Flygtninge og migranter: Tilbage til en fuser?

EU-Kommissionen lancerer inden laenge en omfattende migrationspakke. Den har tre store knaster: modtagecentre, asylproces og fordeling af flygtninge.

Forhandlingerne om EU’s nye asylsystem har vaeret braklagt i flere år på grund af dybe uenigheder mellem medlemslandene. Men nu har EU fået en ny femårig ledelse med kommissionsformand Ursula von der Leyen i spidsen, og hun vil uafvaergeligt blive målt på sin evne til at håndtere migrationsudfordringen. Derfor praesenterer kommissionen inden laenge en omfattende migrationspakke. Her er tre af de største knaster:

Modtagecentre. Drukneulykker i Middelhavet, menneskesmugling og vanskeligheder med at returnere afviste asylsøgere har genopstat livet idéen om at etablere modtageog opholdscentre naer de konfliktzoner, flygtningene kommer fra. Ikke mindst den danske regering har slået til lyd for sådanne centre, der kan forhindre farlige og forgaeves forsøg på at nå Europa. De fleste, der søger om asyl i EU, får nemlig afslag. Men endnu har ingen kunnet finde svar på de store udfordringer, der akkompagnerer idéen, og som rangerer fra at finde egnede og villige steder til at huse centrene til at undgå, at de bliver en ”pull-faktor” for andre udsatte borgere.

Kommissionens holdning viser, at centrene ses som ”a nice idea, but not a good idea”. Dermed vil der naeppe vaere hjaelp at hente til regeringens planer i von der Leyens udspil.

Asylproces. I kontrast til myten om det overregulerede EU er der på asylområdet et rungende fravaer af faelles politikker. For migranter betyder det, at chancen for at opnå asyl varierer markant, alt efter hvor man befinder sig. Ifølge Eurofrem gav Irland i 2018 flygtningestatus til over 50 pct. af sine asylsøgere (førsteinstansbeslutning), mens tallet var under 5 pct. i Tjekkiet. I Danmark var det 31 pct. Kommissionen har fremsat forslag om at mindske forskellene i anerkendelsesrater, men mange medlemslande er tilbageholdende, da spørgsmål om opholdsret går ind til kernen af den statslige suveraenitet.

Fordeling af flygtninge. Den vanskeligste debat handler om, hvad der skal ske med de migranter, der opnår asyl. EU’s nuvaerende regler – det såkaldte Dublin-system, der laegger opgaven over på det medlemsland, asylsøgeren først ankom til – er i dag reelt brudt sammen.

Kommissionen har foreslået en reform, hvor muligheden for at returnere asylsøgere til første ankomstland kobles sammen med omfordeling af godkendte flygtninge. Men modstanden mod EUkvoter stikker så dybt i flere lande, at von der Leyens succesmuligheder afhaenger af pragmatisme

for tvang – ellers ender udspillet som endnu en fuser. Et kontroversielt kompromis kan blive en ordning, hvor landene kan købe sig fra (dele af) deres kvoter. Et nyere tysk forslag laegger desuden op til, at landenes udgifter til flygtninges sociale ydelser skal kunne daekkes af EU-midler.

Lige så svaert det bliver at enes om en faelles tilgang, lige så sikkert er det, at migrationsudfordringen ikke går vaek af sig selv. Samtlige EU-ledere ved, at presset på Europas graenser vil fortsaette – og det betyder alt andet lige, at den kommende relancering af forhandlingerne har en reel chance for at føre til en aftale.

Danmark vil, som det eneste medlemsland, ikke deltage i forhandlingerne pga. retsforbeholdet. Danmark vil ikke desto mindre blive påvirket. I dag deltager Danmark således i Dublin-systemet gennem en såkaldt parallelaftale. Hvis EU-kvoter bliver en del af Dublin-aftalen, kan Danmark stå over for et valg mellem at acceptere disse eller miste muligheden for at returnere asylsøgere.

Set med danske briller er der derfor, trods forbehold, gode grunde til at holde øje med, om von der Leyen får sit migrationsgennembrud.

… modstanden mod EUkvoter stikker så dybt i flere lande, at von der Leyens (formand for EUKommissionen, red.) succesmuligheder afhaenger af pragmatisme frem for tvang – ellers ender udspillet som endnu en fuser.