En lidelseshistorie følger engelsk fodbolds kaempe
Leeds United er en kaempe i engelsk fodbold, men har i 16 år vaeret uden for Premier League. Jyllands-Posten tog på tur til hjemmebanen Elland Road med tre fans og fik historien.
Toget er aflyst.
Landet er oversvømmet.
Vent en time.
Selv om jeg skal køre tre timer fra London til det nordlige England, er der ikke umiddelbart grund til bekymring, da kampen først begynder kl. 15, og jeg er kommet ud af sengen i god tid, men jeg er også kommet af sted uden billet til opgøret, hvor den sovende fodboldkaempe, Leeds United, møder Blackburn.
For trods 16 år i engelsk fodbolds skyggeland uden for Premier League traekker Leeds United stadig fulde huse med 35.000 tilskuere mod klubber som West Bromwich Albion, Queens Park Rangers og Middlesbrough.
Altså har jeg lagt min fremtid i haenderne på billethajer omkring stadion, og det skal vise sig at vaere svaert at få fat i en billet.
Som tiden naermer sig afgang, kommer der flere og flere hvide og gule halstørklaeder og T-shirts til, og da jeg efter en times forsinkelse endelig finder en plads i toget, beder jeg tre af de hvidklaedte om lov til at sidde ved bordet, så jeg kan få deres historie.
Det viser sig, at det stort set kun er en af dem, der taler, for han taler og taler og taler, når man spørger ham om Leeds.
Han hedder Richard Fox, 59 år, ved sin side har han sønnen George på 14 år, og den tredje er Mukesh Kejriwal, der er naesten lige så gammel som Richard Fox.
Richard Fox er født i Leeds, og han var lidt af en rod, da han var knaegt.
»Min mor brugte fodbolden til at kontrollere mig. Når der var en stor kamp om tre uger mod f.eks. Manchester United, sagde hun, at hvis jeg var uartig, måtte jeg ikke gå til den. Det var som at have damoklessvaerdet haengende over hovedet,« siger Richard Fox.
Det betød også, at den lille rod af og til måtte tage alternative ruter i brug for at komme på stadion.
»Mit vaerelse lå over vores garage. Jeg kunne hoppe ud på taget og lade mig føre med ned ad garageporten, så jeg landede blødt. Så gik jeg ind til stadion,« siger Richard Fox.
Nederlaget dyrkes
Hvis han skal pege på, hvornår han blev fan af Leeds, hiver han en historie frem, som resten af de fans, som jeg møder, også henviser til. I finalen om mesterholdenes cup – det, vi i dag kalder Champions League – i 1975 tabte Leeds til Bayern München. Englaenderne blev snydt for et straffespark og fik et mål annulleret. Hvis den franske dommer havde vidst, at hans fløjte medførte en faelles lidelseshistorie i den midtengelske by over 40 år senere, havde han måske ladet vaere med at pifte.
Men nederlaget er også en god ramme for at beskrive Leeds United. Alle er imod os. Vi har aldrig heldet med os. Uanset hvad vi gør, går det galt. Det er nogle af de udsagn, jeg gang på gang hører i mit møde med byens indbyggere.
Jeg spørger Richard Fox, om Leeds-fans sommetider tager naering i, at holdet ikke har succes?
»Ja, det er det, der holder os sammen,« siger han.
Han voksede også op med et andet aspekt af sammenholdet, for da han var 15 år og begyndte at tage med på udebaneture, blomstrede hooliganismen.
Flere af hans fortaellinger ender med en historie om, »dengang vi blev bombarderet med sten, så alle ruderne i bussen blev slået ind«.
Lad os tage den vildeste af fortaellingerne. »Når vi rejste med tog, var det som at blive fragtet i kreaturvogne, men der var også mange idioter imellem. Engang i Liverpool skulle vi med tilbage fra stadion til togstationen, og vi tog en dobbeltdaekkerbus. Der var en, der fik en brosten smidt i ansigtet, blodet flød. Han sad på bagsaedet, og den blev kastet igennem vinduet. Der var en masse Liverpool-fans udenfor. Nogle af vores fans løftede saederne af på øverste sal og smed dem ud over Liverpools fans. Det løste jo ikke rigtigt vores problem, og de begyndte at kaste brosten igen. Jeg daekkede mig under min frakke for at undgå at få glasskår over mig. Der fløj brosten over alt. Derefter begyndte de at skubbe til bussen, så den vuggede fra side til side, og når man var øverst oppe, anede man ikke, om den ville vaelte. Politiet var der og smadrede løs på Liverpools fans, men kort efter kunne vi lugte, at det braendte. Jeg var begyndt at taenke, at nu skulle jeg dø. Så kom der en konduktør op og fik os gennet ud, mens stenene fløj om ørerne på os, selv om politiet begyndte at få styr på situationen. Vi kom tilbage til togstationen og med tilbage til Leeds. Jeg har stadig en avisartikel, min kampbillet og glasskår fra turen liggende derhjemme.«
Håbløse formaend
I midten af 1990’erne var Leeds et storhold i Premier League. Holdet spillede med i toppen og var med i Champions League. Men den davaerende formand, Peter Ridsdale, satsede alt og tabte. Han tog store lån, i håb om at deltagelsen i Champions League ville forgylde klubben. I 2003 rykkede klubben ud af Premier League, og alt eksploderede. Gaelden var enorm, og i 2007 kunne klubben ikke leve op til de finansielle krav i ligaen. Leeds United fik frataget 10 point i tabellen og rykkede ned i den tredjebedste raekke, hvor klubben blev indtil oprykningen til Championship – raekken under Premier League – i 2010.
»Vi har haft en raekke forfaerdelige ejere. Fra Peter Ridsale og fremad har der vaeret et overforbrug, og vi har købt spillere, der var i slutningen af deres karrierer,« siger Richard Fox.
