Internettets superkabler er kampplads for stormagterne
Internettets motorvej ligger ikke i rummet eller på det trådløse net, men under havets bølger. Her åbner USA nu den naeste front i rivaliseringen med Kina.
Skibet staevnede ud fra Los Angeles med et monster i lasten.
Det havde taget uger at få det hevet ned i skibets dyb, rullet op som en anakonda og haegtet til en spolemekanisme, der meter efter meter rullede uhyret ud igen, som turen gik fra den amerikanske vestkyst til Hongkong, tvaers over Stillehavet.
Ved sin ankomst ville monsteret straekke sig 12.971 kilometer langs havbunden mellem de to storbyer. Derfor også dets størrelse – det var ikke mere end et par centimeter bredt, men fordelt ud over de mange tusind kilometer kom dets vaegt op på omkring 4.600 tons.
Lige så meget som 40 fuldvoksne blåhvaler. Selv om monsteret, modsat hvalerne, ikke var i live.
Monsteret var et internetkabel, sort plastic støbt om kobber, der selv lå omkring flere hundrede hårfine, fiberoptiske tråde. Udenom kobberet lå yderligere syntetiske materialer, et lag aluminium, en brynje af stålwire, saerlig tape og derefter den hårde plastic.
Endnu ingen trafik
Hele herligheden havde to formål: at garantere en af de højeste dataoverførselshastigheder på kloden samt at holde kablet vandtaet og beskytte det mod alt fra et forbigående skibs anker, dybets havstrømme og jordskred fra undervandsskaelv.
Desvaerre for dets investorer kunne ingeniørsnilden ikke beskytte mod storpolitik. Kablet ligger stadig på havets bund, men er endnu ikke åbent for datatrafik mellem kontinenterne. Og bliver det måske heller aldrig, selv om de involverede parter håber at få kablet online i begyndelsen af i år.
For der står ikke blot investormilliarder på spil – det digitale samfund hviler på kabler som dette. Der ligger nu 378 af slagsen på kryds og tvaers af verdens oceaner i et net, der straekker sig over 1,2 mio. kilometer, ifølge analysefirmaet Telegeography.
Et af de laengste, det såkaldte TAT-14 kabel, laegger endda vejen forbi Danmark. TAT-14 begynder i New Jersey, hvorefter det krydser havet, rammer Cornwall, smutter ned forbi Frankrig, Holland og Tyskland for så at ende i Blåbjerg i Vestjylland. Fra Blåbjerg går turen tilbage til New Jersey, denne gang nord om Storbritannien.
TAT-14 er 15.000 kilometer langt, ifølge Telegeography. Danmark har over 30 af slagsen af varierende laengder.
Disse kabler transporterer 99 pct. af al verdens internetbaserede data, mens kun den sidste, ene procent sendes rundt via satellitter. Der er derfor god grund til at passe på dem. I begyndelsen af januar blev to beskadiget ud for Sydafrikas kyst – med ét slag mistede store dele af landet internetforbindelsen. Der er dermed også god grund, mener et stigende antal af USA’s militaer, efterretningsvaesen og politikere, til at holde kablerne ude af kinesiske haender. Hvilket let kan blive et problem, for det er kinesiske firmaer som Huawei, der har lagt mange af dem. Og som har planer om at laegge mange endnu, ofte i samarbejde med vestlige tech-firmaer.
Ingeniørarbejde i sig selv
Kalkulen er simpel: Jo flere kabler, som f.eks. Google har del i, jo mere data kan det sende rundt på tvaers af kloden. Og jo hurtigere kan firmaet ekspandere i jagten på nye markeder samt udvikle nye endnu mere datakraevende produkter.
Monster-kablet fra Los Angeles til Hongkong blev derfor behandlet med samme forsigtighed som af et overbeskyttende foraeldrepar. Et foraeldrepar med mange, mange penge – kablet var finansieret af bl.a. Google og Facebook. I alt kostede det 300 mio. dollars at konstruere og sende ned på havets bund.
Projektet blev døbt Pacific Light Cabel Network. Det er Googles 13. af slagsen – med flere på vej. Alene logistikken bag at finde den praecise rute var et ingeniørarbejde i sig selv.
»Før skibet, der skal laegge kablet, sejler ud, sendes et andet specialiseret skib afsted, der kortlaegger havbunden,« udtalte Tim Stronge, vicedirektør for analysefirmaet Telegeography, om processen til CNN sidste sommer.
Alt blev kortlagt, fra små bakker på havbunden til havstrømme, seismisk aktivitet og risikoen for undersøiske vulkanudbrud. Ruten blev derefter lagt langs det fladeste, roligste, mest kedelige stykke havbund, der kunne findes for penge. Så staevnede skibet med selve kablet endelig ud.
