Praktiserende laeger skal mere på banen

Sygehusene skal i højere grad understøtte praktiserende laeger, som så kan behandle dem i almen praksis. Det er godt for patienterne, men vil også gøre jobbet som praktiserende laege mere attraktivt. Det er den plan, Danske Regioner og PLO forhandler om i

Det er igen tid til overenskomstforhandlinger mellem regionerne og PLO. Den slags kan hurtigt blive både kraevende og omstaendeligt. Så før vi fordyber os i alle detaljerne, er det vigtigt, at vi er enige om det langsigtede mål. Og det er vi faktisk – vi har nemlig i Danske Regioner og PLO sammen udarbejdet en vision for, hvad vi gerne vil nå frem mod 2030.

Hvis vi ser den praktiserende laeges klinik for os i 2030, vil den kunne hjaelpe patienterne med langt mere end i dag, så faerre behøver at blive henvist til sygehuset.

Klinikkerne er udstyret med moderne teknologi, så flere undersøgelser kan foregå i klinikken, og samtidig vil den praktiserende laege i højere grad vaere den, der står for udredning og behandling. Patienternes tilgaengelighed til laegeklinikkerne vil generelt vaere styrket. Det vil kraeve flere praktiserende laeger og mere praksispersonale.

De patienter, der har behov for det, vil stadig opleve den taette relation til deres egen laege. De patienter, der ikke kraever en laegefaglig vurdering, får hurtig og fleksibel hjaelp af praksispersonale eller gennem digitale løsninger.

Borgerne vil opleve, at laegen og praksispersonalet i højere grad er ansvarlige for deres samlede forløb, når de bliver syge. Som patienter vil de opleve, at deres laege er tovholder på deres rejse igennem sundhedsvaesenet, uanset om de i samme sygdomsforløb er hos speciallaege, på flere forskellige hospitalsafdelinger eller i kommunale tilbud. Det gaelder også forløb, hvor de er på hospitalet og har fået tilknyttet en patientansvarlig laege. Egen laege er dermed med til skabe sammenhaeng for patienterne, hvilket isaer kan vaere en stor hjaelp for f.eks. aeldre medborgere og borgere med kronisk sygdom og multisygdom.

Et eksempel: 92-årige Esther bor stadig i eget hjem. Hun har diabetes, hjerteflimmer og er dårligt gående på grund af gigt. En nat falder hun på vej ud af sengen. Hun har heldigvis sin alarm om halsen og bliver indlagt med en braekket hofte.

Da hun nogle dage efter udskrives fra hospitalet, har hospitalet på forhånd beskrevet Esthers situation og behov for opfølgning. Kommunens hjemmesygeplejerske har allerede aftalt en videokonsultation med Esthers egen laege, dagen efter at hun er udskrevet.

Sammen med Esther aftaler sygeplejersken og laegen via video, hvad der skal ske, og hvilke målinger og observationer hjemmesygeplejerskerne løbende skal foretage og sende elektronisk til laegen.

Hvis observationerne viser forvaerring, sker der igen kontakt mellem laege og sygeplejerske, så Esther får hjaelp i tide og undgår at blive indlagt igen. Hjemmesygeplejerskerne kan løbende følge med i laegens vurdering, da den kan laeses direkte i hjemmeplejens journal.

Antallet af aeldre borgere som Esther – med multisygdom og kroniske lidelser – stiger de kommende år. I takt med at der uddannes flere praktiserende laeger, vil det vaere naturligt, at almen praksis varetager en større del af indsatsen – bl.a. for patienter som Esther. Også andre saerlig sårbare patientgrupper, som f.eks. borgere med psykiske lidelser, vil isaer få glaede af den praktiserende laeges styrkede rolle.

Sygehusene skal i langt højere grad understøtte de praktiserende laeger og stille den hjaelp til rådighed, som laegen har brug for for selv at kunne tage sig patienterne og beholde dem i udrednings- og behandlingsforløb i almen praksis. Den praktiserende laege skal have lettere adgang til undersøgelser. Derved forkortes den periode, hvor patienten går med tvivl og usikkerhed. Oven i det skal der vaere velfungerende og lettilgaengelig rådgivning fra andre speciallaeger til rådighed. Det kan vaere via både hotlines, mail og video. Et taettere samspil mellem speciallaegepraksis og almen praksis vil også bidrage til den udvikling.

