Eriksen vandt ikke drømmeskiftet, men han kan alligevel ende som vinder

De danske EM-chancer er forbedret kraftigt med Christian Eriksens omplantning til Inter.

Christian Eriksen havde fortjent en bedre afsked.

Efter mere end seks års tjeneste skulle hans afsluttende Tottenham-aftryk ikke have vaeret et alt for langt forhandlingsforløb, alt for mange anonyme alibipraestationer på banen og alt for mange buhråb fra London-klubbens tilhaengere.

Sådan er imidlertid også elitesport en hård og ubarmhjertig branche, og til alt held kan Christian Eriksen trøste sig med, at alle de mange spekulationer og overvejelser er endt på den bedst mulige måde med omplantningen til Inter.

Ganske vist får landsholdets midtbanestrateg ikke opfyldt ambitionen om et skifte til en af de absolutte svaervaegtere som Barcelona og Real Madrid, hvilket helt sikkert vil pine ham, når han engang skal gøre status over karrieren.

Den drøm har dog fremstået som urealistisk laenge, og i det mindste synes Christian Eriksen at have valgt helt rigtigt blandt tilbuddene på naestøverste hylde og er dermed lykkedes med at manøvrere uden om flere faelder.

Lad os forsøge at skabe et overblik.

Staerkt på vej mod de 28 år har fynboen reelt set underskrevet sin sidste store aftale, da han vil vaere 32 år ved udløbet af kontrakten med Inter i sommeren 2024. Derfor kunne Christian Eriksen have vaeret fristet af at forblive i Premier League, den mest pengestaerke liga, for at score den højeste løn, men en tilvaerelse som eksempelvis Manchester United-spiller havde indeholdt mange farer.

For det første ville han personligt gå glip af fordelen ved helt nye udfordringer i et nyt land, for det andet ville alle modstanderne kende ham og hans spidskompetencer, for det tredje ville eftermaelet i Tottenham blive plettet, hvilket han med sin ydmyge personlighed for alt i verden vil undgå.

Nu undgår Christian Eriksen at haenge fast i fortiden og kan i stedet se fremad, og også i det perspektiv er valget af Inter det helt rigtige af flere årsager. Overordnet set er italiensk fodbold på vej frem igen efter mange års halten, og helt specifikt er Inter øjeblikkelig førsteudfordrer til Juventus, fordi Milan-klubben har styr på sagerne både sportsligt og organisatorisk – alfa og omega i Christian Eriksens tilfaelde.

Hos både Ajax og Tottenham har han nemlig vaeret vant til et miljø praeget af ordentlighed og rimelige forventninger til spillerne, hvilket virker til at passe hans selvudslettende personlighed bedst, og jeg tvivler på, om han kunne blomstre hos PSG eller Real Madrid med en hverdag praeget af uafladeligt kaos og uforudsigelighed.

I Antonio Conte får Christian Eriksen tilmed en Inter-traener, som kender ham fra sin tid i Chelsea og derfor selvfølgelig for laengst har gjort sig tanker om, hvordan danskerens kvaliteter bedst bringes i spil som oplaegger til den spaendende angrebsduo Lukaku og Martinez.

Det samarbejde og Eriksens forsøg på en genrejsning kommer Åge Hareide til at følge taettere end de fleste, og nordmanden er indiskutabelt blandt de mest tilfredse med nyheden.

De danske EM-chancer afhaenger i høj grad af praestationerne fra landsholdets offensive omdrejningspunkt, som uden en afklaring ville møde op til slutrunden med begraenset spilletid og en flaenset selvtillid.

Nu kommer Christian Eriksen formentlig med en helt anden mental og fysisk bagage, og til den tid har en masse succes forhåbentlig også skubbet den kedelige afsked med Tottenham i baggrunden.

Nu undgår Christian Eriksen at haenge fast i fortiden og kan i stedet se fremad.