USA siger nej
Derefter ville det tage flere år, før det nu udrullede monster kunne haegtes til sit ventende datacenter i Hongkong. Champagnen var planlagt at springe ved udgangen af 2019. Men det skete aldrig. Sidste år
i september, efter over 10.000 tilbagelagte kilometer, stoppede skibet op.
Siden har det ikke flyttet sig meget, for USA siger nej. Kabelmonsteret er blevet det seneste offer i stormagtsrivaliseringen mellem Washington og Beijing i kampen om det 21. århundredes digitale infrastruktur.
USA skal nemlig tage sig i agt for »Beijings stigende indflydelse, når det gaelder laegning og reparation af undersøiske kabler, der transporterer stort set al information på internettet,« som James Stavridis, pensioneret admiral og forhenvaerende øverste militaere kommandør for Nato, advarede i en kronik til Bloomberg sidste april.
Beijing, lyder alarmen, kan nemlig bruge kabler, dets firmaer har anpart i, til at udspionere al internettrafik, der går gennem dem.
Panel gennemgår projekter
Det er ikke en helt ny bekymring. Den slags kabel-spionage var et konstant tema i de sidste årtier af Den Kolde Krig. Derfor har et saerligt panel – det såkaldte Team Telecom, bestående af repraesentanter fra alle relevante dele af de amerikanske myndigheder – i årevis gennemgået foreslåede kabelprojekter for at se, om de udgør en trussel for USA’s nationale sikkerhed.
I årevis gav panelet det ene grønne lys efter det andet. Indtil sidste september, da de pludselig anbefalede det amerikanske justitsministerium ikke at genforny monsterkablets tilladelse til at drive forretning i USA. Projektet hang pludselig i limbo, naermest med Hongkongs havn i sigte.
Google og Facebook havde ellers valgt Hongkong, netop fordi det ansås for mere sikkert spionagemaessigt end det kinesiske fastland. Samtidig lå Hongkong perfekt placeret som regionalt center for begge firmaers voksende datanet i Sydøstasien.
Det var dog før, at i hundredtusindvis af demonstranter begyndte at kaste med molotovcocktails i højlydt protest over, hvad de anså for Beijings truende indflydelse. Samtidig blev kinesiske firmaer som Huawei blacklistet til højre og venstre på spionanklager. Ligesom handelskrigen vejede tungt allerede i foråret, da kablets fremtid også blev debatteret, ifølge kilder til Wall Street Journal sidste sommer.
Presset steg. Hongkongdemonstrationerne blev dråben, der fik baegeret til at flyde over.
Huawei solgte ud
Huawei havde ikke del i udrulningen af Googles og Facebooks nyeste kabel. Men det havde et andet af landets teleselskaber ved navn Dr. Peng Telecom & Media Group, baseret i Shanghai. Dette kinesiske medejerskab fik Team Telecom til at stemme imod en anbefaling af projektet, ifølge kilderne.
Kontroversen har også kostet Huawei dyrt, selv om både det og Peng Telecom på det strengeste benaegter spionage-anklagerne. Gennem underfirmaet Huawei Marine har det, ifølge egne tal, lagt naesten 60.000 kilometer internetkabel under havets overflade, fordelt over 98 projekter.
Men i sommer solgte Huawei sin aktieanpart, efterhånden som det amerikanske pres steg.
Der var dog problemer allerede før da: I 2017 havde firmaet planer om et undervandskabel mellem Sidney og nogle østater i Stillehavet, men det satte Australien en effektiv stopper for. Ikke via forbud, men ved at tilbyde en enorm investeringspakke til østaterne på 450 mio. kr., der inkluderede et lignende internetkabel – og med den forpligtigelse, at der blev takket paent nej til Huaweis tilbud.
Huaweis salg betyder dog ikke nødvendigvis, at Huawei Marine nu får lettere ved at finde kunder. Dets nye ejere hedder Hengtong Group og er Kinas største leverandør af fiberoptiske kabelnet. Og USA haenger stadig over den slags projekter som en høg.
»Det er endnu en måde, som Huawei kan få adgang til et andet lands infrastruktur,« udtalte William Mayville, pensioneret general og tidligere direktør for USA’s Cyber Command, sidste år til Wall Street Journal om de undersøiske kabler.
Det er endnu en måde, som Huawei kan få adgang til et andet lands infrastruktur. WILLIAM MAYVILLE, TIDLIGERE DIREKTØR FOR USA’S CYBER COMMAND