Lad fornuften sejre, og undlad at forlaenge den såkaldte arbejdsgiverperiode for sygefravaer

Laurits Rønn direktør, Dansk Erhverv

Der har på det seneste vaeret en del polemik omkring den såkaldte arbejdsgiverperiode. Det er den del af en medarbejders sygefravaer, som arbejdsgiveren finansierer fuldt ud. I skrivende stund er den periode 30 dage, men regeringen har i sit finanslovsforslag ønsket at øge perioden til 40 dage. Det er uklogt, for det er et usmart håndtag at hive i for at få lidt ekstra penge.

Der er blevet hevet i håndtaget flere gange siden 2007, hvor perioden var på 14 dage. Nu er den som sagt 30 dage, og det er cirka det dobbelte af, hvad de har i Sverige og Norge. Det konkrete forslag fra regeringen vil øge arbejdsgivernes udgifter til sygefravaer med knap en halv milliard kroner. Begrundelsen er et »ønske om at give arbejdsgiverne et større incitament til at sikre et godt arbejdsmiljø og forebygge sygefravaer«.

Det lyder naturligvis fint og flot, men investeringer i et godt arbejdsmiljø handler først og fremmest om ansvarlig ledelse og et ønske om høj produktivitet. I veldrevne virksomheder er et godt arbejdsmiljø en naturlig del af strategien til at opnå begge mål.

Perspektiverne ved ikke at satse på et godt arbejdsmiljø er således langt mere vidtgående end blot et spørgsmål om laengden af arbejdsgiverperioden.

Derfor har de to ting i virkeligheden ikke meget med hinanden at gøre. Til gengaeld vil en forlaengelse af perioden tilbagerykke graensen for, hvor laenge en virksomhed kan forsvare at fastholde en sygemeldt medarbejder. Øgede udgifter til sygefravaer vil samtidig gøre virksomheder mere påpasselige i forhold til at ansaette ansøgere med sygdomshistorik og nedsat helbred.

Blandt andet derfor er forslaget et problematisk sted at hente penge fra, hvis regeringen samtidig vil motivere virksomheder til at rekruttere flere fra kanten af arbejdsmarkedet og til at fastholde langtidssygemeldte medarbejdere.

For 25 år siden ironiserede bandet TV-2 over “offermentalitet” i pophittet “Det er samfundets skyld”. Sangen var selvfølgelig staerkt karikeret, men graenserne mellem det personlige ansvar, andres ansvar og ingens ansvar er en evig diskussion.

Tager vi for eksempel sygdom, kan man spille spørgsmålene: Hvornår skyldes sygdom haendeligt uheld, hvornår er det medarbejderens ansvar, og hvornår er det arbejdsgiverens?

Forhold på arbejdspladsen kan vaere medvirkende til sygefravaer, men det er langtfra altid tilfaeldet. F.eks. når en medarbejder sygemelder sig med stress.

Selvfølgelig kan stress vaere udløst af dårlig ledelse, men det kan også blive udløst af et dødsfald i familien, konflikter i parforholdet, i forbindelse med en skilsmisse, eller hvis den enkelte medarbejder kører sig selv for hårdt, uden at ledelsen bliver opmaerksom på problemet.

Tunge løft på arbejdspladsen kan vaere årsag til sygefravaer. Men tunge løft hjemme i haven, på genbrugspladsen eller i sejlklubben er ingen undtagelser i den sammenhaeng. Også rygning, alkohol, svaer overvaegt og fysisk inaktivitet har betydning for omfanget af sygefravaer. Ryglidelser forekommer f.eks. i mindre grad hos medarbejdere, der både er normalvaegtige og i fin form.

Der er ikke noget simpelt svar på spørgsmålet om, hvem der har ansvaret for den enkeltes sygdom. Og nu står vi altså med et forslag fra regningen om, at arbejdsgivernes andel af udgifterne til sygefravaer skal stige med en begrundelse om, at det vil forebygge sygefravaer, og at det vil bidrage til et bedre arbejdsmiljø. Vi tillader os at stille os tvivlende over for den påstand.

Sygefravaer koster virksomhederne kassen. En af årsagerne til, at arbejdsgiverne har direkte udgifter til sygefravaer for svimlende 27 mia. kr. om året, er, at de ofte går langt for at fastholde sygemeldte medarbejdere i stedet for at skride til afskedigelser. En forlaengelse af arbejdsgiverperioden vil ikke styrke motivationen til at fortsaette denne praksis, men vil tvaertimod virke modsat.

Skulle man endelig gå i nogen retning, burde man halvere arbejdsgiverperioden, så den kommer på niveau med forholdene i Sverige og Norge. Genbrug er glimrende, men regeringens gentagelse af tidligere regeringers forlaengelser af arbejdsgiverperioden hører ikke hjemme i en finanslov, men på genbrugspladsen under “stort brandbart”.

Heldigvis er forhandlingerne om finansloven i fuld gang, og det er absolut muligt, at regeringen besinder sig.

Hvornår skyldes sygdom haendeligt uheld, hvornår er det medarbejderens ansvar, og hvornår er det arbejdsgiverens?