Eksperter: Denne tegning er ikke hån og spot – den er mild satire

Det er langtfra første gang, at tegninger i et dagblad udløser en diplomatisk krise. Eksperter undrer sig alligevel over, hvorfor det sker lige denne gang.

Tegninger kan vaere saerdeles konfrontatoriske og angribe en person eller et land for den sags skyld. Men det var ikke en sådan tegning, Jyllands-Posten bragte mandag – og som kort efter udløste et krav om en undskyldning fra den kinesiske ambassadør i Danmark.

Sådan lyder det fra eksperter i satire og tegninger. Dennis Meyhoff Brink, ekstern lektor på Københavns Universitet, beskriver tegningen i Jyllands-Posten mandag som en mild form for satire.

»Man plejer at sige, at satire angriber en genkendelig person, organisation eller andet, som har gjort noget kritisabelt. Men her er det ikke klart, om der overhovedet er nogen, der står for skud for noget. Det er ikke hån, spot og latterliggørelse, men snarere det, man traditionelt har kaldt horatisk satire, hvor man viser det pudsige eller maerkelige i en situation. Og her er det pudsige, at de stjerner, der indgår i det kinesiske flag, har en vis lighed med de vira, som Kina aktuelt associeres med,« siger Dennis Meyhoff Brink.

Han har tidligere delt satire op i forskellige kategorier: kampagnesatire, der daemoniser modparten, konfrontatorisk satire og endelig karnevalistisk satire, som han mener, at den aktuelle tegning kan beskrives som.

»Her er målet at bruge parodien til at give et andet blik på noget, vi kender, i dette tilfaelde det kinesiske flag. Typisk tager man et ikon, som alle kender, og laver det lidt om, så man stadig kan genkende originalen bagved, som når nogen laver en parodi på en kendt person,« siger Dennis Meyhoff Brink.

»Netop tegninger af flag kan vaere meget følsomt, da flaget er et symbol på det nationale tilhørsforhold. Jeg kan dog ikke se, at den tegning latterliggør det kinesiske folk eller for den sags skyld det kinesiske flag,« siger han.

Fra Muhammed til Netanyahu

Den aktuelle sag er langtfra første gang, at en tegning i en avis skaber debat og krav om undskyldning. I 2005 endte det med en laengere diplomatisk krise mellem Danmark og flere lande i Mellemøsten, da JyllandsPosten bragte 12 forskellige tegninger af profeten Muhammed.

Dennis Meyhoff Brink sammenligner reaktionen på Jyllands-Postens Kina-tegning med, da New York Times i april 2019 bragte en tegning, der viser Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, som en gravhund, der holdes i snor af USA’s praesident, Donald Trump. Da anklagede Israel avisen for antisemitisme. Selve tegningen adskiller sig dog ifølge Meyhoff Brink ved at vaere klassisk politisk satire.

Et eksempel på en tegning, der på nogle måder kan minde om Jyllands-Postens tegning, er den tegning, som det franske magasin Charlie Hebdo havde på forsiden, efter at bladets redaktion var blevet ramt af et attentat fra islamister i 2015. Den tegning viser profeten Muhammed, der holder et skilt, hvor der står: »Jeg er Charlie,« mens der står »Alt er tilgivet« hen over hovedet på ham.

»Her er det meget åbent for fortolkning, hvordan man skal forstå tegningen. Hvem er det, der tilgiver hvem og hvorfor? På samme måde er det ikke klart, hvordan man skal fortolke tegningen i Jyllands-Posten af det kinesiske flag. Det står ikke klart, hvem der bliver kritiseret for hvad.«

Journalisten Anders Jerichow, der bl.a. har skrevet bogen ”Bladtegnere i et globalt minefelt”, mener, at det er »absurd«, at tegningen i Jyllands-Posten mandag udløser et krav om undskyldning.

»Den tegning indrammer en situation. Det er netop det, en bladtegning også kan. Så kan vi med et hurtigt blik få en fornemmelse af en situation eller en omstaendighed. Med et blik forstår vi, at landet Kina, som vi normalt ser som en stormagt, lige nu er ramt af virus,« siger Anders Jerichow, som ikke kan se, at denne tegning rummer hån, spot eller latterliggørelse.

»Det er en finurlig tegning af en topprofessionel tegner,« siger Anders Jerichow, som peger på, at der har eksisteret satiretegninger i aviser i mindst 200 år, og at det stadig er en tradition i langt de fleste lande i verden. På én måde adskiller Danmark sig dog.

»I de fleste lande er der mindst et eller flere tabuer, altså noget, som man ikke kan tegne satirisk. Selv i Kina har de satiretegninger, men man kan ikke kritisere styret. I Iran har de kritiske tegninger, men ikke af de herskende mullaher. I mange andre lande kan man ikke tegne militaeret eller vise nøgenhed. I Danmark har vi ikke nogen tabuer, når det gaelder satiretegninger,« siger Anders Jerichow.

Formanden for Danske Bladtegnere, Erik Petri, kalder tegningen i Jyllands-Posten for »en fantastisk tegning«, fordi den hurtigt kommunikerer, hvad det handler om, og hvor vi er henne. Han mener, at man kan se en tegning i et dagblad som en leder, bare tegnet.

»Der ligger en holdning i det, men man kan vaere mere eller mindre konfronterende og mere eller mindre kompleks. Niels Bo Bojesen har skabt en karriere på at koge tingene fuldstaendig ned til en Maggi-terning, og derfor er det så staerkt,« vurderer Erik Petri.

En sarthed i tiden

Han oplever, at Israel de seneste år ofte har reageret på satiretegninger i udenlandske medier. F.eks. kraevede den israelske ambassade i 2017 en undskyldning fra Politiken, der havde bragt tegningen af en jøde, som er på vej til at spise en stegt fredsdue, tegnet af Per Marquard Otzen.

Desuden har den israelske ambassade i Norge to gange uden held kraevet undskyldninger for tegninger af premierminister Netanyahu bragt i norske aviser. I 2018 fremstillede tegneren Finn Graff Netanyahu med kroppen formet som et hagekors i en satirisk kommentar til Israels nationalstatslov. Og i 2006 afbildede Finn Graff den davaerende premierminister, Ehud Olmert, som kommandant i en kz-lejr med en død palaestinenser i baggrunden. Begge gange gik ambassaden til det norske pressenaevn, som dog ikke mente, at der var noget at komme efter.

Bladtegner Philip Ytournel, som saetter sine satiriske streger på Politiken, kalder Kinategningen i Jyllands-Posten for elegant, bl.a. fordi den er åben for fortolkning. Han oplever som tegner, at »der er kommet en sarthed i tiden«.

»Hvis man ikke kan tegne et flag med virus på, så kan man ikke tegne noget som helst. Hvis du lagde 20 tegninger foran mig og spurgte, om denne ville støde nogen, ville jeg placere den på sidstepladsen,« siger Ytournel.

»Satiren plejer at overdrive, men nu er det efterhånden sådan, at selv hvis vi tegner virkeligheden en-til-en, så reagerer folk også. På den ene side er det blevet meget svaert at vaere satiretegner, på den anden side er det supernemt, for man skal naesten ikke tegne noget, før man får en shitstorm.«

Den tegning indrammer en situation. Det er netop det, en bladtegning også kan. ANDERS JERICHOW, JOURNALIST OG FORFATTER