skydes.

Da Finland gav grønt lys, skete det efter laengere tids ulvedebat. Der var rapporter om »skader på hunde«, og ulven skabte bekymringer hos befolkningen. Det førte til krybskytteri. For at forhindre det blev der givet tilladelse til at nedlaegge syv ulve.

Myndigheden anbefalede, at jagten blev rettet mod »unge individer eller individer, der forårsagede gener«.

Formålet med jagten var at »opretholde en gunstig bevaringsstatus for ulvebestanden«. Sagen var nemlig, at der var en »stigende accept i samfundet af ulovlig jagt på ulve«, men ifølge det finske raesonnement ville de syv jagttilladelser i stedet »øge den sociale accept af ulven hos den lokale befolkning og dermed føre til en nedgang i den ulovlige jagt«.

Ifølge en finsk lovbekendtgørelse måtte der i jagtåret 2015-16 maksimalt gives dispensation til nedlaeggelse af 46 ulve. Det var altså syv af disse, som Mustonen og Ruhanen

fik lov at draebe, og som endte i EUDomstolen i Luxembourg.

EU-Domstolen anerkender for det første helt overordnet, at bekaempelse af krybskytteri er en gyldig grund til at give dispensation. Men den understreger samtidig, at da dispensationerne blev givet som del af »et forsøg« på at bekaempe krybskytteri, må der »siges at have vaeret tvivl om, hvorvidt jagten ville virke«. Og dispensationer må kun gives, hvis der er »strengt videnskabelige oplysninger« til at underbygge, at de vil virke, siger domstolen.

For det andet er jagtdispensationer kun o.k., hvis det kan dokumenteres, at der ikke er andre brugbare løsninger til at nå målet. Og det er ikke nok, mener domstolen, at krybskytteri finder sted. Landet har pligt til at forsøge at standse og kontrollere den ulovlige jagt. Det havde Finland ikke gjort godt nok, før det skred til våben.

For det tredje må dispensationen ikke hindre »opretholdelse af den pågaeldende bestands bevaringsstatus i dens naturlige udbredelsesområde«, som EU’s fredningsdirektiv kraever.

Domstolen understreger her, at myndigheden skal tage hensyn til bestanden både i det område, hvor tilladelsen gives, og på nationalt plan samt i andre EU-lande. Ulve kan godt krydse graenser. Et land kan derimod ikke, som Finland gjorde, tage hensyn til ulvens tilstand i et ikke-EU-land – her Rusland – eftersom EU’s regler ikke gaelder her.

Finnerne mente, at eftersom der var mange ulve i Rusland, var det o.k. at skyde nogle af de finske.

Domstolen peger på, at der i Finland fandtes mellem 275 og 310 ulve i jagtåret 2015-16. Af dem blev 43 eller 44 nedlagt – altså markant flere end de syv, der endte i retten – og jagten »har således medført drab af naesten 15 pct. af den samlede ulvebestand i Finland«.

Derfor kan der »med rimelighed rejses tvivl om«, hvorvidt ulvens eksistens ikke blev truet af den tilladte jagt, vurderer domstolen.

Den peger også på, at det såkaldte »forsigtighedsprincip« betyder, at hvis der er usikkerhed om konsekvenserne for en truet art, så bør et land helt afholde sig fra at tillade jagt.

For det fjerde skal tilladelsen vaere »begraenset og specificeret« til udvalgte dyr. Men tilladelsen til jagt på de syv ulve havde blot »en anbefaling« om, at de skulle jage unge ulve, men ikke en pligt. Enhver ulv

Man skal selvfølgelig fortaelle folk, at ulve ikke er farlige for mennesker. Vi har ingen ulveangreb i Europa. Ilaria De Silvestre, Eurogroup for Animals

kunne således blive skudt som følge af tilladelserne, også de alfahanner, der er saerligt vigtige for flokkene.

Med alle disse vurderinger fra EU-Domstolen er det nu op til den finske domstol at saette punktum i sagen. Og mens dommerne tygger på den, er det europaeiske ulveunivers godt i gang med at udlaegge konsekvenserne af dommen.

»Markant svaerere«

På Uppsala Universitet i Sverige sidder Yaffa Epstein. Hun forsker i EU’s miljølovgivning og beskyttelsen af arter og skrev doktordisputats med udgangspunkt i beskyttelsen af ulve i Sverige. Hendes kolleger kalder hende ”wolf girl”.

»Afgørelsen gør det markant svaerere for medlemsstater at argumentere for, at ulve må draebes. Hvis man vil give dispensation fra fredningen, skal man virkelig vaere i stand til at bakke den op med videnskabelige data,« siger Yaffa Epstein.

»Hvis formålet med jagten er, som

Finland argumenterede for, at beskytte ulve fra krybskytter, så skal man dokumentere, at ulvene rent faktisk vil blive bedre beskyttet. I denne sag prøvede man at gøre folk mere glade for at leve i et område med ulve ved at tillade jagt. I princippet sagde finnerne, at hvis vi gør det lovligt at draebe ulve, så vil mennesker ikke draebe ulve ulovligt,« siger hun og tilføjer:

»Retten sagde, at det er nødvendigt med videnskabelige beviser for den slags argumenter.«

Dyrevelfaerdsorganisationen Eurogroup for Animals glaeder sig over dommen, som lederen af afdelingen for vilde dyr, Ilaria De Silvestre, har laest.

