Risikerer vi at glemme Holocaust, når de sidste Auschwitz-vidner dør?
75 år efter at Den Røde Haer befriede udryddelseslejren Auschwitz, frygter eksperter, at Holocaust er ved at blive noget fra historiebøgerne.
Det var knap en uge siden, at SS-folk havde jaget de fanger ud, som så levedygtige ud. Mens de marcherede afsted, var omtrent 8.000 efterladt til at dø i kz-lejren Auschwitz.
Fangerne havde regnet ud, at hvis de blev befriet, ville det vaere af russerne. Men selv da der stod maend i sovjetuniformer, var de ikke sikre.
»Er det SS? Der er uniformer. Er hundene, som de har med, også aggressive over for os?« spurgte de sig selv, forklarer Christoph Heubner, vicedirektør for Den Internationale Auschwitz Komité, som har talt med flere overlevende, der var i lejren den 27. januar 1945, dagen for Auschwitz’ befrielse.
Skeletter på to ben
Også russerne havde svaert ved at tro deres egne øjne, fortaeller Christoph Heubner:
»Det var naermest kun skeletter på to ben, der gik rundt inde i lejren. Men de var levende. I uendeligt lange sekunder kiggede soldaterne på de her levende døde og forsøgte at forstå, hvad de så, og hvor de var.«
Siden har resten af verden gjort sit bedste for at forholde sig til og udbrede historien om den menneskelige katastrofe, som de sovjetiske soldater stod over for.
Mandag er det 75 år siden, Auschwitz blev befriet. Det forgangne trekvarte århundrede betyder, at både ofre og bødler begynder at vaere vaek. Spørgsmålet er nu, hvordan Auschwitz og den inkarnation af nazisternes ondskab, stedet repraesenterer, frem over vil fremstå i den kollektive hukommelse. En undersøgelse foretaget for omkring et år siden af tvstationen CNN viste, at to tredjedele af de unge i USA og knap hver femte unge i Frankrig ikke vidste noget om Holocaust.
»Tidligere havde de unge hørt om Anden Verdenskrig derhjemme, fra deres bedsteforaeldre. Krigen var en del af deres bedsteforaeldres liv. Men for mange unge i dag er Auschwitz ved at blive reduceret til en del af pensum til historietimerne,« erkender
Bartosz Bartyzel, der er talsmand for museet, som ligger i det sydlige Polen taet på Krakow.
Stedet, der for mange udgør selve repraesentationen af de uhyrligheder, nazisterne udsatte jøderne for, har siden udviklet sig til et tilløbsstykke. Hvor der for bare to årtier siden var en halv mio. besøgende årligt, har de
ninge, der risikerer at drukne på Middelhavet,« siger hun.
Demokratiets glidebane
Spørgsmålet rejser sig også i Danmark, vurderer Cecilie Felicia Stockholm Banke, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, der peger på, at »sammenlignet med den umiddelbare efterkrigstid, hvor det var folks erindring om krigen, der kendetegnede bevidstheden, har vi i dag en mindekultur om Holocaust, som er meget udbredt i Europa, herunder også Danmark.
Om det så kan garantere, at fremtidens generationer bliver ved at taenke på Holocaust på samme måde som i efterkrigstiden, det ved vi ikke endnu.«
Tilbage hos Auschwitz Komitéens naestformand i Berlin er frygten noget mere konkret, forklarer Christoph Heubner:
»Jeg har ofte fornemmelsen af, at folk i Europa ikke har forstået, hvor stejl en glidebane demokratiet befinder sig på,« siger han.
»For mange overlevende er det, som sker i øjeblikket, som et deja-vu. De siger ikke, at vi står taet på Auschwitz, men at den snebold, som dengang udviklede sig til en lavine – det gik rigtig hurtigt.«
Faktisk begynder de overlevende at tvivle på, om demokratierne i Europa nu også virkelig har forstået, hvordan det kom til nazisme og fascisme dengang, forklarer han – hvilke forudsaetninger antisemitismen og racismen har brug for til at gro.
»Men i mellemtiden er de ikke laengere så sikre på, om advarselssignalet stadig lyser tidlig nok op.«
I Uttoxeter i Midtengland var pressen den 10. december sidste år mødt op i en fabrikshal. Foran dem symboliserede en kunstig hvid mur med teksten »Gridlock« – hårdknude – den fastlåste brexit-situation i Underhuset.
Så blev muren smadret bagfra. Af premierminister Boris Johnson – i en traktor udsmykket med Union Jack-flaget. Frontlaesseren var påført hans valgslogan: »Get brexit done« – få brexit klaret.
