Brexit-fortaellingen er et politisk drama uden lige
May fik svaerere ved at få sin aftale igennem.
Parlamentet bestod på det tidspunkt mestendels af politikere, der personligt var imod brexit, men som i 2017 var gået til valg på at respektere vaelgernes vilje og gennemføre brexit. De stillede dog krav om, at brexit skulle ske med en aftale. Og de ville ikke gå på kompromis og tage Mays aftale. For nogle af dem – ikke alle – var det reelle mål at få brexit aflyst ved at udskrive en ny folkeafstemning.
Theresa May prøvede to gange mere, og flere stemte ja, men det var ikke nok til flertal. Tredje forsøg var den oprindelige brexitdag, den 29. marts 2019. Men brexit var da allerede blevet udskudt. Vaelgerhavet var i oprør. Brexit-tilhaengere gik i hobetal fra de konservative til det nystiftede Brexit Party, som sejrede stort i maj 2019, da briterne efter endnu en udskydelse var nødt til at afholde valg til Europa-Parlamentet.
Theresa May kunne ingen vegne komme og bebudede den 24. maj foran Downing Street 10 sin afgang. Med tårer i øjnene udtrykte hun »varig taknemmelighed over at have haft muligheden for at tjene det land, jeg elsker«.
Det så nu sort ud for både brexit og de konservative. Men som briterne siger, »Cometh the hour, cometh the man«. Det betyder, at der i nødens stund kommer en redningsmand.
For brexit og de konservative var det Boris Johnson, som på det tidspunkt var menigt parlamentsmedlem, en backbencher uden mange venner og med et ry som rodet og selvcentreret. Men man havde brug for Johnsons vigtigste egenskab: Han kan vinde! Borgmesterposten i Labour-byen London i 2008 og 2012 og i høj grad også EUfolkeafstemningen i 2016. Johnson vandt også det konservative formandsvalg og rykkede den 24. juli ind i Downing Street 10. Med sig tog han sin ukuelige optimisme, selvsikkerheden og nogle af de vilde drenge fra ”Vote Leave”-kampagnen. Der kom straks andre boller på suppen.
Ulovlig suspendering af parlamentet
Boris Johnson rodede den 93-årige dronning Elizabeth ind i politisk ballade og fik det besvaerlige parlament suspenderet i fem uger. Højesteret fandt så lang en suspendering ulovlig, og parlamentet kaldtes tilbage.
EU havde sagt, at det var umuligt at genåbne Theresa Mays brexit-aftale. Men Johnson truede med et kaotisk “no deal”-brexit, som ville skade både EU og Storbritannien. EU genåbnede aftalen. Det upopulaere irske bagstop blev pillet ud og erstattet af en anden, ikke ukompliceret løsning.
Den 19. oktober mødtes Underhuset på en lørdag og stemte for den nye brexit-aftale i en førstebehandling. Men kun for derefter at vedtage, at der var brug for mere tid. Johnson blev pålagt at bede EU om endnu en udskydelse af brexit.
Det var en svaer én, for han havde i vanlig bombastisk stil lovet, at han hellere ville »dø i en grøft« end udskyde brexit. Johnson løste det ved at fremsaette ønsket i et brev med sin titel, men uden navn eller signatur. EU udskød brexit til den 31. januar 2020.
Og nu gad Boris ikke det parlament mere. Han fik skabt flertal for et valg i utide og gjorde »Get brexit done« til sit centrale valgløfte. Labour lovede en ny folkeafstemning, hvor vaelgerne kunne aflyse det hele. Det stødte mange traditionelle Labour-vaelgere vaek – godt hjulpet af Labour-formand Jeremy Corbyn, der blev målt som den mest upopulaere oppositionsleder nogensinde. Ved valget den 12. december, to dage efter Boris Johnsons mur-arrangement i Uttoxeter, gik valgkredse på stribe fra Labour til Konservative.
Johnson fik et konservativt flertal på 80 mandater, det største siden Margaret Thatcher i 1980’erne. Corbyn fik det ringeste Labour-resultat siden 1930’erne og meddelte sin afgang.
Boris Johnson havde fået løst brexithårdknuden. Ikke ved hjaelp af en traktor med frontlaesser, men fordi han endnu en gang formåede at få vaelgerne med sig. Det nye Underhus godkendte derpå Johnsons brexit-aftale uden dikkedarer, og på fredag sker det: Storbritannien forlader EU.