»Dommen bekraefter de staerke krav, der skal til, før man må give tilladelse til at draebe ulvene,« siger hun.

Eurogroup for Animals arbejder for at forhindre konflikter mellem mennesket og ulven. Og ulvedommen understreger ifølge Silvestre behovet for at taenke på andre løsninger end jagtvåben.

»Det kan vaere hegn og vogterhunde. Og information til borgerne om, hvordan de kan holde ulve vaek fra byerne, og hvordan de kan beskytte deres hunde. Man skal selvfølgelig fortaelle folk, at ulve ikke er farlige for mennesker. Vi har ingen ulveangreb i Europa,« siger hun.

Det er en udbredt tese, at menneskets frygt for ulven skyldes legender og eventyrfortaellinger. Men ulvefrygten er irrationel, mener Silvestre.

»Og vi kan ikke bare draebe en art på grund af en irrationel frygt. Det er en nem løsning for politikere, der vil udnytte frygten, men det er en dårlig løsning. Når biodiversiteten falder overalt, skal vi gøre, hvad vi kan, for at beskytte de arter, vi har,« siger Ilaria De Silvestre.

Også i den finske naturorganisation Tapiola, der oprindeligt rejste sagen, er der glaede.

»Afgørelsen er god for ulvene. Der er ganske vist en mulighed for at give dispensation fra fredningen. Men den finske fortolkning af reglerne opfyldte ikke kravene,« siger Sari Kantinkosk fra Tapiola.

Ulven truer

På den anden side af både den danske og europaeiske ulvedebat står blandt andre de landmaend, der frygter for deres besaetningers ve og vel. Det er ikke kun i Danmark, at ulvene tager lam, får og ponyer. På EUniveau er mange af dem – eksempelvis danske Landbrug & Fødevarer – samlet i organisationen Copa-Cogeca. I en skriftlig kommentar til EU-dommen siger formanden for Copas udvalg for får, Michèle Boudoin, at ulven truer husdyrbrugere og deres dyr.

»Det ser ud til, at domstolens eneste mål er ulvenes levedygtighed uanset den skade, ulven påfører territoriernes økonomi og landdistrikternes befolkning. I sin afgørelse, som man kan haevde, går ud over direktivets tekst, bekraeftede domstolen, at medlemsstaterne i øjeblikket ikke har den ønskede fleksibilitet til effektivt at forvalte ulvebestande i deres respektive lande,« lyder det altså fra landmaendene.

Organisationen peger på, at der er behov for at gennemgå EU’s regler for at kunne tillade »en aktiv forvaltning af ulven i Europa«.

Danmark pressede på

Under EU-Domstolens behandling af de finske drabslicenser afgav den danske regering et indlaeg.

Ifølge Miljø- og Fødevareministeriet handlede det om, at »hensynet til befolkningens generelle bekymring burde kunne indgå som et legitimt hensyn som begrundelse for regulering«.

Og afgørelsen går i Danmarks retning, vurderer ministeriet i en skriftlig udtalelse.

»Dommen [giver] ikke entydigt hverken bedre eller dårligere muligheder for regulering ... Af dommens konklusion fremgår, at medlemsstaterne har et vist skøn i forhold til, hvilke formål de vil forfølge. Domstolen fandt, at formålet om nedbringelse af krybskytteri principielt kan begrunde bestandsregulering af ulve, men dommen understreger samtidig, at direktivets betingelser skal vaere opfyldt,« skriver ministeriet i en mail og tilføjer, at det er »i overensstemmelse med den danske forståelse af direktivet og aendrer dermed ikke på gaeldende praksis i Danmark«.

Ministeriet skriver dog også, at regulering forudsaetter, »at en raekke yderligere skaerpede betingelser er opfyldt«.

Den tidligere regering justerede i 2018 reglerne for definitionen af en ”problemulv”, der kan udstedes jagttilladelse på.

»I fremtiden bliver der flere situationer, hvor der kan gives tilladelse til at skyde problemulve,« sagde davaerende miljøminister Jakob Ellemann-Jensen (V).

Men det er ikke nok for hans efterfølger, Lea Wermelin, der i oktober praesenterede en ny ulvepakke.

»Jeg havde allerhelst set, at vi ikke havde fået ulven tilbage. Den skaber bekymring, frustrationer og konflikter i dele af landet, og derfor skal der vaere bedre mulighed for regulering, end der er i dag,« sagde hun.

Men skiftende danske regeringers skydetrang er en forkert vej at gå, lyder det fra finske Tapiola, der hjalp ulven til sejr ved EU-Domstolen. Organisationen støtter i stedet tiltag som dem, Lea Wermelin også fremlagde om øget brug af hegn og vogterhunde.

»Der vil altid vaere mennesker, der ikke kan lide ulve og aldrig kommer til det. Men lad vaere med at vaelge den finske vej og forsøge at undgå bevarelse ved at tillade nedslagtning af ulve. Det vil kun føre til flere konfrontationer og konflikter,« siger Sari Kantinkoski.