Hver gang han har glemt et eller anden faktum om Leeds, vender han sig om mod sin søn, der leverer med sikkerhed.
Også om den tidligere italienske ejer Massimo Cellino, der skulle have solgt målmanden Paddy Kenny, fordi denne var født den 17. maj. Tallet 17 bringer uheld ifølge italiensk overtro. Historien er svaer at faktatjekke, men faktum er, at Cellino tidligere var ejer af Cagliari, hvor han fik erstattet alle saeder med nummer 17 med 16b.
Imens historierne flyder, begynder Ri
chard Fox at lede efter en billet til mig. Han har flere forskellige venner, der har saesonkort, men adskillige beskeder på telefonen efterlader intet.
Richard Fox er en lille mand uden hår på hovedet. Han siger, at han kun bider negle, når Leeds spiller, og enten spiller Leeds hele tiden, eller også har han af naturen helt vildt korte negle.
»Jeg forsøgte engang at tage laederhandsker på, når Leeds spillede, men så bed jeg bare igennem dem.«
Utraditionel traener
De seneste år har han haft lidt mindre at bide negle af. I 2018 ansatte Leeds argentineren Marcelo Bielsa som traener. Af en eller anden grund virker ansaettelsen som det perfekte match. Bielsa er en saer snegl i fodbolden. Han er traenernes traener. En mand, som Pep Guardiola er inspireret af, men samtidig er hans idéer så langt ude, at han sjaeldent overlever laenge i traenerjobbet.
»Det første, han gjorde, da han kom til Leeds, var at samle spillerne uden for traeningsanlaegget og få dem til at samle skrald op. Efter en times arbejde samlede han spillerne og sagde, at hvis de var ansat til minimumslønnen i England, skulle de arbejde 12 timer mere for at have råd til at købe en billet til en Leeds-kamp,« siger Richard Fox.
Marcelo Bielsa var taet på at få Leeds op i Premier League i første saeson, men tabte i playoffkampe om oprykningen. I denne saeson ligger klubben atter i toppen.
Da vi ankommer til Leeds’ stadion, Elland Road, forlader jeg de tre Leeds-fans fra London og begynder min aengstelige jagt efter en billet.
Jeg går hen til en statue af den gamle
Leeds-helt Billy Bremner. Her er der et mylder af mennesker, folk skal i fanshoppen og købe minder i hvidt og gult, andre er på vej mod pubben, og en gut med en saekkepibe spiller ”Amazing Grace” uden saerlig megen nåde.
Fitzgerald er redningsmand
Jeg stiller det samme spørgsmål igen og igen: »Spare ticket?«, og svaret er det samme: »No,« men pludselig: »Det har jeg faktisk,« lyder det fra en stor mand.
Han hedder Gerrard Fitzgerald, og han er sammen med Malcolm Adams fløjet fra Irland for at se kampen.
»Vi var med et fly fra Dublin, og omkring halvdelen af flyet var med for at komme til kampen. Nogle af dem er endda saesonkortholdere,« siger Gerrard Fitzgerald, der er 55 år.
Han siger, at han ikke har billetterne på sig, men at han vil få dem om fem minutter, og da hans telefon ringer, øjner jeg, at der står der »Crazy Dave« på skaermen. Mistroen får et nøk opad, men sådan et par flinke irere snyder vel ikke deres medmennesker? Jeg betaler den pålydende vaerdi på 35 pund og krydser fingre.
I toget har Richard Fox anbefalet en lokal udgave af fish ’n’ chips. Varianten går ud på, at der er lagt et lag af mosede aerter oven på herligheden, men retten er også så populaer, at der er en enorm kø ud for Graveleys Fish & Chips.
I den står en gut, der ligner Ed Sheeran, og jeg spørger ham om, hvordan han har fået billet.
Han hedder ikke Ed, men Roy Bullock, og han svarer, at han har saesonkort.
»Det er ikke saerligt let at få et saesonkort.
Min mor brugte fodbolden til at kontrollere mig. RICHARD FOX, LEEDS-FAN
Jeg skulle have et nyt op til denne saeson, men der var kun sat et par hundrede til salg, fordi der var 98 pct., der gentegnede. Jeg sad klar ved min computer kl. 10 den dag, da de blev sat til salg. Da jeg fik min billet, ringede jeg til mine venner og jublede,« siger Roy Bullock.
Det viser sig, at fish ’n’ chips med mushy peas er en ordentlig omgang fedtet friture, og efter en halv portion må jeg give fortabt.
Jeg går ned til indgangen med en saer følelse i maven. Det er trods alt ikke maden, men derimod frygten for, at billetten skal vise sig at vaere falsk.
Taelleapparatet siger dog klak-klak-klak, og jeg er inde.
Jeg sidder ved siden af en nydelig klaedt mand på omkring 45 år, laksko, tilbagestrøget hår, blå frakke – han kunne godt vaere direktør i velrenommeret firma – men gloserne passer bedre med pubben: Dommeren kan tilsyneladende godt lide at tilfredsstille sig selv seksuelt, modstandernes angriber burde få sig en karriere på de skrå braedder, og når en af hjemmeholdets spillere smider bolden vaek, får han for meget i løn.
Da dommeren fløjter af, og Leeds har vundet 2-1, knytter sidemanden naeverne, men så heller ikke mere. Sejren var forventet, sådan må det vaere, når man er Leeds United med tre mesterskaber i trofaeskabet.
Leeds har taget et lille skridt på oprykningen, og man kan påstå, at klubben vil klaede Premier League, ligesom Premier League vil få gavn af denne storklub, hvis ego er for stort til at ligge uden for rampelyset.
Laes de tidligere afsnit på jp.dk/fodboldserie