Samtidig vil de praktiserende laeger understøtte og have et taet samarbejde med de kommunale sundhedstilbud. Kommunalt plejepersonale vil fungere som den praktiserende laeges hjaelpere – haender og øjne – ude hos borgere som Esther. Et taet samspil, som Esther oplever, kan lade sig gøre, fordi patientens relevante data bliver tilgaengelige for sundhedspersonalet ved sektorskift.

Andre patienter er mere selvhjulpne: De kan f.eks. måle deres blodvaerdier derhjemme. Oplysningerne kan sendes online til laegeklinikken, der forholder sig til vaerdierne – formentlig understøttet af teknologi baseret på ”kunstig intelligens”. Borgere og hjemmesygepleje vil også have mulighed for at bruge billedkonsultation og videokonsultation. Nogle gange med laegen, som vi så i Esthers tilfaelde, andre gange med praksispersonale fra klinikken som f.eks. sygeplejersken.

Via mobiltelefonen kan vi alle til den tid sende laegeklinikken et foto af f.eks. et hudeksem eller få svar på blodprøverne via video. På den måde undgås en tidskraevende tur til laegeklinikken.

Vi er allesammen forskellige, og det er vi også den dag, vi bliver patienter. Almen praksis bruger sit kendskab til patienterne og deres historie kombineret med data og teknologi til at sikre, at vi som patienter bliver behandlet forskelligt afhaengig af vores formåen og behov. I sidste ende med det resultat, at vi sikres lige muligheder i sundhedsvaesenet, og at det lykkes den praktiserende laege at finde de syge og bidrage til, at de raske holdes raske.

Men hvordan kan alt det lade sig gøre? Der er jo mangel på praktiserende laeger. Mange har lukket for tilgang af patienter, og en del aeldre laeger er på vej på pension. Frem mod 2030 vil den udfordring forhåbentlig blive mindre. På det seneste er optaget på laegestudiet øget, og det er besluttet at oprette flere uddannelsesstillinger i de praktiserende laegers speciale, almen medicin.

I almen praksis er der også taget hul på en udvikling, hvor sygeplejersker, jordemødre, social- og sundhedsassistenter og andre faggrupper kan varetage flere opgaver. Laegen har det overordnede ansvar, men kan uddelegere opgaver til sit praksispersonale, som derved spiller en større rolle.

Alt i alt forventes det, at arbejdet som praktiserende laege i fremtiden kommer til at tiltraekke en masse af de nye, unge laeger, der er på vej, og dette er en afgørende forudsaetning for, at visionen kan lykkes.

I 2030 har vi derfor genetableret muligheden for, at borgerne i alle dele af Danmark reelt har frit laegevalg. De kan vaelge den klinik, der passer dem bedst, og der er en sund konkurrence mellem klinikkerne om at leve op til borgernes behov.

Almen praksis er et attraktivt sted at arbejde for laeger og medarbejdere. Der er faglig udvikling, teknologisk udvikling, kollegialt faellesskab og sparring – og en tilfredsstillelse ved sammen at hjaelpe patienterne, så behandlingen bliver mere sammenhaengende og tilpasset den enkelte.

Fremtidens praktiserende laeger vil trives i et taet samspil med praktiserende speciallaeger, hospitaler og kommuner, samtidig med at der i praksis er fokus på både digitalisering, kollegiale faellesskaber og faglig udvikling.

Men vigtigst af alt vil vi forhåbentlig i 2030 i endnu højere grad understrege styrken ved, at man som borger er tilknyttet sin egen praktiserende laege, der har en endnu staerkere rolle i fremtidens sundhedsvaesen.

Danske Regioner og landets praktiserende laeger er godt klar over, at arbejdet hen mod denne vision for 2030 kraever meget af begge parter. Men vores sundhedsvaesen bliver kun bedre, hvis vi løbende opstiller nogle ambitioner for fremtiden. Det har vi hermed gjort – for patienternes skyld.