Nedslidning er vor tids trylleord til at få billet til offentlig forsørgelse
Al den snak om nedslidte Arne efterlader spørgsmålet om, hvad nedslidning egentlig er? Udover at vaere en mere eller mindre retfaerdig indgang i velfaerdssamfundets kasser.
journalist og forfatter, Vinderød
Hvordan går det mon med Arne?
Den sønderjyske bryggeriarbejder stod for tur til en tidlig pension for personer i fag med saerlig risiko for nedslidning, da Mette Frederiksen for efterhånden et års tid siden lancerede denne idé. Havde hun reelt en plan, eller var det bare valgkampsretorik, for udformningen af pensionsordningen lader vente på sig, selv om hun for laengst har indtaget statsministerkontoret?
Som bekendt blev velviljen over for de nedslidte overhalet indenom af den tidligere regering med støtte fra Radikale Venstre, som nu har påtaget sig rollen som støtteparti for Mette Frederiksens regering.
Om politikerne reelt har saerligt store ambitioner for de nedslidte er et spørgsmål, og man forledes til at taenke, at det hele nok gjaldt om at vise den tilskuds- og støttehungrende befolkning, hvem der kan tilbyde mest velfaerd – hvad det så ellers efterhånden er for en størrelse? Det spørgsmål skulle man måske diskutere frem for at ivaerksaette nye ordninger, der giver yderligere ugennemskueligt bureaukrati, og som jo skal finansieres af nogle: Og helst af ”de andre”.
Kapløbet om velfaerden i valgkampen – og måske isaer snakken om, at det var Arnes tur til at nyde godt deraf – efterlader spørgsmålet om, hvorvidt det danske velfaerdssystem har indviklet sig fra at vaere en solidarisk ordning til hjaelp for de vaerdigt traengende, som er et godt gammeldags udtryk, der burde genopdages, og til at vaere et servicekontor for den brede befolkning.
Den grundlaeggende tanke bag velfaerdsstaten var, at ”de bredeste skuldre” baerer den tungeste byrde, men nu er velfaerd blevet en fordelingskasse, hvorfra alle har en slags krav på at få noget efter tur. Og så blev det altså Arnes tur. Da jeg første gang hørte om Mette Frederiksens pensionsplaner for de nedslidte, taenkte jeg:
Wauw, hun lyder som en god, gammeldags socialdemokrat af de, som ikke lod sig korrumpere af magten. Et ord som ”retfaerdighed” ekkoede i mit hoved.
På den anden side var den davaerende regerings alternativ med en indbygget visitationsordning vaek fra kommunerne også ganske besnaerende, men ved naermere eftertanke kan jeg slet ikke lide nogle af ordningerne, men synes hellere, at man skulle holde fast i det gamle; der skal ganske vist nogle lovpraeciseringer til, og socialrådgivere og sagsbehandlere burde nok også uddannes bedre og have fokus på borgerne i stedet for på økonomien, hvad de alligevel ikke har forstand på!
Min anke er: Hvordan vurderes nedslidning på faggrupper frem for på enkeltpersoner?
Mit eget fag er naeppe iblandt; hvor nedslidt kan man blive som journalist af at skrive notater, søge i arkivalier, tale med folk og strikke det sammen til en artikel? Men personligt har jeg en fortid ude i den såkaldte virkelighed, hvor jeg efter skoletiden var arbejdsdreng og chaufførmedhjaelper i en møbelforretning som 16-årig. I den alder er man verdensmester, og jeg kunne baere en trepersoners sofa alene på nakken, og jeg har vaeret med til at baere laessevis af tunge møbler op på høje etager ad smalle trapper. Er ens krop udviklet til det slaeb som 16-årig? I hvert fald har jeg i perioder knas med ryggen i dag, hvilket nok stammer fra den tid, eller fra det senere arbejde som murerarbejdsmand.
Hvordan ville jeg blive vurderet, hvis jeg nu følte mig nedslidt og søgte om tidlig tilbagetraekning fra arbejdsmarkedet? Ville min fortid – og hele liv – taelle med, eller vil det blot lyde, at jeg tilhører en faggruppe, som ikke ”har ret” til tidlig tilbagetraekning, fordi der på ny skal taenkes i systemer frem for i mennesker?
Når man sådan begynder at spekulere, så kan man blive ved. Men kort fortalt frygter jeg, at den ene eller den anden mere retfaerdige tilbagetraekningsordning vil ende ligesom efterlønnen med at blive et gode for ressourcestaerke sygeplejersker, skolelaerere, paedagoger og socialrådgivere, der hellere vil gå derhjemme med deres hobby – på samfundets regning. Imens slaeber de nedslidte sig smerte- og pillefyldte og halvvejs invalide af sted til arbejde hver morgen uden nogen medfølelse, fordi de ikke kunne passes ned i én af de nye systemkasser. For de er trods alt en beskeden vaelgergruppe, der ikke flytter mange mandater …
Efterlønnen blev heller ikke det gode for den almindelige arbejder, som tanken var. Den har i øvrigt aldrig vaeret så god, som det haevdes med megen jammer over, at egenpensioner modregnes deri. Det manglede da bare. Hvis folk ikke er mere glade for deres frihed, end at den overskygges af grådighed og brok, så kunne de jo bare vaere fortsat med at arbejde.
