Folkeskolen taber stadig de dårligste 15-20 pct.

Faglighed og økonomisk styring er ikke hinandens modsaetninger. Men sådan har virkeligheden vaeret for folkeskolen i snart mange år, og det har betydet, at niveauet for undervisning og trivsel ikke er blevet løftet trods reformer og tiltag – naermest tvae

Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil konstaterer, at vi ikke har nået de vaesentlige mål for reform af folkeskolen fra 2013 i forhold til faglighed, trivsel og at mindske den sociale ulighed.

Samtidig viser den nye PISA-undersøgelse, at vi fortsat har 16 pct. dårlige laesere.

Efter mere end 40 års arbejde med de 15-20 pct., der har svaerest ved at klare skolens krav, må vi konstatere, at det store tal fortsat er en realitet. Hvorfor er det er så svaert at udvikle skolen, så det også bliver positivt for disse elever og naerme os ”Skolen for Alle”, som et enigt Folketing satte som mål i 1969?

Det har jeg analyseret ud fra 40 års udviklingsarbejde i skolen – med baggrund i mit arbejde som laerer, ledende skolepsykolog, børne-ungechef og i fagligt organisationsarbejde. Meget tyder på, at vi ikke får det optimale udbytte af vore ressourcer. Fra 1970’erne og indtil 2012 fik 15-20 pct. af eleverne specialundervisning som hjaelp til faglig indlaering eller adfaerd.

På trods af udbygning af folkeskolens specialundervisning og Paedagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) er effekten af at henvise alle disse elever til specialundervisning uden for deres almindelige klassemiljø udeblevet. Mange er udgået af skolen med for ringe skolemaessige kundskaber, dårligt selvvaerd og med ringe motivation for fortsat laering.

Folketinget vedtog i 2012 en inklusionslov, der indskaerpede, at kun 4 pct. af eleverne måtte udskilles til specialklasser og –skoler.

Mindre støtte end 9 ugentlige timer skulle fremover vaere en del af almenundervisningen. Baggrunden var, at 30 pct. af skolens ressourcer blev brugt i specialundervisningen.

Aktuelt er situationen, at mindst 15-20 pct. af eleverne fortsat har brug for saerlig støtte og ikke får et optimalt udbytte af skolegangen. Samtidig kategoriserer vi som aldrig før, bl.a. med psykiatriske diagnoser som autisme, ADHD, angst og depression med krav om saerlige behandlingstiltag.

Vi har stadig alt for mange dårlige laesere, og en helt ny kategori ses i alle kommuner i form af ”skolevaegring”. Problemerne hos alle disse elever kan ikke løses alene gennem individuelle specialløsninger, som mange kommuner fortsat søger at gøre, bl.a. ved igen at henvise flere og flere elever til specialklasser og –skoler. Det bliver en dyr regning – både for kommunerne, men isaer for de involverede elever. For tiden udskiller kommunerne mellem 2 og 10 pct. af eleverne til specialklasse eller –skoler.

Hvorfor får vi ikke et tilstraekkeligt udbytte af de mange hjaelperessourcer i forhold til de 15-20 pct.? Fire temaer er helt centrale, hvis det skal lykkes for skolen at nedbringe dette antal:

For det første er det behovene for de 15-20 pct., der i højere grad må vaere bestemmende for indretning af skolen og undervisningen. Hidtil har det i høj grad vaeret de 80 pct. ressourcestaerke elever, der har sat dagsordenen. De kan tage ansvar for egen laering og udvise stor fleksibilitet. De kan også trives i løst strukturerede undervisningsformer med skiftende hold- og klassedannelser.

Det er krav, som en stor del af de 15–20 pct. af eleverne ikke kan honorere. De har brug for en struktureret og forudsigelig skole- og klassesituation med få skift og afbrydelser og med trygge og taette relationer til et overskueligt antal laerere og kammerater. Disse elever har også brug for, at klassen udgør det trygge fundament for undervisningen med klasselaereren som ansvarlig for at sikre den nødvendige opmaerksomhed og omsorg. Vi ved, at de 80 pct. af eleverne også profiterer af en undervisning praeget af disse krav.

Manglende vedholdenhed har karakteriseret udviklingen i skolen over de seneste 40 år. Skolen er løbende blevet kastet ud i den ene nye modetrend for udvikling efter den anden. Mange af disse udviklingsprojekter har vaeret fagligt seriøse og anvendelige, men det bliver gift for folkeskolen, når der ikke ledelsesmaessigt arbejdes sejt og vedholdende over tid på at sikre forankring i daglig praksis. Positive og engagerede laerere mister gejsten, når de igen og igen skal i gang med nye tiltag.

For det tredje skal al fokus vaere på at ruste laereren i klassevaerelset til arbejdet med eleverne. Vejen til eleverne – og i saerlig grad til de 1520 pct. – går gennem laererne. Alle faglige ressourcelaerere – inkl. PPR – og ledere på alle niveauer må fastholde det fokus. Det er vigtigt at sikre en forbedret og udvidet laereruddannelse med mere fokus på specialpaedagogik – også som linjefag. Kommunerne skal sikre den nødvendige efteruddannelse, og skolelederne skal sikre en samarbejdspraksis på skolen, der løbende bakker den enkelte laerers arbejde i klassevaerelset op og sikrer, at ny viden indarbejdes i praksis.

Forskning tyder på, at laereren føler sig ret alene med de svaere udfordringer. Fagligheden i skolen påvirkes desuden af, at der er 2030 pct. ikkeuddannede laerere på mange skoler. Høje klassekvotienter på op til 28 saetter også graenser for den enkelte laerers muligheder.

Endelig er dialog og inddragelse af dem, der forventes at gennemføre ny lovgivning eller kommunale beslutninger, nødvendig for at implementere nye arbejdsformer i praksis. Det var f.eks. det, der manglede i 2013, da beslutningen om en ny reform for folkeskolen og nye arbejdstidsregler for laererne skulle i hus.

Alle fire temaer stiller store faglige krav til såvel ledelsen af det kommunale skolevaesen som til den enkelte skoles ledelse, og PPR savner folkeskolebaggrund og –faglighed mange steder. Der er desuden forsvundet megen faglighed på chef- og direktørniveau i såvel Undervisningsministeriet som i kommunerne. Fokus har i stedet vaeret på økonomi og effektivitet.

Det manglende overblik over de faglige muligheder for de enkelte elever indebaerer usikker og manglende styring af de store udgifter til specialområdet. Det er dyrt for kommunerne. Faglig styring og økonomisk effektivitet er ikke hinandens modsaetninger. Tvaertimod. Folketinget og undervisningsministeren savner tilsvarende embedsmaend på højt niveau, der kan sikre topkvalificeret faglig sparring, før ny lovgivning besluttes og til at sikre dialog med alle interessenter.

Skolen er løbende blevet kastet ud i den ene nye modetrend for udvikling efter den anden.

Forskningen på skoleområdet viser, at vi har den nødvendige viden om, hvordan vi laver den gode skole. Problemet er, hvorfor det så ikke sker i praksis? Forskningen må bidrage mere med at afdaekke barriererne for udvikling, og hvordan de overkommes i praksis.

Men vi må ikke glemme, at skolen har formået at bibringe det store flertal en god skolegang, og at de danske elever har gode faglige kundskaber og er velfunderet i bl.a. at kunne samarbejde og til kreativ og kritisk taenkning. Men for de 15-20 pct. er det altafgørende, at der findes løsninger på ovennaevnte områder. Meget tyder desvaerre på, at vi ikke får det optimale udbytte af ressourcerne, så det gavner skolens svageste elever tilstraekkeligt.