Jeg forstår ikke etniske danskere, der vaelger at konvertere til islam

Når man, som jeg gør, kommer fra et hjem, hvor man har praktiseret islam som et våben til at begraense frihed, kan det vaere umuligt at forstå, at flere og flere etnisk danske vaelger at konvertere. Det er paradoksalt, at unge mennesker bruger deres ”frie valg” på at vaelge et liv, hvor det individuelle valg bliver taget fra dem.

”Jeg bevidner, at der ikke findes andre guder end Allah alene. Og jeg bevidner, at Muhammed er hans sendebud.”

Dette er ordene, og du kan nu vaere sikker på, at du ikke selv behøver at tage stilling til noget fremadrettet, for du har lagt ansvaret fra dig. Allah og hans sendebud Muhammed viser vejen og vejleder dig, hvis du farer vild.

Denne ansvarsfralaeggelse er for mig den virkelige slange i et paradis, der bygger på demokratiske vaerdier, muligheder og udvikling. Retten til at vaelge egen livsbane og en blomstrende identitet frem for en menneskelig stagnation og en ensartethed, hvor du måske kan hvile i fred, men i en drømmeløs søvn.

Jeg er vokset op i en muslimsk familie, hvor man praktiserede islam som adfaerds- og identitetshaemmende lovtekster. Her tog opdragelsen ikke afsaet i ”Dit kompetente barn”. Grundtvig og tanker om reformpaedagogik havde ikke lagt vejen forbi, og det var ikke bøger forfattet af Jesper Juul, man fordybede sig i, når børnene udfordrede graenserne i hjemmet. Koranen og haditherne var svaret på alt. I disse rammer kunne jeg betragte det andet Danmark, og dette lille udsyn fortalte mig, at noget var galt. Jeg måtte ud. Ellers ville jeg dø.

Ikke kun som homoseksuel, men som menneske kunne jeg ikke overleve familiens religiøse og kulturelle vaerdier. Jeg havde brug fra friere rammer, muligheden for at skabe mit eget liv og vigtigst af alt: selv definere rammerne omkring det.

Det har vaeret en blodig kamp, og jeg har mange ar på sjaelen. Derfor er det ikke til at forstå, at jeg møder flere og flere konvertitter, der har haft alt, hvad jeg selv måtte kaempe for at skabe. Med frihed som dåbsgave og et liv uden laenker og kamp, vaelger de en fremtid, hvor meningen med livet serveres for dem sammen med en manual for, hvordan de på bedste vis gør Allah stolt.

Hvad er det, der får dem til at tage det valg og fravaelge et liv med retten til at til selv at vaelge, og som generationer før dem har kaempet for? Hvad er det ved vores demokratiske vaerdier, seksualfrigørelse og frisind, der får folk til at vaelge en religion, en lovsamling, der ned til mindste detalje beskriver livet, og hvordan det skal leves?

Da jeg mødte de blå øjne under burkaen første gang, gik jeg baglaens. Jeg havde lyst til at spørge, om vi ikke skulle bytte liv.

Nu møder jeg dem hver dag, og jeg taenker, at måske er vores demokratiske paradis ikke fejlfrit. Måske kan dette frie valg alligevel vaere for uoverkommeligt for nogen. Så svaert at man i stedet vaelger et liv uden praestationsangst og uden skønhedsidealer. Et liv, hvor man er anonymiseret menneskeligt og intellektuelt.

Vi skal vaerne om vores demokratiske vaerdier som frihed, ligestilling og ytringsfrihed, men vi skal sørge for at få alle med. Vi skal ikke som samfund tabe vores naeste generationer til en religion, som er kendetegnet ved at vaere et tilbageskridt og en hån mod alle de kampe, som maend, kvinder og også børn har kaempet.

Vi skal ikke tage valget for vores unge, men for nogle kan det vaere en hjaelp at få praesenteret muligheder og få at vide, at ”du er god nok”. Du er nemlig god nok, lige praecis som det saerlige menneske du er.

Da jeg mødte de blå øjne under burkaen første gang, gik jeg baglaens. Jeg havde lyst til at spørge, om vi ikke skulle bytte liv.