Det var ikke elegant. Eller normalt. Og det samme kan siges om de seneste tre et halvt års vanvittige drama i britisk politik, som har vaeret det største i fredstid.
Ikke kun den kunstige mur i Uttoxeter blev smadret i brexit-forløbet. Det samme gjorde premierministrene David Cameron og Theresa Mays respektive karrierer samt
Labours ”røde mur” af sikre valgkredse i Nord- og Midtengland. Almindelige konventioner led også skade. Det samme gjorde husfreden nogle steder. Bølgerne gik så højt, at man i medierne kunne finde gode råd til, hvordan man håndterer et selskab, hvor gaesterne står på hver side af brexit-kløften (placér dem f.eks. i hver sin ende af bordet, og indsaet vaertsparret som fredsbevarende styrke i midten).
Og taenk sig. Det hele – splid, kaos, uenighed – begyndte faktisk med, at førnaevnte Cameron ville afgøre den skeptiske britiske EU-debat én gang for alle med en folkeafstemning. Den blev annonceret i februar 2016. EU-modstanderne manglede da en bredtfavnende frontfigur, men så sprang landets dengang mest populaere politiker ud som tilhaenger af en EU-exit. Manden var Londons davaerende borgmester, Boris Johnson.
Johnson og co. i ”Vote Leave”-kampagnen opfordrede vaelgerne til at »tage kontrollen tilbage«, men blev ikke levnet mange chancer. EU-tilhaengerne smed den ene økonomiske advarsel efter den anden i hovedet på vaelgerne. Alt fra nobelprismodtagere til skuespillere og praesident Barack Obama anbefalede briterne at blive i EU.
Det hjalp ikke. 17,4 mio. vaelgere – eller 52 pct. – stemte den 23. juni 2016 for at forlade EU. 48 pct. eller 16,1 mio. ville blive i unionen. Verden måbede, pundet faldt, og David Cameron sagde op. Dramatisk, dramatisk, dramatisk, men kun begyndelsen.
MADS BONDE BROBERG
I et forløb, hvor ambitiøse brexit-tilhaengerne som Boris Johnson faldt over sig selv og hinanden, endte den flittige, men forsigtige Theresa May som konservativ partiformand og dermed ny premierminister. Hun havde selv stemt mod brexit, men forsikrede, at »brexit betyder brexit« og nok skulle blive en succes med hende ved roret. Ak ja.
Hun tabte og tabte og tabte
May sled og slaebte, så hun blev stadigt mere grå og traet at se på. En enkelt gang overraskede hun alle ved at danse ind på scenen til det konservative landsmøde i 2018 til tonerne af Abbas ”Dancing Queen”, men i det store hele var det en trist historie med hende. Selv i Danmark fik man ondt af May og spurgte, hvordan hun dog kunne holde til den evindelige ballade med EU, oppositionen og egne partifaeller, herunder Boris Johnson som var (en illoyal) udenrigsminister, indtil han efter to år gik af i protest.
Hendes situation var dog delvist selvforskyldt. Den 29. marts 2017 satte hun med et formelt brev gang i EU-reglernes to års udmeldelsesperiode uden at have styr på, hvilken aftale hun ville gå efter. Måneden efter udløste hun et valg i utide for at øge det smalle konservative flertal. Hun tabte i stedet flertallet og haltede videre med støtte fra et besvaerligt, lille nordirsk parti, DUP.
I november 2018 indgik hun en brexitaftale med EU, som indeholdt et såkaldt irsk bagstop. Det var hadet af mange, elsket af ingen og skulle holde graensen til EU-landet Irland åben. Men det bandt også Storbritannien taet til EU i en mekanisme, som briterne ikke egenhaendigt kunne forlade.
Så uret tikkede. Flertallet var vaek. Og May skulle forsøge at få flertal for en aftale med et irsk bagstop.
Da hun prøvede første gang den 15. januar 2019, sad Jyllands-Posten som eneste danske medie på Underhusets saerlige pressepladser bag speakeren, der har udsyn til de to stemmelokaler. Mange flere gik ind i nejrummet end det modstående ja-rum. Kun 202 stemte ja, 432 stemte nej, og May led det største nederlag for en britisk premierminister nogensinde.
Der blev råbt, buhet og diskuteret i Underhuset i månedsvis. I Danmark rystede man på hovedet af den fine, gamle forsamling, der ellers bryster sig af at vaere »parlamenternes moder«. Speaker John Bercow blev verdensberømt, mens han råbte »Order! Oooorder«! Han skulle vaere neutral, men bidrog selv til kaos ved at aendre i reglerne, så
Selv i Danmark fik man ondt af May og spurgte, hvordan hun dog kunne holde til den evindelige ballade.