Hvad stiller Danmark op mod en russer i Arktis?

Kongerigets saedvanlige politik i Arktis er udfordret. Gennem mange år har skiftende udenrigs- og forsvarsministre, hvad enten de var socialdemokrater, venstremaend, konservative, radikale eller fra SF, leveret et stort set enslydende svar på spørgsmålet:

Hvorfor er Arktis vigtigt?

»Fordi det skal bevares som lavspaendingsområde.«

I sin seneste trusselsvurdering gør Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) det krystalklart, at den tid er forbi: »Der former sig et stormagtsspil mellem Rusland, USA og Kina, som øger spaendingsniveauet i regionen,« fastslår FE, som tilføjer, at den spaendte situation kan påvirke det ellers fredsommelige samarbejde i Arktisk Råd.

Et af de gode spørgsmål nu er, om Arktisk Råd tømmes for betydning, og om det vil lykkes rigsfaellesskabet at fastholde de oprindelige intentioner i det forum, som tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) opfandt: Arctic

Five, en sammenslutning mellem de fem arktiske kyststater: Danmark takket vaere rigsfaellesskabet med Grønland, USA, Canada, Rusland og Norge. I Ilulissat i 2008 gav de hinanden håndslag på, at de vil følge internationale spilleregler i delingen af det med tiden stadigt mere interessante havområde.

I foråret satte USA’s udenrigsminister Mike Pompeo en ny standard, da han mødte op til topmøde i Arktisk Råd i den finske by Rovaniemi. I en tale, som ikke blev holdt på selve mødet, men aftenen før, gjorde han det klart, at den tid er forbi, da Arktisk Råd kunne hygge sig med at tale om fredeligt samarbejde om for eksempel gensidig hjaelp i redningsaktioner eller bekaempelse af forurening. Nu gaelder det strategisk interessevaretagelse. Hvordan det skal forstås, demonstrerede praesident Trump, da han nogle måneder senere ”tilbød” at købe Grønland.

Udfordringen er, at al tale om sikkerhedspolitik er officielt bandlyst i Arktisk Råd, men det udelukker naturligvis ikke, at der tales masser af sikkerhedspolitik ved arktiske møder. Det foregår bare ikke omkring det faelles mødebord. Men hvor skal snakken så foregå, og hvad skal man tale om? Det tales der vedholdende om.

Efter Pompeos tale har både Finland og Island advokeret for, at enten skal Arktisk Råd kunne rumme sikkerhedspolitikken, eller alternativt skal det ske i et andet forum. Som småstater har hverken de eller Danmark nogen interesser i, at sikkerhedspolitikken overlades til stormagterne. I arktisk sammenhaeng er det Rusland, USA og Kina. Hverken Island eller Finland er med i Arctic Five, af gode grunde synes de ikke, at diskussionen skal foregå der.

Et stadig åbent spørgsmål er, hvor Danmark nu vil stille sig. I FE’s trusselsvurdering står der videre, at »den sikkerhedspolitiske udvikling vil også påvirke Kongeriget Danmarks manøvrerum i Arktis. Det er sandsynligt, at det i stigende grad vil blive udfordrende at balancere hensynet til allierede og forsvaret af Kongeriget Danmarks strategiske interesser mod ønsket om at holde fast i ambitionen om et lavt spaendingsniveau«.

FE gør opmaerksom på, at Rusland er ved at udbygge de militaere faciliteter på Franz Josef Land, som ligger cirka 1000 km fra Nordpolen. Til naeste år, når basen er fuldt udbygget, vil Rusland herfra kunne nå det nordøstlige Grønland og have evnen til at angribe Thulebasen, skriver FE.

Forsvaret har tidligere i den arktiske redegørelse fra 2016 gjort det klart, at man reelt ikke har kapacitet til suveraenitetshåndhaevelse hverken til lands, til vands eller i luften.

Til naeste år, når basen er fuldt udbygget, vil Rusland herfra kunne nå det nordøstlige Grønland og have evnen til at angribe Thulebasen.