Efterlønnen var en nedtrapningsordning, så brugerne lidt efter lidt gik ned i udbetaling, så overgangen til folkepensionen ikke blev så stor. Derved lokkede man de nedslidte til så at sige selv at betale for tilbagetraekningen, når de ikke kunne klare det hårde arbejde laengere, og hvor de måske i virkeligheden burde have fortjent den velbetalte førtidspension.
Slangen i dette tilbagetraekningsparadis er spørgsmålet om, hvordan nedslidning konkret vurderes?
Jeg skal ikke forklejne, at der er faggrupper, hvor arbejdet er fysisk hårdt med deraf følgende naturlig nedslidning. Det er et faktum. Lad os eksempelvis se på murerfaget. Jeg tror ikke, at nogen vil bestride, at det er et hårdt fysisk arbejde, men der er en anden side af sagen, som vel retfaerdigvis bør regnes med: Én ting er fagets (mulige) nedslidning, men samtidig hører det med til historien, at det er et fag, hvor de ansatte ofte (og helst) arbejder på akkordordninger, som giver dem en løn på 3-400 kroner i timen, hvis de knokler løs og ikke tager hensyn til kroppen og senere nedslidning.
Bliver dette element indregnet i bedømmelsen af, om en person er nedslidt, eller om det i én eller anden grad er selvforskyldt? Der er naeppe den store tvivl om, at deres helbred havde haft det bedre af, at de arbejdede til en naturlig timeløn og i et naturligt tempo, hvor kroppen kunne følge med.
Måske skulle politikerne hellere forbyde akkordarbejde?
Alternativt skulle der måske vedtages en lov, som påbyder disse faggrupper at tvangsopspare en procentdel af den løn, de tjener ud over, hvad man kan kalde en naturlig løn for dem; en slags forsikring til finansiering af deres liv, når de selvforskyldt bliver slidt ned som følge af grådighed og jagt på penge. Det er ikke rimeligt, at de hårdt prøvede skatteydere skal betale for det. Det tør jeg godt at sige, for der er en vinkel mere på historien om murerens nedslidning: Det hører til sjaeldenhederne, at en tandplejer tilbyder at efterse éns mundhygiejne efter fyraften mod en sort betaling.
Derimod er det helt almindeligt, at en murer tilbyder at bygge en laemur, en garage eller et helt hus i sin fritid – sort. Det får de tid til, fordi de ved ekstra knokleri på akkorden kan komme tidligt hjem og tage ud og arbejde sort. Og i al denne grådighed er de bevidste om, at betalingen ikke skal vaere hvid, for ”så aeder skattefar det hele”! Jovist, de vil sandelig ikke bidrage til de faellesskab, som de nu gerne vil høste frugterne af. Se, det er det retfaerdige perspektiv på de forskellige forslag om en tidlig og retfaerdig tilbagetraekning for de nedslidte.
Mon ikke ”nedslidning” er 2010’ernes trylleord til en offentlig forsørgelse? I 1980’erne var det ”udbraendthed”. Nogle vil haevde, at det er én og samme ting, men da det isaer var magtfulde vaelgergrupper som paedagoger, skolelaerere og sågar socialrådgivere, der hellere ville på støtten end passe deres arbejde, så måtte deres skavank have en passede benaevnelse. I 1990’erne var det ”fibromyalgi”.
I 00’erne hed det ”angst”, og der var ikke den damebladsredaktør, som ikke havde angst, hvilken de i øvrigt kom igennem, fordi de var ”staerke kvinder”, da denne lidelse gik af mode. Somme tider kan man godt vaere ond og ønske for de, som misbruger psykiske diagnoser til en fridag eller mere, at prøve en depressions- eller angstlidelse, for det er ikke noget, man sådan lige glider igennem, og så ellers holder velbetalte foredrag om med indbyggede, lommefilosofiske råd til helbredelse.
Og nu er det så ”nedslidning”, eller hvad?
Velfaerdsretfaerdighed er at hjaelpe de vaerdigt traengende efter en konkret, individuel vurdering, mens resten må klare sig selv. Ellers bliver vi alle sammen kvalt i ligegyldig velfaerd, der blot kalder på mere.
Det er ingens tur til noget som helst i velfaerdssystemet. Enten fejler man noget, eller også gør man ikke. Det er en uskik, at politikerne saetter sig for at servicere bestemte vaelgergrupper, så man eksempelvis ligefrem skal aergre sig over, at man ikke fik reddet sig en lille ubetydelig kraeftsvulst frem for en dårlig hofte; for i så fald var man kommet med i én af de kasser, som politikerne prioriterer – fordi der er stemmer i det? Absolut aldrig fordi der er saglige velfaerdspolitiske argumenter for det ene eller det andet.
Hvis de nedslidte ikke allerede i det nuvaerende system kan traekke sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet, så er det, fordi systemet er taenkt uretfaerdigt. Og så er det dét, der skal rettes op.
Fri mig så i øvrigt for al snak om retfaerdighed. Velfaerdsretfaerdighed er at hjaelpe de vaerdigt traengende efter en konkret, individuel vurdering, mens resten må klare sig selv. Ellers bliver vi alle sammen kvalt i ligegyldig velfaerd, der blot kalder på mere.