Planen for DR skal fastholdes
Hvis man går ind på Socialdemokratiets hjemmeside for at blive klogere på, hvad partiets kulturpolitik i 2020 går ud på, skuffes man. Et par forblommede linjer om kultur som det kit, der binder nationen sammen, besyngelsen af idraetsog foreningslivet og en understregning af behovet for staerke public service-medier er, hvad det kan blive til.
Går man videre til det forståelsespapir, som regeringen lavede sammen med sine støttepartier på venstrefløjen, bliver man ikke meget klogere. Selv ikke under overskriften om styrkelse af tillid og sammenhaengskraft i det danske samfund er det blevet til andet end en gentagelse af ønsket om staerke public service-medier. Man skulle ellers tro, at netop kulturen kunne vaere et vaesentligt kort i bestraebelserne på at styrke tillid og sammenhaengskraft. Men den yderst sparsomme plads, der bruges på kultur, er egentlig kun en bekraeftelse af, at Socialdemokratiet ikke for alvor interesserer sig for kultur eller prioriterer kulturpolitik saerlig højt. Bortset åbenbart fra troen på staerke public service-medier.
Det budskab blev også gentaget til fulde i Jyllands-Posten i weekenden, hvor kulturminister Joy Mogensen både i en kronik og et interview lagde op til de kommende forhandlinger om en ny medieaftale. Sådan en blev også vedtaget sidste år, bl.a. med en beslutning om at beskaere DR med 20 pct. ad to omgange – halvdelen er gennemført, anden del skal efter planen gennemføres i 2022 – og krav om, at DR vender tilbage til en mere klassisk fortolkning af public service-opgaven. Den aftale er der ikke laengere flertal for, så derfor skal der forhandles en ny på plads.
Og hvad vil Joy Mogensen så gerne have, at forhandlingerne munder ud i? Det blev man ikke meget klogere på. Jo, hun vil styrke public service, bl.a. for at afskaerme børnene fra Youtube og andre digitale vaemmeligheder, og hun vil styrke de regionale og lokale medier. Det sidste er sådan set også en del af den fungerende medieaftale, men det gør det ikke mindre vigtigt både for at sikre den lokale mediepluralisme og den journalistiske fødekaede.
Joy Mogensen understreger, at hun ikke vil huskes som »tilbagerulningministeren«. Hun ønsker et bredt forlig, og så vil hun ikke tale om penge. Men hun vil lytte. Lytte til medieaktørerne og rejse rundt i landet og lytte til danskerne for at blive klogere på, hvad det er for mediebehov og -forventninger, de har. Alt sammen såre sympatisk og ganske og aldeles ukonkret.
Det brede forlig ligner i udgangspunktet en Sisyfos-opgave, da venstrefløjen ønsker at rulle DR’s besparelser tilbage, mens de borgerlige i sagens natur ønsker at fastholde dem. Hvis Joy Mogensen ønsker at lave aftale med partierne bag forståelsespapiret, får hun i hvert fald svaert ved også at undgå at blive tilbagerulningsministeren.
Men den ambition bør hun holde fast i, for selv om ministeren har ret i, at den største trussel mod den danske medieverden kommer fra udenlandske tech-giganter, der både aendrer medievaner og støvsuger markedet for annoncekroner, så har DR opnået en størrelse og en adfaerd, der har truet de frie og private medier, hvoraf mange også bidrager til public service, i en grad, så det er nødvendigt, at institutionen både beskaeres økonomisk og besinder sig på sin opgave. De omkring 3 mia. kr., som er tilbage, når besparelserne er gennemført, er stadig en enorm sum, som der kan produceres ualmindelig meget public service for. Også staerk public service, som Socialdemokratiet så gerne vil have.