Russisk udenrigspolitik har mange bolde i luften

Putin ønsker at skabe overgangen til en justeret magtstruktur for Rusland, når hans embedsperiode udløber i 2024.

I sin årlige tale til den føderale forsamling den 15. januar bemaerkede praesident Putin, at Rusland er kommet ud af tidligere tiders omvaeltninger. Det russiske samfund er nu mere modent, ansvarligt og kraevende. Det bliver interessant at se, hvordan dette lader sig afspejle i år.

Rusland har vaeret i overskrifterne den seneste tid. Det er med god grund. Meget taler for, at Rusland også vil vaere det i resten af året. Der er tre centrale områder, der vil sørge herfor.

For det første den indenrigspolitiske udvikling. Praesident Putins tale til den føderale forsamling indeholdt en raekke overraskelser. Der var en klar omtale af de økonomiske og politiske udfordringer, som landet står overfor. Det kraever opfølgning på en raekke substansområder. Praesidenten foreslog dernaest aendringer af forfatningen.

Endelig meddelte regeringen, at den gik af. Det var meget på en dag.

Initiativet er en del af en proces, der skal bidrage til at skabe overgangen til en justeret magtstruktur for Rusland, når praesidentens embedsperiode udløber i 2024.

Der er mange bolde i luften. Det hedder sig, at en uge er lang tid i politik. Det giver derfor ikke megen mening at gaette på, hvad det måtte ende med i 2024. Der sker jo erfaringsmaessigt altid noget nyt. Overraskelseselementet er en del af det politiske spil. Og det blev brugt i sidste uge. Hvorfor skulle det vaere sidste gang inden 2024?

Men der er igangsat nogle processer, som er betydningsfulde. Hvilke konkrete forfatningsaendringer vil der komme ud af initiativet? Der er nok at holde øje med. For hvorledes vil modenheden i det russiske samfund vise sig?

For det andet vil russisk udenrigspolitik stå centralt. Der er sket en udvikling, siden landet ulovligt annekterede Krim i 2014 og stod internationalt isoleret.

Russisk udenrigspolitik har ikke ligget på den lade side. Den har vaeret aktiv. Rusland spiller i dag en større rolle, ikke mindst når man ser på konflikterne i Syrien og Libyen. Her har Rusland vist sig som ferm spiller i et flerdimensionalt skakspil, hvor der er visse risici. Det er nok fair at sige, at

Rusland ønsker indflydelse på disse konflikter, men ikke at ”eje” dem. Der er en graense.

Rusland afholdt i 2019 et topmøde i Sochi med deltagelse af repraesentanter for 54 afrikanske lande, herunder 43 stats- og regeringschefer. Budskabet er, at landet er blevet en central aktør på trods af beskeden økonomisk tyngde på kontinentet.

Denne position er ikke mindst opnået ved dygtigt diplomati, der baner vejen for Ruslands tilbagevenden som global stormagt.

Der er dog naeppe tvivl om, at Ukraine-politikken har haft og fortsat har store omkostninger for Rusland. Kun ganske få lande har anerkendt, at Krim tilhører Rusland. Det skyldes selvfølgelig, at der er tale om et brud på et grundlaeggende internationalt princip og international ret.

Landets forhold til Vesten har siden anneksionen vaeret anstrengt. Udover Krim og det militaere engagement i det østlige Ukraine er der flere store problemer. Naevnes kan nedskydningen af det malaysiske fly MH17 over Ukraine samt giftattentatet i Salisbury, UK.

Denne politik har givet anledning til vestlige sanktioner. Der er ingen tvivl om, at sanktionerne gør ondt på russisk økonomi. Det bedste eksempel herpå er tallene for udenlandske investeringer i Rusland. De viser klart, at landet er gået glip af ganske meget siden 2014.

Spørgsmålet er, om ønsket, evnen og pligten til at tage et bredere ansvar nu vil slå igennem. Der forventes afholdt et topmøde i Berlin om Ukraine mellem Rusland, Ukraine, Frankrig og Tyskland om et par måneder. Det vil vaere interessant at se, om der nu kommer bevaegelse i de centrale positioner.

For det tredje vil 75-året for afslutningen på Anden Verdenskrig – eller Den Store Faedrelandskrig – som det hedder i russisk omtale, vaere et emne i den kommende tid.

Rusland kraever anerkendelse af de store ofre, man led i kampen mod nazisterne, og det lederskab, man påtog sig. Det vil blive lagt stort op af de russiske myndigheder. Ikke mindst ved sejrsparaden på Den Røde Plads den 9. maj.

Men man er gået videre end det. Det er ikke forblevet ubemaerket, at myndighederne har justeret historieskrivningen. Molotov-Rippentrop-pagten fra ultimo august 1939 er tidligere blevet karakteriseret som ”umoralsk”. Nu betegnes den som en klog disposition, og det davaerende Polen som et land, der samarbejdede med Hitler-Tyskland.

Det har givet anledning til en meget hård reaktion fra Polen.

Det er nu ikke første gang, at historieskrivning er blevet politiseret. Men når det sker, resulterer det ofte i meget engagerede debatter.

2020 er også 75-året for oprettelsen af FN. Hvor verdens nationer – og ikke mindst stormagterne fra sejren over nazisterne – forpligtede sig selv og hinanden på et faelles ansvar for fred og respekt for menneskerettighederne. Ansvarlige aktører i Rusland har peget på, at det også er den sejr, der har krav på fejring i år.